Læserbrev
Imperialismens domstol
Ruslands præsident Vladimir Putin deltager ikke på BRIKS-landenes topmøde i Sydafrika, fordi Den Internationale Straffedomstol kræver, at Sydafrika arresterer Putin, hvis han sætter sin fod i landet. Spørgsmålet er, om denne arrestordre er lovlig, skriver Henrik Stamer Hedin i denne blog.
|
Mens dette skrives, er BRIKS-landenes topmøde i fuld gang i Durban, Sydafrika.
BRIKS er som bekendt en forkortelse sammensat af forbogstaverne i de oprindelige deltagerlandes navne: Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika.
Disse lande indledte for nogle år siden et samarbejde for at modvirke de imperialistiske hegemonibestræbelser, de var udsat for, og det har åbenbart været en succes.
I hvert fald er der nu flere andre lande, især mellemøstlige, der har stillet sig i kø for at komme med i klubben, og BRIKS er ikke afvisende. Et alternativ til dansk EU-medlemskab?
Et tospaltet foto i Politiken viser afrikanske stats- og regeringsledere stående påhøre Vladimir Putins videotale på topmødet. Egentlig skulle Putin have deltaget fysisk, men den såkaldte Internationale Straffedomstol havde udstedt en arrestordre på ham, og da Sydafrika er et af “domstolens” medlemslande, blev det aftalt, at Putin skulle blive væk for “ikke at bringe værtslandet i forlegenhed”, som det blev udtrykt.
Anklaget for at evakuere børn
“Domstolen” hævder, at medlemslande har pligt til at eksekvere en sådan arrestordre ved at arrestere vedkommende, skulle han sætte fod på det pågældende medlemslands jord. “Domstolen” mener ikke, det er nødvendigt, at den, arrestordren gælder, er borger i et af “domstolens” medlemslande. Det er nok, at den påståede forbrydelse er begået i et medlemsland eller et land, der anerkender “domstolens” myndighed.
Denne bestemmelse, der fremgår af artikel 12 i Rom-statutten af 1998, det traktatmæssige grundlag for “domstolen”, må formodes møntet på krigsforbrydere på flugt, ikke på et legitimt statsoverhoved der deltager i en international konference. Rusland har meldt sig ud af “domstolen”, og dens prætention på at kunne kræve landets præsident arresteret er (selvfølgelig) blevet afvist med foragt af det russiske politiske samfund.
“Domstolen” må først og fremmest ses som et forsøg fra de gamle europæiske imperiemagters side på at genetablere en indflydelse i de gamle kolonier.
Den “forbrydelse”, der er tale om, betegnes af Rusland som en humanitær operation, der sidste år indebar evakuering af nogle tusinde børn fra krigszonerne i Ukraine til Rusland. I den ukrainske krigspropaganda er det blevet til, at “Putin” (ikke Rusland) har bortført ukrainske børn for at russificere dem.
Ukraine er godt nok lige så lidt som Rusland medlem af “domstolen”, men har anerkendt dens myndighed. Og en lang række lande, heriblandt med skam at melde Danmark, har stillet sig bag arrestordren, som altså skulle forpligte Sydafrika til at arrestere Ruslands præsident i samme øjeblik, han satte foden på sydafrikansk jord.
Det ville selvfølgelig være en krigshandling. Men det er måske også det, der er meningen? At drive en kile ind i den globale modstand mod imperialismen og styrke den skrumpende imperialistiske front i Ukraine-krigen.
Ugyldig arrestordre?
Arrestordren er imidlertid – så vidt det lader sig gøre at tyde Rom-statuttens snørklede prokuratorsprog – ikke gyldig. I statuttens artikel 98 hedder det: “Domstolen kan ikke gå videre med en anmodning om overførelse […], som ville kræve, at den anmodede stat handler i strid med sine forpligtelser i henhold til folkeretten vedrørende stats- eller diplomatisk immunitet for en tredje stats person eller ejendom, medmindre domstolen forinden kan opnå den pågældende tredje stats samarbejde om afkald på immuniteten.” Et sådant afkald har Rusland (selvfølgelig) ikke givet.
Bestemmelsen er formentlig indsat for at hindre “domstolen” i at udstede arrestordrer mod amerikanske præsidenter for en eller flere af de notoriske amerikanske krigsforbrydelser. At den også må gælde en russisk præsident, er åbenbart ikke faldet “domstolen” ind. Eller er det bevidst? Et udslag af traditionel imperialistisk selvovervurdering?
Ideen om en international straffedomstol går tilbage til opgøret efter Første Verdenskrig i 1919 og kom op igen i 1945, men kunne ikke virkeliggøres under “den kolde krig”. Det ville have forudsat enighed mellem Sovjetunionen og USA om, hvad domstolen skulle bruges til, og en sådan enighed fandtes ikke.
Først i de kontrarevolutionære 90’ere blev det alvor. “Domstolen” må først og fremmest ses som et forsøg fra de gamle europæiske imperiemagters side på at genetablere en indflydelse i de gamle kolonier. Den er blevet anklaget for både racisme og eurocentrisme. Nu er den så også gået ind i Ukraine-krigen, stadig på reaktionens side.
Sydafrikas forhold til “domstolen” er kompliceret. Landet har meldt sig ud, men Højesteret har underkendt udmeldelsen. Det dominerende parti ANC mener fortsat, at Sydafrika bør stå udenfor.
Kilder: www.retsinformation.dk, Wikipedia
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
01. august 2023 | 12:12
