Jeg har stemt nej til OK23, og du kan også nå det
Vi har fået lønstigninger, som kun lige stemmer overens med inflationen, det er ikke godt nok. De resultater, der er kommet, falder lidt til jorden på grund af alt det, der mangler. Lærlinge er klart mere værd. Jeg har stemt nej.Så er afstemningen gået i gang, og alle på det private arbejdsmarked skal stemme om OK23. Vinderen bliver afsløret den 12. april.
Det her er, hvad lærlingene har fået i den her overenskomst:
- Betalt lærlingekasse og bogpakke indenfor træfagene
- Samme pension som svendene, 10 procent betalt af arbejdsgiver og 2 procent egen betalt
- Vores Særlige opsparing stiger fra 3 procent til 5 procent i 2024, som arbejdsgiverne betaler
- En generel lønstigning på lærlingelønnen på 4,5 procent i 2023 og 3,5 procent i 2024
Vi har fået lønstigninger, som kun lige stemmer overens med inflationen, det er ikke godt nok. Lærlinge er klart mere værd. Den påstand er også underbygget af en undersøgelse lavet af Cevea i 2018, som siger, at mester tjener 277.190 kroner på at have en lærling under en fuld læreperiode, og siden undersøgelsen er virksomhedernes profitter eksploderet.
Min elregning ligner min lønseddel mere og mere, og en pakke smør er blevet til et luksusprodukt, men vi bliver spist af med en tudekiks i form af betalt lærlingekasse.
Det er trist at læse, at når nu mester tjener så mange penge på os, at vi lærlinge så ikke kan få mere end det, vi har fået nu. Min elregning ligner min lønseddel mere og mere, og en pakke smør er blevet til et luksusprodukt, men vi bliver spist af med en tudekiks i form af betalt lærlingekasse.
Det bliver et nej tak herfra.
Jeg ser det også som et problem, at lønnen stiger i procenter. På den måde bliver uligheden lærlinge imellem større, og de mennesker, som tjener mindst, bliver også de mennesker, som får det dårligste resultat. Derfor bør man opgive lønstigninger i kroner og øre og ikke procent.
Det er selvfølgelig en god ting med en højere Særlig opsparing og mere arbejdsgiverbetalt pension, men det er bare ikke godt nok. Når man kigger på resten af overenskomsten, er der stadig ikke nok reelle forbedringer til at kalde det den “mest solidariske overenskomst”.
Svendenes del af kagen er heller ikke noget at råbe hurra for. Den mest iøjnefaldende del af forligsskitsen er tillægget til vores udenlandske kollegaer på 25 kroner mere i timen, hvis arbejdsgiverne altså ikke tilbyder dem en “anstændig bolig”.
Hvad det helt præcist betyder står meget uklart. Jeg ved endnu ikke, hvordan det kommer til at gå med det værn, vi her har fået mod social dumping. Men én ting ved jeg, det falmer fuldstændig i forhold til et kædeansvar og en højere minimalsats, som ellers var kravet fra 3F BJMF’s side.
Selvom jeg mener, at kædeansvar er et langt bedre alternativ til boligtillægget som et værn mod social dumping, så er det selvfølgelig positivt, at arbejdsgiverorganisationerne erkender, at social dumping er et problem i Danmark.
Jeg kan godt se, at denne overenskomst ikke er det dårligste resultat, man kunne have frygtet. Det er stadig ikke godt nok, der mangler et massivt lønløft til bunden og en afspejling af, hvad vi lærlinge er værd.
De resultater, der er kommet, falder lidt til jorden på grund af alt det, der mangler. Jeg er hverken sur eller vred. Jeg er skuffet – dybt skuffet.
Skuffet over de forhandlere der blev sendt til forhandling for vores alles bedste interesser.
Jeg har stemt nej, og du kan nå det endnu.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.