Mindeord
Integrationsydelse eller kontanthjælp – en verden til forskel
Københavns Kommune skal nu tilbagebetale et millionbeløb til over 100 hjemløse, der fejlagtigt har fået den lave integrationsydelse i stedet for kontanthjælp. Jeg savner, at lovgiverne begynder at interessere sig for, at lovgivningen bliver overholdt.
|
Hjemløse bliver snydt, så vandet driver. Endda af dem der har ansvaret for at hjælpe dem. Det står lysende klart, efter Københavns Kommune har gennemgået over 1100 sager og konstateret, at 103 borgere fejlagtigt har fået integrationsydelse i stedet for kontanthjælp.
Denne gang lykkedes det at få rettet op på uretfærdighederne for en del borgere. Problemet er, at Københavns Kommune og sikkert også en del andre kommuner helt konsekvent stiller større krav, end man kan tillade sig, til hjemløse borgere der henvender sig for at få hjælp.
Som hjemløs er man vant til at få et nej, man er vant til at blive afvist, man er vant til ikke at få nogen begrundelse for, hvorfor kommunen ikke vil give en ydelse, man ellers troede, man havde ret til. Man er vant til nederlag.
Sådan bør det ikke være. Både fordi lovgivningen på de fleste områder er meget klar, og fordi man skylder alle folk at behandle dem respektfuldt.
Det gælder især, når man som myndighedsperson – for eksempel sagsbehandler – står og har alle muligheder for at give en presset og desperat person en eller anden form for hjælp. Det er sagsbehandleren, der kender (bør kende) reglerne og har en forpligtelse til at råde og vejlede borgere i hjemløshed og gøre det på en måde, hvor man inddrager borgeren mest mulig i beslutningsprocessen.
Tog ikke de hjemløse alvorligt
Det er bare ikke det, der sker. For eksempel i sagen om integrationsydelse oplevede vi, at Københavns Kommune ikke tog borgeren alvorligt. Selvom borgeren havde afleveret den ønskede dokumentation, “gad” sagsbehandleren ikke læse den, påstod blot at den var mangelfuld.
Når SAND på borgerens vegne afleverede den samme dokumentation, fik borgeren kontanthjælp frem for integrationsydelse. Man tog ganske enkelt ikke borgere alvorligt, før borgeren havde en juridisk kyndig person med, der kunne gennemskue bedraget.
Københavns Kommune benyttede sig helt bevidst af “går den, så går den”-taktikken. Der er intet tilfældigt over deres praksis. Den bunder i, at man kan se en økonomiske fordel i at stille urimelige krav.
Retssikkerheden er generelt på tilbagetog i Danmark og i særdeleshed for hjemløse.
I sagen om integrationsydelse var humlen, at når man ikke har nogen rimelig grund til at formode, at en borger er i stand til eller har mulighed for at rejse udenlands, må man ikke stille krav om dokumentation for, at borgeren har opholdt sig i Danmark.
Kommunen vidste da godt, at en hjemløs med et kaotisk liv ikke er i stand til at levere folkeregisteradresser, lønsedler og så videre for de sidste 10 år af sit liv. De eksisterede ganske enkelt ikke. Sjovt nok var Københavns Kommune meget alene om at synes, at deres praksis var helt okay.
Kommunen har i årtier været kendt for at have en “københavnermodel” på forskellige områder. Som udgangspunkt ser de sig selv som meget klogere end andre kommuner. Derfor har den en praksis, som følger loven, siger de, mens andre kommuner bare er fattesvage og ødsle.
Også problemer i andre kommuner
Desværre er det ikke alle andre kommuner, der “bare” følger loven. Aarhus Kommune havde i mange år en 120 dages-regel, som gik stik imod loven. For at forhindre hjemløse i at opholde sig “så længe de havde brug for hjælp” på et herberg eller forsorgshjem, opfandt man en regel om, at man ikke måtte være der mere end 120 dage.
Den praksis er stoppet nu, men man kom godt afsted med det i mange år, og overalt i landet oplever vi stadig forsorgshjem, der smider folk ud, fordi de mener, man har opholdt sig “for længe” på stedet.
Retssikkerheden er generelt på tilbagetog i Danmark og i særdeleshed for hjemløse. Vi har SAND, som kan råbe lidt op, men som vi ved fra integrationsydelsessagen i København, er kommunerne forholdsvis ligeglade med, hvad vi mener om deres praksis.
Jeg savner, at lovgiverne begynder at interessere sig for, at lovgivningen bliver overholdt. Jeg savner respekten for, at mennesker i nød har rettigheder, som skal overholdes, og at de informeres om disse rettigheder.
Læs også
02. september 2021 | 08:57
