Læserbrev
Omlægningen af S-tog til Bybane har sat social dumping på skinner
Over en årrække har vi set flere eksempler på, hvordan arbejdsgivere opretter nye selskaber, som de bruger til at forringe overenskomsterne for de ansatte. DSB og senest SAS er blot nogle af eksemplerne.
|
Vi ser i dag en strategi fra Dansk Industri’s (DI) side, hvor de indfører dårligere løn og arbejdsvilkår på en stor del af deres medlemmers virksomheder. Intet er dem helligt.
Vi ser angreb på de største arbejdspladser eksempelvis Københavns Lufthavn og DSB, hvor strategien er tydelig og meget ens. Det er nok ikke uden grund. Ledelsen begge steder har samme baggrund – med SAS som fællesnævner – og er også repræsenteret i DI’s bestyrelse.
Vi har lige oplevet en konflikt og strejke i SAS, der netop har brugt strategien med at oprette datterselskaber for at flytte medarbejdere over på dårligere løn og vilkår. Det er, som jeg ser det, social dumping, også selvom det ikke er udenlandske arbejdere eller virksomheder. Konflikten endte med, at piloterne fik en overenskomst, der var 30 procent ringere end og oveni risikerer de at skulle arbejde 60 timer om ugen. Det er vist første gang siden septemberforliget i 1899, at man har måtte skrive under på en overenskomst, der forringer forholdene så drastisk. Når det er sagt, har jeg stor respekt for den kamp, piloterne har ført.
DSB lagde ud
Vi ser akkurat samme strategi i det statsejede selskab DSB. Her startede det allerede tilbage i 2015, hvor DSB Vedligehold (100 procent DSB ejet aktieselskab) blev meldt ind i DI og førte til nye forhandlinger om løn og vilkår- Det var en forløber og øvelse for senere at melde moderselskabet DSB SOV ind DI, hvilket resulterede i en lang strid med strejker og uro fra 2018 til 2019.
Her i 2022 oplever kollegaerne så, at denne rykken rundt i selskaber, fortsætter. DSB har blandt andet rykket de kollegaer, der sørger for mad og drikke i togene, over i endnu et DSB ejet aktieselskab DSB Service & Retail A/S og opsagt deres overenskomst. Og da dette selskab ikke er medlem af nogen arbejdsgiverforening – hvad jo kan undre – så skal man nu til at lave en ny overenskomst på samme arbejde.
Nye titler = dårligere forhold
Der er ingen grænser for, hvordan arbejdsgiversiden omgår og forringer forholdene for arbejdstagerne. Det sidste DSB har gjort er i stilhed og sammen med Trafikstyrelsen og Folketingspolitikere at få godkendt S-tog som en Bybane. Det er sket med begrundelsen, at man har indført signalsystemet CBTC, så togene kan køre mere automatisk. Dog er det nødvendigt, at der er en fører på togene, der skal sørge for sikkerheden. Denne fører er nu ikke længere en lokomotivfører (for man har jo opfundet Bybanen), men en bybanefører med mindre uddannelse.
Hvad er konsekvensen så ved at ændre titlen? Ja det er jo, at man må lave en ny Bybane-overenskomst for de førere, som udfører samme arbejde, som lokomotivførerne udførte i går og udfører dag. En bybanefører får bare ringere løn under samme dårlige vilkår, såsom skiftende arbejdstider alle årets dage, 24 timer i døgnet og med samme sikkerhedsansvar over for passagererne i tilfælde af evakuering og risikoen for personpåkørsler.
Som en leder i DSB har udtalt i et opslag om den nye uddannelse og titel: “Det er klart, at vi skal være opmærksomme på kulturen i afdelingen, når vi får nye kollegaer, som ville have samme opgaver men med en anden titel og anderledes vilkår…”
Det er da om noget en erkendelse af indførelse af social dumping. Min pointe her er, at man får indført social dumping og betaler mindre for det samme arbejde alene med det argument, at uddannelsen er kortere.
I min optik svarer det lidt til, at en kemiingeniør skal have det dobbelte i løn af, hvad en mekanikeren får, for med hver sin skovl at grave samme hul – altså man får indført ulige løn for samme arbejde.
Fra 550 til 430 lokomotivførere
Man kan tilføje, at DSB de to sidste år har haft ansættelsesstop af lokomotivførere, som så har resulteret i en del aflysninger og forsinkelser med den begrundelse, at man har manglet lokomotivførere. Det er måske ikke så underligt, da DSB over de senere år er gået fra cirka 550 førere til i dag 430, som DSB mener er det antal, der skal være, også selvom de hver dag aflyser tog og sender mail ud til de ansatte om, at der er behov for, at nogen tager overarbejde.
Som jeg ser det, har DSB samtidig med at nedbringe antallet af lokomotivførere benyttet strategien at få godkendt S-tog som bybane for at kunne indsætte billigere arbejdskraft i form af bybaneførere.
Dette foregår ikke kun i SAS, Københavns Lufthavn eller DSB. Det foregår rigtig mange steder. Jeg har således hørt fra skraldefolk, at de udsættes for det samme og mister aftaler om pension og mere.
DI’s plan
Det er for mig ganske tydeligt, at man fra DI har fundet en anden vej til indførelse af social dumping og fjernelse af tidligere vundne rettigheder – en vej, som de har planlagt i længere tid. En vej som jeg synes, at fagbevægelsen ikke har været vågne i forhold til og stadig ikke er det, nok fordi man generelt kun tænker social dumping i forbindelse med udenlandsk arbejdskraft og noget som foregår i byggebranchen.
Et andet problem er, at udviklingen sker i små hug, men hug som sårer og kan være med til at sætte fagbevægelsen i et dårligt lys over for medlemmerne, da de jo oplever forringelser i de nye aftaler i stedet for forbedringer. Derfor må opfordringen til Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og FH’s medlemmer være, at vågne op af sin søvn, at tage støvlerne på og finde høtyven frem, for der er rigtig meget dårligt hø, der skal fjernes, og det skal gøres ved sammenhold og solidaritet på tværs af store som små forbund. Og her er OK23 jo en god mulighed.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
01. august 2022 | 11:18
