Underbetalt arbejdskraft
En smutter – beklager. Biden får ikke 5,4 milliarder fra den jødiske lobby i USA. Det er dog “kun” 5,4 millioner $.
Log ind for at svareFolket er militæret – militæret er folket
Israels militær har været en central faktor for landets overlevelse og velstand. Uden militæret ville det ikke have været muligt at lægge fundamentet til det land, vi kender i dag. Landets politiske, økonomiske og sociale strukturer bygger på militæret. På ideen om "et folk" – og som Netanyahu nu er i færd med at omdanne til en jødisk stat, skriver Arne Lund.
|
Uden overdrivelse kan det fastslås, at Israel er ét af verdens mest militariserede samfund. Det er stedse vanskeligere at kunne afgøre, om Israel er et land med en hær eller en hær med et land.
– I Israel er folket militæret, og militæret er folket. Det er umuligt at kritisere militæret, for enten har man selv været der, eller også har de fleste et eller flere familiemedlemmer i militæret, siger Dahlia Scheindlin fra det palæstinensisk-jødiske journalistkollektiv +972 til The Guardian den 21. december 2023.
Hun fortsætter:
– Nok er store dele af befolkningen vrede på regeringen for dens håndtering af gidselsituationen, og befolkningen ønsker, at regeringen skal forhandle med Hamas for at få dem frigivet. Men det ændrer ikke ved, at der er en stabil støtte til, at krigen er absolut nødvendig.
I Israel er der ikke i befolkningen som i andre lande, hvor militæret indtager en dominerende rolle, en frygt for, at der skal opstå modsætninger mellem militæret og det civile. Grænserne mellem civil og militær er flydende, ja, knap nok til at få øje på. Hvad er eksempelvis den øjenlæge, der arbejder på et sygehus om formiddagen og om eftermiddagen flyver raids som helikopterpilot på Vestbredden?
Fra venstrezionisme til brutal politistyrke
Spirerne til et israelsk militær IDF (Israel Defence Force) blev lagt i 30’erne, hvor venstrezionistiske militser, Haganah og Palmach, organiserede den væbnede kamp mod palæstinenserne, der forsvarede sig mod de indtrængende kolonisatorer.
At stoppe krigen er en opløsning af regeringen.
Itamar Ben-Gvir, Israels sikkerhedsminister
Snart kom også Irgun til, en aflægger af den fascistiske Jabolinsky-bevægelse. Den senere landsfader, Ben Gurion, fik dog gennemført, at IDF skulle være hævet over partipolitik, være en national hær og underlagt civilt herredømme, hvilket kun delvis er lykkedes. For som sociologen Yagil Levy påpeger, så er Israel nok et land, hvor “der er civil kontrol over militæret, men ikke over militariseringen”.
Ben-Gurion havde mere held med at gøre nationen til ét med militæret, der skulle være det instrument, som samlede en spraglet befolkningsgruppe, der kun havde ét tilfælles: At de var jøder.
Siden da har IDF udviklet sig til den største, rigeste og mest indflydelsesrige institution i landet, en rugekasse for landets herskende klasse – politisk, økonomisk, socialt og kulturelt.
Sabra-eliten har formet landet
Den jødiske forfatter Arthur Koestler boede i 1948 i Israel og nedskrev sine indtryk i “Israel, the native generation“, (Israel, den indfødte generation).
“De unge sabraer (opkaldt efter en hårdfør kaktus), født og opvokset i landet, er den første tilkendegivelse af landets fremtidige profil… Sabraerne er modsætningen til de indvandrede europæiske jøder, der passivt lod sig føre til kz-lejrene, og som hverken kan tale eller læse hebræisk… I sin mentale fremtræden er den unge sabra frygtløs, næsten hensynsløs, modig, udadvendt og med foragt for intellektuelle gøremål… Sabraens verdenssyn er provinsielt og chauvinistisk. Det kan næppe være anderledes i et lille, udsat pionersamfund, der er nødt til at forsvare sin fysiske eksistens og samtidig skal opbygge en stat på trods af næsten umulige vilkår. Det er ikke muligt at skabe en stat uden nationalisme.”
Koestlers beskrivelse var dækkende for samtiden, hvor der var stor sympati for jødernes stræben efter et land, hvor de kunne leve i fred for den vestlige verdens evige og morderiske forfølgelse. Dengang var der kun få, der så, at den jødiske “fred” blev betalt af palæstinenserne.
Militarismens logik: foragt for kvinder
Mere end 75 års konflikt med palæstinenserne og med naboerne har formet israelernes karakter og deres syn på verden. Sabraerne har været skabelonen, og det er på sin vis logisk nok, at Israel i dag er et machosamfund, hvor kvinder nedvurderes.
I 2023 lå Israel som nummer 93 ud af 192 lande med hensyn til kvinders repræsentation i parlamentet med kun 10 procent kvinder i Knesset, mens det regionalt og kommunalt står lidt bedre til uden dog at være prangende. Bedst er det i den offentlige sektor, hvor 60 procent af de ansatte er kvinder.
De stærke religiøse grupper og partier modsætter sig kvinders deltagelse i samfundslivet og henviser dem til hjemmet. Netanyahus og det yderste højres domstolsreform vil ligestille religiøse rabinerråd med domstolene, og det vil blandt andet betyde, at kvinder vil få sværere ved at blive skilt, samt at kvinder for eksempel ikke kan blive dommere.
Regeringen afviser at ratificere Europarådets Istanbul-konvention: Forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet.
Den manglende ligestilling viste sig forud for Hamas’ angreb den 7. oktober. Grænsen til Gaza overvåges af kvindelige rekrutter. Sidst i august rapporterede de om usædvanlige aktiviteter inde i Gaza, hvor Hamas lavede terræn- og angrebsøvelser, fløj med droner med videre.
Deres overordnede afviste, fordi observationerne stred mod den vedtagne teori om, “at Hamas ikke var i stand til at foretage et angreb”, og så fik kvinderne besked på ikke at blive hysteriske.
Da Hamas angreb, var observationsposterne de første, der blev ramt, og flere kvindelige rekrutter blev dræbt. De overlevende fortalte Haaretz, at de ikke blev respekteret, fordi de var kvinder. Havde de været mænd, da havde det været anderledes.
Militærets særstatus
Militæret har 170.000 soldater i aktiv tjeneste og en halv milion reservister, der kan mobiliseres på to-tre døgn. Værnepligtstiden er 32 måneder for mænd og 21 for kvinder. Undtaget er ortodokse, drusere, kristne og arabere. I de senere år er frivillige fra disse grupper trådt ind i militæret.
Militærbudgettet er på 24 milliarder dollars eller 5 procent af landets BNP plus USA’s årlige våbenprogrammer på 3,8 milliarder dollars. I alt bliver det 27,8 milliarder dollars.
Det belaster finanserne så meget, at Israel ifølge OECD må sælge ud af statens enorme jordbesiddelser for at kunne finansiere budgettet. I perioder er der ikke midler nok til den civile sektor, og det rammer de 20 procent af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen.
Israelske love garanterer militær og politi en særstatus, der er langt mere vidtgående end i andre OECD-lande. Sektoren kan således autonomt disponere over, hvordan landets areal bruges.
Det militære lederskab er en blandet skare. Nogle vil for enhver pris bekæmpe araberne, mens andre erkender, at den militære styrke har sine begrænsninger. Begge grupper hælder mod centrum-venstre, kun få knytter sig til det yderste højre. Også det er unikt for Israel, om end der ikke er meget centrum-venstre over IDF’s regelmæssige angreb på Vestbreddens flygtningelejre.
Det betyder dog ikke, at IDF ikke er en politisk institution i gængs forstand. Fra sidst i 80’erne blev kobling til det politiske liv stedse tættere. Det politiske system åbnede sig op for øget interaktion mellem det civile og det militære lederskab. Pensionerede officerer gik ind i politik og påvirkede regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitik. Stabscheferne mødtes ofte med ledende ministre og med de vigtigste udvalgsformænd i Knesset. Derved fik IDF indflydelse på den strategiske planlægning, undervisning og integration af indvandrere samt over de besatte områder.
Al-Jazeera beskriver, at de bånd, der er etableret mellem militærets ledelse og våbenindustrien, fortsætter efter endt tjeneste og påvirker mulighederne for at få et job i det private erhvervsliv. Old boys-network findes i de fleste lande. Når gamle venner dækker over hinanden, svækkes den civile kontrol over militæret.
“Militæret, hvis værdisæt er rodfæstet i jødernes historiske traumer, er blevet zionismens besættelsesmagt, motoren for den koloniale bosætterdominans og basis for adskillelsens politik”, skriver Haim Bresheeth-Zabner i An Army Like No Other. En bog der punkterer myten om, “at IDF er verdens mest moralske og disciplinerede hær”. Et falskneri der skjuler, at IDF er en brutal politistyrke i en bosætterstat med ambitioner om at skabe et Storisrael.
An Army Like No Other analyserer zionismens dynamikker, der er et kompleks af visioner, ideologier, praksisser og langsigtede politiske ambitioner. Logikken i bosætternes koloniseringsprojekt forudsætter væbnet vold, erobring, et militaristisk værdisæt, en dertil hørende organisation og infrastruktur samt opbygning af en våbenindustri. Væsentligt er det, at bogen kraftigt understreger, at dette underminerer påstanden om, at militæret er en selvforsvarsstyrke.
Våben, sikkerhedsudstyr og -metoder (afprøvet i det palæstinensiske “laboratorium”) er hård valuta for erhvervslivet og statskassen. Kunderne er autoritære regimer i det globale syd samt Vestens demokratier. De største købere er Indien, Azerbaijan, Filippinerne, USA og Vietnam. I 2020 købte Frontex droner af Elbit for 800 millioner kroner til overvågning af flygtninge- og migrantsejladsen på Middelhavet.
En fremskudt militærbase
Det militær-industrielle kompleks og universiteterne er nøgleelementer i militariseringen af landet og er i dag en vigtig bestanddel i det internationale samfund, hvor Israel fungerer som et “kunstigt ben” for USA’s og Vestens interesser.
USA har siden 90’erne oplagret enorme mængder militært udstyr i Israel, og den eneste base var en radarstation i Negev-ørkenen. To måneder før Hamas’ angreb besluttede Pentagon at etablere en permanent base cirka 20 kilometer fra Gaza.
Israels villighed til at være USA’s politibetjent i Mellemøsten giver en status i Washington, som ingen andre lande har. Den slags korrumperer imidlertid, for Israel ved jo godt, at uanset hvad, så siger USA altid ja eller nedlægger veto i FN’s Sikkerhedsråd, når det gælder om at bremse resolutioner – 45 siden 1948. Støtten i Kongressen er stabil og ubrydelig. Kun få tør sige fra.
Kun Israel kan påvirke USA’s indenrigs- og udenrigspolitik. Israel kan endog sabotere eller spionere mod USA, uden at det får konsekvenser. Da Obama, der havde et elendigt forhold til Netanyahu, var præsident, talte Netanyahu i Kongressen uden at være inviteret af Obama – og slap godt fra det.
Mint Press skrev den 18. december om de valgkampbidrag, ledende amerikanske politikere har fået fra den jødiske lobby. Biden fik 5,4 millioner dollars. Alexandra Octavia Cortez fik tilbudt 100.000 dollars for at “gå i dialog med den jødiske lobby”. Hun afviste, men støtter dog, at USA sender våben til Israel.
Militæret og højesteret
I sommerens demonstrationer mod Netanyahus retsreform deltog tusinder af militærfolk. De frygtede, at deres fordelagtige relation til domstolene ville blive ændret. Højesteret har næsten altid legitimeret militærets fremfærd over for palæstinenserne, samtidig med at den har bestræbt sig på at bevare den demokratiske fernis, skrev +972 den 10. januar.
Muren, der adskiller Israel fra Vestbredden, justerede højesteret, så et par landsbyer ikke blev afskåret fra resten af Vestbredden. Højesteret sagde også god for ekspropriationen af palæstinensisk jord til anlæg af de veje på Vestbredden, som kun israelere og militæret må benytte:
“Det langvarige militære regime kunne føre til stagnation i udviklingen af den lokale befolkning og regionen som helhed, og vejene må derfor anlægges.”
Netanyahu er gidsel i sin egen regering
Ved valget i november 2022, det femte på fire år, fordi intet parti har kunnet danne en stabil regering, fik Likud 64 ud af 120 pladser i Knesset, og Netanyahu dannede regering sammen med to ultraortodokse partier og tre partier fra det yderste højre.
Netanyahu står svagt og vil gøre alt for at holde sig fri af fængslet, anklaget for korruption og nepotisme. Det kan han kun, så længe han imødekommer det yderste højre, der derfor har taget sig godt betalt.
For nylig truede sikkerhedsminister Ben-Gvir med at vælte regeringen, hvis ikke indsatsen i Gaza holdt samme tempo som hidtil: “At stoppe krigen er en opløsning af regeringen.”
Militærnægtere og “mytterister”
Militæret søger at tiltrække folk med arabisk, kristen eller drusisk baggrund. Lokker med erhvervsuddannelser, samt at militærtjenesten viser, at man ønsker at blive en del af majoritetssamfundet. Det må dog være underligt at være araber og så melde sig til et militær, hvis primære formål er at holde araberne nede.
Kun ortodokse er fritaget fra værnepligten, og det er et spørgsmål om tid, inden også de skal være soldat. Men ellers er det svært at blive militærnægter. Militæret anerkender ikke pacifisme, politiske motiver eller samvittighed som begrundelse. Alle partier, bortset fra venstrefløjen og de arabiske partier, ser militærnægtere som nogle, der truer statens overlevelse.
Militærnægtere ryger i fængsel i et halvt år. Derefter bliver de spurgt, om de nu vil være soldat, og nægter de fortsat, så er det ind igen, og sådan kan det fortsætte i en del år.
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder sikrer retten til at være militærnægter, og selvom Israel har ratificeret af konventionen, så overholdes heller ikke denne.
Ikke alle soldater adlyder. I 2003 afviste en flok jagerpiloter at flyve togter over Vestbredden og Gaza. De fandt det “ulovligt og amoralsk”. Flere enheder fulgte trop: “Vi har nået vore grænser for at undertrykke andre folk.” Siden har der ikke været tilfælde af soldater, der nægtede.
Ikke før i 2023, hvor et stort antal reservister, elitesoldater, officerer med flere erklærede, at de i protest mod regeringens domstolsreform ikke ville møde op, hvis de blev genindkaldt. Det holdt dog kun til den 7. oktober, så mødte også de rebelske op, da de blev indkaldt, skriver New York Times.
Breaking the Silence er en veteranforening, der arbejder på at udbrede israelernes forståelse for palæstinensernes vilkår og arrangerer busture til Vestbredden. Den arbejder for sameksistens som modvægt og alternativ til det israelske samfunds aggressive adfærd mod palæstinenserne.
Den permanente undtagelsestilstand
I børnehaven lærer de israelske børn at elske og beundre militæret. Siden følger skolen op med en undervisning, der cementerer myten om, at “israelerne var et folk uden land, der kom til et land uden folk”. Nævnes palæstinenserne overhovedet, er det for at fortælle, at de vil berøve israelerne det land, Gud gav jøderne.
Israelerne har vænnet sig til lyden af missilalarmer og til at se antimissilsystemet Iron Dome i funktion. Synet af sværtbevæbnede soldater i gaderne og lavtgående jagerfly er helt almindeligt. Militærøvelser og sammenstød med oprørske palæstinensere er ligeledes en del af hverdagen.
Alle hjem og offentlige bygninger har beskyttelsesrum, og i skolerne lærer eleverne, hvordan de skal forholde sig i tilfælde af angreb.
Vi vil krig hertillands
Over 90 procent af befolkningen har større tillid til militæret end til præsidenten og højesteret. Knap 40 procent har tillid til de politiske partier, hvilket i betragtning af, hvor mange tidligere officerer der sidder i Knesset, er selvmodsigende.
Det militære udsyn, identitet og livslange loyalitet over for militæret sidder så dybt i israelerne, at de ikke ser mulighederne for at indgå fred, selv når dette er muligt. Derfor er det også logisk, at landets udenrigsministerium står svagt i forhold til de ministerier, der varetager militærets, de religiøse gruppers og bosætternes interesser.
Israel evner ikke at udklække ledere, der søger fred med palæstinenserne og naboerne og dermed bringe Israels voksende globale isolation til ophør.
I stedet opsøges provokationen, som det skete i 2002, da daværende premierminister Ariel Sharon, omgivet af sikkerhedsfolk i tusindvis, besøgte muslimernes helligdom, Al Aqsa-moskeen. I infantil trods ignorerede han, at området ikke må betrædes af israelske politikere – og udløste dermed den anden intifada.
“Militæret kan ikke beskytte os”
Før 7. oktober var Israel en splittet nation. Halvdelen af befolkningen gik på gaden for at demonstrere mod Netanyahus domstolsreform. De havde aldrig protesteret over det, palæstinenserne i årtier var blevet udsat for, men nu risikerede de selv at komme i klemme med regeringens autoritære tiltag. For regeringen var det indlysende, at det ikke kunne fortsætte på dén måde.
Den 7. oktober ændredes alt. Israelerne rykkede sammen: Den nationale enhed blev genoprettet.
“I årtier har israelerne troet, at militæret kunne beskytte os. Vi havde en kontrakt, om at vi gav år af vores liv i militæret, vi betalte en høj skat til militæret, og så forventede vi også, at det ville passe på os, og nu har militæret brudt aftalen”, skrev Haaretz 10. november.
Efter den 7. oktober følte mange sig forladte, udsatte og rådvilde. Ydmygelsen af militæret var noget meget personligt. Befolkningsflertallet bakkede op om den brutale gengældelse, der ingen grænser kender, når først den er sluppet løs.
Tidligere tog befolkningsflertallet afstand fra de ortodokse bosætterpartier. Nu vandt det racistiske højres synspunkter frem, men ikke dets politikere. Krigsmodstandere forlangte Hamas udryddet, og “alle i Gaza er Hamas”, hørtes igen og igen i medier og blandt almindelige israelere.
Politikerne fulgte trop. En minister foreslog at bruge kernevåben mod Hamas, andre “nøjedes” med at ville bombe Gaza til ruiner, eller erklærede, “at felttoget i Gaza er Nakba 2023… og nu gør vi det færdigt, vi påbegyndte i 1948”. Forhandlinger? Ikke i en militærstat.
De 2,3 millioner Gaza-boere ses af befolkningen og offentligheden som nogle, der midlertidigt opholder sig på jødisk jord, og som er lette at flytte til for eksempel Sinai. Eller som det nyligt kom frem: Israelske embedsmænd forhandler med Kenya og Congo om at deportere Gaza-boerne dertil.
Usikkerheden blev vendt mod Netanyahu, der ikke kunne beskytte befolkningen, da Hamas reagerede ud fra fortvivlelsens nødværge.
En Gallup fra 15. november viser, at Netanyahu ved et valg ville gå fra 32 til 18 mandater og dermed miste sit flertal, mens Gantz’ Nationale Enhedsparti ville gå fra 12 til 43 mandater. Fascisten Smotrich ville ryge ned under spærregrænsen.
Kommer den (vistnok) mere forsonlige Gantz til magten – han sidder i dag i krigskabinettet – da vil han næppe kunne ignorere det massive krav i befolkningen om at fordrive palæstinenserne. Vil han ikke det, så vender Netanyahu nok tilbage igen.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
21. januar 2024 | 06:00
