Læserbrev
Intet om os uden os
I mange år har vi talt om borgerinddragelse i psykiatrien. Men vi har ikke lukket borgeren ind. Vi har ikke sat os sammen med borgeren og lyttet til dennes fortælling, skriver Lene Reinseth i denne blog.
|
Forestil dig, at du bestiller tid hos din praktiserende læge. Da du møder op til konsultationen, bliver du bedt om at tage plads i venteværelset. Men du kommer aldrig ind til lægen. Du får aldrig fremlagt din problemstilling.
Lægen har kigget i din journal og drøftet den med sekretæren, og den fortæller det, som de har brug for. De er nu enige om, hvad der skal gøres. Du trasker hjem fra lægen, totalt uvidende. Dog med retten til at søge om aktindsigt, så du kan se, hvad de har skrevet om dig. Hvis du overhovedet orker det.
Når man er en del af det psykiatriske system, skal man acceptere, at de fagprofessionelle vurderer, analyserer og dokumenterer på ens adfærd.
På latin kan dokumentation oversættes til “bevis”.
Men hvad er det, vi gerne vil bevise gennem vores dokumentation?
Hvori ligger værdien af, at vi igen og igen skriver om det, vi ser?
Vi vurderer og konkluderer på borgernes vegne i deres recovery-proces.
Mange har en mening om borgeren
Forestil dig, at alt, hvad du gør eller ikke gør, alt, hvad du siger eller ikke fik sagt, bliver vendt og drejet.
Hvis du er rigtig interessant, bliver du måske taget op på en konference eller vendt i en sagssupervision. Så sidder de om bordet, de hvide kitler, kommunefolkene og pædagogerne.
Mit ønske er, at vi som fagprofessionelle får ændret vores tænkning og tilgang til borgerinddragelsen.
Der er mange, der vil til fadet, og de har alle sammen en mening om dig og din adfærd. De skriver stolpe op og stolpe ned, for de har noget at have det i. Viden og erfaring. De har nemlig mødt mange mennesker, der ligner dig.
Det kan godt være, at du sidder og tænker, “hov, hvad med mig, hvorfor spørger I ikke mig om, hvad jeg tænker og mener? Jeg kender mig selv ret godt. Jeg kan fortælle jer, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Hvad jeg tænker og føler, og hvordan I kan tage hånd om mig, når det hele løber løbsk.”
Igennem mange år har vi talt om borgerinddragelse. Men vi har ikke lukket borgeren ind. Vi har ikke sat os sammen med borgeren og lyttet til dennes fortælling. I psykiatrien har det nemlig været kutyme – i årtier – at fagprofessionelle har konkluderet på borgerens vegne.
Der er andre måder at agere på
Lige om lidt er jeg færdig med en uddannelse som såkaldt LA2-instruktør. Metoden bygger videre på low arousel (en pædagogisk tilgang, som har fokus på at forebygge, håndtere og evaluere konflikter – red.) Men den indeholder også et indefra-perspektiv fra borgeren, som er en nødvendig håndsrækning til os fagprofessionelle, fordi vi sidder sammen med borgeren, når vi dokumenterer. Med dette værktøj sikrer vi, at borgerens vinkel er med. At vi som fagprofessionelle fastholdes i at inddrage borgeren.
Følgende citat er taget fra LA2:
“Ved at tale med borgeren og spørge ind med oprigtig nysgerrighed får borgeren mulighed for at bidrage med sit indefra-perspektiv.
Borgeren kan derigennem også lære sig selv og sine mestringsstrategier bedre at kende. Det gør, at borgeren bliver mere opmærksom på egne værdier og erfaringer, og det kan være med til at støtte borgeren i at træffe flere kvalificerede beslutninger i sit eget liv (empowerment).
Derudover bliver det muligt at skabe et tæt samarbejde med borgeren om at reducere de voldsomme episoder. Medarbejdernes faglighed og metoder bliver udfoldet sammen med borgerens tanker og ideer, så borgeren ikke er alene med ansvaret for at finde frem til løsningerne.”
LA2 er en metode, der fokuserer på borgerens trivsel, tryghed og mestring i forbindelse med eksempelvis udadreagerende adfærd eller selvskade. Det er et redskab, som borger og den fagprofessionelle kan anvende til at få skabt fokus på, hvad der virker og ikke virker i de svære situationer i borgerens liv.
Metoden benytter sig af diverse skemaer, der går på borgerens perspektiv, og samtidig også skemaer, der øger den fagprofessionelles fokus på den støtte, der skal til for at øge trivslen for borgeren og deeskalere de voldsomme hændelser, der kan opstå i pressede situationer.
“LA2 – Metodemanual er et recovery-orienteret redskab. Ved at anvende manualen guides fagprofessionelle eksempelvis i at inddrage borgeren i videst muligt omfang og medtænke ham eller hende som erfaringsekspert. LA2 – Metodemanual beskriver konkrete redskaber til at arbejde forebyggende og trivselsfremmende. Det anbefales, at fagprofessionelle og borgere undervises i manualen samtidig og sammen. Manualen kan anvendes i forhold til samarbejdet mellem borgeren og de fagprofessionelle. Materialet kan også bruges i samarbejde med borgeren og borgerens selvvalgte netværk, hvis borgeren ønsker det.”
Mit ønske er, at vi som fagprofessionelle får ændret vores tænkning og tilgang til borgerinddragelsen.
At mantraet “intet om os uden os” kan blive integreret i socialpsykiatrien en gang for alle.
Det vil helt sikkert spare tid, for der bliver talt og dokumenteret meget i socialpsykiatrien. Den tid, vi sparer, kan vi i stedet bruge til reel borgertid. Når vi samarbejder med borgeren om borgeren, vil denne i langt højere grad kunne genkende sig selv i beskrivelserne.
Måske er du heldig, næste gang du bestiller tid hos lægen, at du ikke kun kommer til venteværelset, men i stedet bliver inviteret hele vejen med ind til konsultation og samtale.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
21. marts 2024 | 08:14
