Læserbrev
Hvornår er det rimeligt, at vi kan gå på pension?
Det er på tide, man respekterer, at vi mennesker ikke bare er arbejdskvæg, som skal arbejde, til vi falder om. Vi skal kunne gå på pension efter 42 år på arbejdsmarkedet og senest, når vi fylder 62 år.
|
Hvis vi ser på, hvornår man kan gå på pension i Danmark i dag, er det ganske urimeligt. Mine døtre, som er sidst i 30’erne og har arbejdet, siden de var 17, kan gå på pension, når de fylder 72,5 år, altså efter de har arbejdet i 55,5 år. Jeg selv, der er 62 år og har arbejdet, siden jeg var 16, kan gå, når jeg bliver 67 år, hvilket er 51 år på arbejdsmarkedet.
Man begrunder den stigende pensionsalder med, at vi bliver ældre. Det, synes jeg, er en syg begrundelse, da man jo så her siger: Vi har en plan for, hvor lang tid at en arbejdere skal kunne trække ploven, og det helst til han/hun er nedslidt. For det er jo dem, som har det hårdeste arbejde og de dårligste lønninger, som kommer til at gå til sidste dag. Det vil især være de ufaglærte, men også sosu’er og andre i folk i velfærdsjob. Prøv lige at tænke den tanke, at en sosu på 72 år skal ud og tage sig af de gamle, altså dem der er på deres egen alder.
De, der bestemmer pensionsalderen i dag, kan i visse tilfælde gå på pension, når de bliver 60.
Jeg mener, det på tide, at vi får reguleret den ugentlige arbejdstid til 30 timer med fuld lønkompensation.
I mit job som lokomotivfører skal man helbredsgodkendes, og det skal man en gang om året fra det fyldte 55 år. Det vil sige, at man i Trafikstyrelsen har vurderet, at man kan blive svagere på hørelse, syn, blodtryk og hjertet, fra man er fyldt 55 år. Kravet om at vi skal være længere på arbejdsmarkedet betyder derfor, at man i 17,5 år har en stor risiko for at miste sit arbejde, fordi man skal leve op til Trafikstyrelsens krav, hvilket kan blive vanskeligere og vanskeligere, jo ældre man bliver. Hvis man så ikke kan godkendes, ja så skal man måske ud og finde et nyt job eventuelt i en alder af 62, hvilket godt kan blive en stor udfordring.
Her er der ikke lagt nogle forpligtelser til arbejdsgiverne, så hvis man ser, hvor svært det er for ældre at få job i dag, betyder det, at du med stor sandsynlighed risikerer at ryge på dagpenge. Så får du to år på dagpenge med arbejdsprøvninger og det, der hører til, for derefter at ende på kontanthjælp, hvis du da ikke har værdi for over 10.000 kroner, hvis du er alene, og 20.000 hvis du har en ægtefælle. Resultatet kan blive, at du må gå fra hus og hjem, da de fleste på 62 år jo er rimelig sat efter mere end 50 år på arbejdsmarkedet.
Hvor skal pensionsalderen så ligge?
Hvis vi ser på arbejdsmarkedet i dag, hvor flere og flere bliver syge med stress, og hvor arbejdspresset er stigende, så er der flere værktøjer, der skal tages i brug.
Vi hører politikerne råbe op om, at der skal fødes flere børn, men de råber uden at kigge sig selv i spejlet. Børnefamilier oplever i dag, at de må sende syge børn i vuggestue og børnehave, da bedsteforældrene jo er på arbejde. Børnefamilierne oplever, at institutionerne har dårligere åbningstider end førhen på grund af besparelser, og så har vi som sagt arbejdspresset oveni.
Derfor ser vi også, at flere og flere ønsker at gå ned i ugentligt arbejdstid, hvilket har ført til en nærmest udskældning fra politikere. Ja, vi har endda hørt statsminister Mette Frederiksen udtale, at vi må op i tid og arbejde mere, nu hvor der er krig i Europa.
Jeg mener, det er på tide, at vi får kigget på, hvor meget vi arbejder, og hvor længe det er rimeligt, at vi arbejder. Og det skal være ud fra et menneskeligt syn og ikke ud fra kapitalens og hensynet til firmaernes overskud.
Jeg mener, det på tide, at vi får reguleret den ugentlige arbejdstid til 30 timer med fuld lønkompensation. Det er der råd til, da vi dagligt hører, at virksomhederne tjener penge og har overskud, ja endda så meget at de storforgylder folkene på ledergangene. Samtidig ser vi, at politikerne sender milliarder af kroner ud af landet til krigsførelse. Våbenlagrene bliver tømt, så vi også her skal der bruges milliarder.
Det er på tide, at man respekterer, at vi mennesker ikke bare er arbejdskvæg, som skal trække ploven, til vi falder om, men at vi som arbejdere også fortjener og har krav på et værdigt efterår, hvor vi har kræfter til at passe børne- og oldebørn. At vi kan skubbe gyngen stående og uden smerter, og at vi ikke bare bliver til en indtægt for medicinalindustrien.
Derfor skal vi kunne gå på pension efter 42 år på arbejdsmarkedet og senest, når vi fylder 62 år, som er gennemsnittet i EU.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
02. september 2024 | 06:00
