Vinterpause i overenskomstkonflikt
Klimakampen må inddrage den stigende militarisme!
|
COP26-klimatopmødet i Glasgow er vidnesbyrdet om et paradoksalt disconnect. Hvordan får man mest ud af bestræbelserne, der sigter på at forhindre klimaforandringer og naturkatastrofer fra de kræfter, der i forvejen har et stort ansvar for miseren?
Dette fører til det andet spørgsmål: Hvorfor mobiliserer miljøbevægelserne ikke imod den stigende militarisme, der forvandler kapital og naturressourcer til spild. Under påskud af at forsvare verdens befolkning imod opdigtede fjender udfolder den militære sektor sig og undergraver vores eksistensgrundlag på planeten. De tyske grønne er i denne sammenhæng et skræmmende eksempel på et miljøparti, der fungerer som “nyttige idioter”!
Det er bizart, at den grønne diskurs ikke har inddraget en forståelse af kapitalismen, der inkluderer militarismen i sin bagage.
Præsident Dwight Eisenhower, tidligere general i USA’s hær, advarede i sin tid imod “det militær-industrielle kompleks” (MIC). Alliancen mellem militæret og våbenindustrien kunne, mente han, komme til at true det amerikanske civile samfund og dets politiske system.
Faktisk er det en åben hemmelighed, at militarisme har været en bestanddel af den amerikanske samfundsøkonomi fra begyndelsen. Som tidligere præsident Jimmy Carter gjorde opmærksom på for ikke så længe siden, har den amerikanske juggernaut (mastodont, red.) kun oplevet fem år med fred i sin korte historie som europæisk ”implantat” i den vestlige hemisfære.
Politisk dobbeltmoral
At fokusere på USA i den forbindelse er ikke udslag af primitiv antiamerikanisme og politisk blindhed. Alle kapitalistiske/imperialistiske nationer har siden den industrielle revolution haft våbenproduktion som en komponent i deres økonomiske struktur.
Desuden er ethvert socialistisk eksperiment i det 20. århundrede blevet bekæmpet af de ledende imperialistiske lande, skrev den amerikanske historiker William Blum.
Uden opbygning af et stærkt militær ville “socialismen i et land” være faldet sammen efter Den Russiske Revolution og den efterfølgende vestlige intervention i borgerkrigen. Efter Anden Verdenskrig blev det svækkede Sovjetunionen tvunget ud i et våbenkapløb, som blev vundet af USA.
I dette 21. århundrede ville hverken Kina eller Rusland have kunnet overleve som selvstændige stater uden et moderne militærapparat. Desuden vil flere lande i “Det Globale Syd” have mistet deres suverænitet. Uden det europæiske forspring i våbenproduktion ville kapitalismens historiske overgang til imperialisme have haft et andet udfald.
Når dette er sagt, kan det ikke benægtes, at kapitalismen er en socioøkonomisk formation, der fremmer de produktive kræfters udvikling, men som samtidig udløser ulige og destruktive tendenser på globalt plan. Begrebet ”kreativ ødelæggelse” konkretiserer denne paradoksale kapitalistiske virkelighed! Denne erkendelse gør det muligt at forholde sig dialektisk til kapitalismens dynamik, der består i at finde afsætning for systemets iboende tendens til overproduktion.
På den ene side gælder det om at producere så billigt som mulig (“austerity!”) og på den anden side skabe kunstige behov og gældsætning. Samtidigt har den klassiske imperialisme søgt at forhindre (eller bremse) koloniernes udvikling. I denne kontekst er militarisme og krig blevet en bestanddel af den moderne kapitalistiske reproduktion.
Den vestlige verden udviser politisk dobbeltmoral, når den i stedet for at rose Kina, der har bragt 800 millioner kinesere ud af fattigdom på rekordtid, truer Beijing med en kold krig. Hemmeligheden bag Kinas bedrift har været anvendelsen af både kapitalistiske markedsmekanismer og socialistisk politisk styring. Den amerikanske politiske elite er bange for at miste sin hegemoniske position og vil derfor ikke acceptere Kinas opstigning. Som led i denne strategi har USA omringet landet med 400 militærbaser.
Putins advarsel bør tages alvorligt
Det er interessant i denne forbindelse at konstatere, hvor få statsmænd på verdensplan der viser intellektuel evne (eller mod) til at erkende roden til den krise, som i disse år har ramt det kapitalistiske verdenssystem. En undtagelse må siges at være den russiske præsident og hans hold.
På det seneste diskussionsklubmøde, som for nylig fandt sted i Valdai i nærheden af Sochi i Rusland, afslørede Vladimir Putin en dagsorden. Hans tese går ud på, at “den eksisterende kapitalismemodel er udløbet; kun suveræne stater kan reagere på de nye udfordringer.” Samtidig har Putin, som den realpolitiker han er, forvandlet Rusland til verdens anden militære supermagt i løbet af det seneste årti.
Hvad den russiske præsident synes at gøre er at give analytisk næring til international politik uden dog at overse den økonomiske dimension. Hans personlige politiske erfaringsgrundlag er tæt forbundet med overgangen fra sovjettiden og privatisering af landets økonomi.
Da Putin kom til magten, var han ideologisk og politisk tiltrukket af Vesten, indtil USA’s hegemoniske projekt om “fuld spektrum-dominans” viste sig at medføre implementering af regimeskifte i Østeuropa og Mellemøsten.
Samtidig havde USA også lignende visioner for Ruslands og Kinas fremtid! Faktisk forfægter indflydelsesrige kræfter i Washington en strategi, der kunne føre til opløsningen af både Rusland og Kina som enhedsstater uanset deres tilhørsforhold til kapitalismen eller socialismen. Begge nationer har interne mindretal, der kunne ønske at blive selvstændige med amerikansk hjælp.
I denne forbindelse fortjener Putins advarsel om geopolitiske udfordringer at blive taget alvorlig. Det afgørende spørgsmål er, hvordan verden vil reagere på den systemiske og strukturelle krise, som er under udvikling, nu hvor nyliberalismen har tabt pusten.
Opsummering:
Meningen med denne kommentar er at problematisere og politisere især den verdensomspændende grønne ideologi for sin grundholdning. Det vil sige en grundholdning, der tilslører den rolle, som militarisme og krig har spillet i kapitalismens historiske ekspansion og nutid.
Det er bizart, at den grønne diskurs ikke har inddraget en forståelse af kapitalismen, der inkluderer militarismen i sin bagage.
24. november 2021 | 06:32
