Udtalelse
Noget om helte
Vi kan godt blive enige om, at hverdagens helte fortjener alle de honninghjerter, der kan bages. Men pædagoger og andre velfærdsarbejdere fortjener først og fremmest ordentlige arbejdsforhold – herunder normeringer, respekt for fagligheden og en løn, der er til at leve af.
|
“Hverdagens helte” bliver tit brugt til at beskrive de mennesker, der arbejder i professioner, der er grundlæggende nødvendige for at vores samfund fungerer. Hverdagens helte er et udtryk, vi bruger for at signalere vores dybeste respekt for de mennesker, der har truffet en beslutning om at arbejde i en profession, som vi godt ved, er enten opslidende, rutinepræget på grænsen til det ulidelige, underbetalt – eller lidt af det hele.
Når jeg siger ordet “hverdagens helte”, tænker jeg blandt andet på sygeplejerskerne, skolelærerne, renovationsmedarbejderen, buschaufførerne, politiet og ikke mindst pædagogerne.
Selvom udtrykket bliver brugt som en hyldest, og jeg ikke på nogen måde er ude på at tillægge folk, der bruger det, skumle motiver, så vil jeg alligevel gerne bruge denne, min første blog i Arbejderen, til at problematisere fortællingen om velfærdsarbejdere som helte.
Det er ikke fordi, sygeplejerskerne, skolelærerne, renovationsmedarbejderen, buschaufførerne, politiet og pædagogerne ikke fortjener den respekt, der er forbundet med heltegerningen.
Der er brug for ordentlige rammer, ikke superhelte
Det er fordi, Kalle på krokusstuen ikke har brug for flere ottearmede blæksprutter med brandslukningsskills på superhelteniveau. Han har brug for pædagoger med rammer, der gør dem i stand til at udføre det arbejde, de er uddannet til.
Det er ikke mennesker med unikke ninja-moves, som lynhurtigt kan gribe mælken, der er ved at vælte, mens de tørrer bordet af og trøster Ella, vi skal efterspørge. Vi skal bede om en person, der kan være til stede i én opgave ad gangen. En person, der kan være nærværende med børnene – og ikke være plaget af de 117 andre ting, vi er kommet til at kræve, en pædagog/medhjælper skal stå med ansvaret for.
Hvis vi ser på de klassiske heltefortællinger, er helten som oftest en stærk individuel person med høj moral, der ser sig nødsaget til at løse et problem, som samfundet har mistet grebet om. Det kan være en drage, der ikke vil forlade kongeriget – eller en hel bunke af væsner, som dem Herkules skulle kæmpe imod. Problemer, der ikke kunne løses indenfor de normale rammer, men krævede noget exceptionelt.
Jeg vil ikke være med til at tage flere skridt ned ad den sti, der individualiserer de velfærdsopgaver, der skal løses.
Mere nutidigt er superhelteuniverset, hvor baggrundshistorierne nærmest uden undtagelser er et polariseret samfund, hvor regler og rammer kommer fuldstændigt til kort, og tilliden til fællesløsninger er brudt sammen. Samfundskritikken er en essentiel og meget direkte del af superhelteuniverserne. Og ligesom i de klassiske fortællinger bliver svaret: Vi kan ikke rigtig gøre andet end at bede til, at der dukker en helt op og frelser os.
Og nu er vi ved at være fremme ved, hvorfor jeg nærer en antipati mod udtrykket hverdagens helte. Det at bruge det som hyldest er for mig at se dybest set det samme som at erklære velfærdssamfundet for dødt.
Den fortælling, vi dyrker, når vi giver priser til årets pædagog, burde for mig at se hænge sammen med en skarp kritik af de aktuelle forhold, hvis den ikke skal kædes sammen med et ønske om et øget individualiseret samfund.
Når sygeplejerskerne bliver bedt om at løbe hurtigere, efter de har løbet maraton i 10 år, ville det være rigtig skidt, hvis de bare gjorde det. For det kan ingen mennesker holde til – uanset hvor mange floskel-heltetitler og honninghjerter vi giver dem.
Der skal være hænder nok til opgaverne
Jeg vil ikke være med til at tage flere skridt ned ad den sti, der individualiserer de velfærdsopgaver, der skal løses. Som gør blandt andet det pædagogiske arbejde til en heltegerning, der forventes udført uden ekstraregning.
Jeg er som forælder træt af fokusset på målbare resultater – jeg vil have fokus på at dyrke rødbeder, selleri og pastinak – træd varsomt, her skabes mennesker – eller sagt på helt almindeligt dansk: Giv vores børn en hverdag i rammer, der fokuserer på trivsel, og hvor vi ikke stiller krav om overnaturlige evner eller exceptionelle kvalifikationer hos de voksne, der er med dem, men til gengæld fælles sikrer, at der er nok hænder til at varetage opgaven.
Vi kan godt blive enige om, at hverdagens helte fortjener alle de honninghjerter, der kan bages. Men pædagogerne fortjener først og fremmest ordentlige arbejdsforhold – herunder normeringer, respekt for fagligheden og en løn, der er til at leve af.
“Her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj. Jeg har sået kruspersille og et brev med pure løg”. Den have, der beskrives i Halfdan Rasmussens digt, er mere tillokkende end Gotham Citys kaotiske lovløshed.
Jeg vil have pædagoger med fokus på at så og ikke slå hinanden i en urimelig konkurrence om at være den bedste.
Jeg vil have politikere valgt til kommunalvalget, der forstår, at deres job er at skrive verdens mindste heltekvad.
Læs også
11. november 2021 | 09:46
