Læserbrev
Fra stofbruger til ønsket om at leve
Mit liv vendte 180 grader, da jeg besluttede at stoppe med at tage stoffer. Jeg fik et netværk, og i dag elsker jeg mit job som gademedarbejder, hvor jeg kan være med til at gøre bare en lille forskel og hjælpe de allermest udsatte.
|
Dette bliver en af de mere personlige blogs! Den kommer til at handle om mit liv dengang og nu.
Jeg ved, hvordan det er at leve sit liv på gaden, hvordan det er at fryse helt ind i knoglerne. Jeg ved, hvordan det er at gå sulten i seng eller rettere i soveposen under en bro, i en opgang eller parkeringskælderen eller på en tilfældig sofa hos et tilfældigt menneske. Jeg ved, hvordan det er at vågne op, bange, gul, blå og grøn og øm i hele kroppen efter at have fået tæsk af en kæreste. Jeg ved, hvordan det er at hungre efter det næste stof og være villig til at gøre alt for at skaffe det, så man kan have det godt igen, undgå at være syg og være fri for at føle noget, bare et øjeblik. Det var mit liv engang, det var sådan, det var, og det var det liv, jeg kendte.
Pludselig var jeg ikke ligeglad med at dø længere, jeg begyndte at føle et spirende ønske om at leve, ikke mere bare overleve.
På et tidspunkt hvor alt så ret sort ud, stiftede jeg bekendtskab med SAND – De Hjemløses Landsorganisation. Det var fantastisk. Jeg fik et stort netværk, og pludselig begyndte jeg at føle selvværd igen. Her var noget, jeg var god til, noget at se frem til. Jeg elskede at være med til at gøre en forskel. Pludselig var jeg ikke ligeglad med at dø længere, jeg begyndte at føle et spirende ønske om at leve, ikke mere bare overleve.
Jeg tog en beslutning om at stoppe med stofferne. Jeg forsøgte at få hjælp i det etablerede behandlingssystem, men følte ikke, de lyttede eller kunne se bag den facade, jeg havde oparbejdet igennem mange år. Så jeg tog en “kold tyrker”, noget jeg ikke vil anbefale min værste fjende. Jeg stoppede med stofferne fra den ene dag til den anden. Jeg husker, hvordan jeg havde kramper, hvordan hele min krop smertede. Hvordan jeg frøs og svedte på samme tid. Jeg forsøgte at afhjælpe det ved at sidde under bruseren med en dyne og det kolde vand løbende ned over mig. Jeg husker, hvordan jeg sad på toilettet med hovedet ind over vasken, og det bogstaveligt talt stod ud af begge ender. Men jeg kom over det og kom ud på den anden side. Jeg er stædig, og det har både kommet mig til gode og ulempe igennem mit liv.
Jeg blev efter dette valgt som formand i SAND. Valgt af alle landets hjemløse. Det var stort, og jeg bliver stadig rørt ved tanken. Jeg fik et større og større netværk, kom til kaffemøder og private fødselsdage med ministre. Samarbejdede med mange forskellige foreninger og organisationer. Blev udpeget til Rådet for Socialt Udsatte flere gange af to forskellige socialministre. Sad i forskellige spændende bestyrelser.
Mit liv havde vendt sig 180 grader. Jeg levede endelig, og jeg nød at leve.
Jeg fik et barn, mit eget store mirakel. Mit livs lys, og jeg elsker at se den lille fyr lege og stortrives. Charme alle på sin vej og få ros alle steder. Han er min stolthed, tænk at jeg har lavet ham.
Da jeg var gravid, fik jeg en opringning fra Maja Løvbjerg fra Stenbroens Jurister. Hun ville høre mig, om jeg ikke ville droppe min bestyrelsespost i Stenbroens Jurister. Først blev jeg forvirret, men så sagde hun, at de ville tilbyde mig et job som gademedarbejder. Det er drømmejobbet. Jeg elsker hver dag at gå på arbejde og være med til at kunne gøre bare en lille forskel. At være med til at sikre at de allermest udsatte rent faktisk også har retssikkerhed, noget jeg ikke selv oplevede meget af.
Så når folk eller du selv bilder dig ind, at ægte lykke ikke findes, så tro ikke på det. Nogle gange skal man bare grave lidt længe efter det.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
20. april 2023 | 06:00
