Tid til sameksistens? Benådning for de catalanske separatister
Benådning er et nødvendigt skridt for at vise, at det er en ny politisk tid, hvor løsninger skal komme fra politiske handlinger og ikke fra retsafgørelser.Cirka 25.000 mennesker fyldte Colón-pladsen i Madrid den 13. juni 2021. De protesterede mod præsidenten Pedro Sánchez’ tiltag om at benåde de catalanske politikere, som stod bag folkeafstemningen og erklæringen om løsrivelse i Catalonien. Demonstranterne råbte: ”Madrid vil være sanchismens grav” som reference til det anti-franquistiske råb: ”No pasarán. Madrid vil være fascismens grav”.
De tre højrefløjspartier deltog i demonstrationen: Det liberale Ciudadanos, som stadig bliver mere irrelevant i det spanske politiske panorama, det konservative Partido Popular og det ekstreme højreparti Vox.
Ikke overraskende var Vox fremtrædende i demonstrationen sammen med Madrids konservative præsident, Isabel Díaz Ayuso, som mente, at den spanske konge ikke skulle underskrive benådningen. På trods af den interne splittelse fandt højrefløjen deres bedste undskyldning for at stå sammen: imod Sánchez og imod catalansk separatisme. Hvad var de for? Den spanske enhed.
“Et politisk fiasko-år”
2017 blev først og fremmest et politisk fiasko-år, hvor det var umuligt at føre politik. Separatisterne så ensidig løsrivelse som den eneste udvej, mens den spanske stat reagerede med undertrykkelse først og med domsfældelse senere, hvor visse politiske ledere endte i fængsel, og andre forlod landet.
Polariseringen mellem to fløje umuliggjorde enhver form for løsning. Den konservative leder, Carles Pugidemont, ledte processen, og forskellen mellem højre og venstre blev udvisket. Centrum-venstre og venstrefløjspartierne gik sammen om den nationalistiske sag. Det spanske socialdemokratiske parti støttede også den konservative regering og den hårde linje imod forsøget på løsrivelse. Krisen udviklede sig med en række valg, politisk ustabilitet og konsolidering af den separatistiske blok i Catalonien.
Demokrati kan ikke bygge på eksklusion af politiske modstandere.
To aspekter har ændret sig radikalt siden da. Pedro Sánchez forsøgte at ændre regeringens politik imod Catalonien, og en stor demonstration i 2019 samlede de tre højrefløjspartier imod Sánchez og enhver forhandling. Centrum-venstres separatistparti ERC har været støtteparti til koalitionsregeringen bestående af socialdemokraterne og Unidas Podemos. Den spanske side blev splittet mellem venstre og højre, selv om det var uklart, hvilken løsning Sánchez vil finde i forhold til den catalanske konflikt.
På den anden side blev interne uenigheder og konkurrencen større på den separatistiske side. ERC vandt valget, og Pere Aragonès er blevet præsident, så det konservative parti har ikke længere mulighed for at tage initiativet og lede processen. Denne situation åbner muligvis for en ny ramme til at genoverveje forholdet mellem Spanien og Catalonien.
“En ny politisk tid”
Sánchez’ beslutning tyder på det. Benådning er et nødvendigt skridt for at vise, at det er en ny politisk tid, hvor løsninger skal komme fra politiske handlinger og ikke fra retsafgørelser. Sánchez sagde i Barcelona, at ”vi vil genopbygge sameksistensen”. Imidlertid har Aragonès allerede sagt, at benådning er et godt tiltag, men ikke nok, og separatisterne insisterer på, at den eneste vej frem er løsrivelse.
På den anden side har den konservative leder, Pablo Casado, fremhævet, at Sánchez vil ændre regimet og afvæbne staten. Det viser, hvor kompliceret det bliver at genetablere en flydende relation mellem de spanske og catalanske regeringer. Mens separatisterne vil synes, at regeringens beslutninger er utilstrækkelige, vil den spanske højrefløj sige, at det bliver endnu et bevis på den spanske enheds nederlag.
Risikoen for polarisering er der stadig, og Vox og den nationalistiske fløj vokser som svar på en mere fleksibel tilgang til Catalonien. Men demokrati kan ikke bygge på eksklusion af politiske modstandere. Benådning er et demokratisk udtryk, og nu mangler vi kun at se, om det også er tegn på politisk sameksistens. Der er desværre et stykke vej til at finde svaret.