Underbetalt arbejdskraft
EU’s søvngængeri mod afgrunden
EU har kurs mod genindførelse af nedskæringsreglerne med socialdemokratisk støtte. Den udfordring må venstrefløjen tage meget alvorligt.
|
Efter en afstemning i EU-parlamentet den 17. januar står det nu klart, at EU vender tilbage til den velkendte nedskæringspolitik efter en pause på næsten fire år. Imod stemte kun venstrefløjsgruppen, De Grønne og nogle få på den yderste højrefløj og enkelte socialdemokrater – et massivt flertal stemte for.
Siden februar 2020 har EU’s regeringer diskuteret, om reglerne for budgetunderskud og gæld skulle ændres, og det har mange steder skabt håb om nye tider. De forhåbninger fik endnu mere luft under vingerne, da Kommissionen og Rådet i foråret 2020 besluttede at suspendere reglerne under indtryk af coronapandemien. Alle medlemslande var hårdt ramt økonomisk, så var reglerne ikke blevet suspenderet, ville pandemien have været én lang krig mellem Kommissionen og medlemslandene om, hvad man kunne tillade sig at bruge penge på, om hvilken straf der skulle falde, hvis pålæg fra Kommissionen ikke blev overholdt. Hele det cirkus blev EU-landene lykkeligvis befriet for i nogle år. En rigtig god ting for især eurolandene, for hvem budgetreglerne har meget at sige for, hvilken politik der kan føres nationalt.
Vækstfremmende foranstaltninger er typisk det, andre ville kalde nedskæringspolitik – pensionsreformer, forringelse af arbejdsmarkedslovgivningen med mere.
Men det er snart slut. Med afstemningen i parlamentet den 17. januar er den åbne situation omkring budgetreglerne fortid, og det står klart, at når situationen byder sig, træder regelværket i funktion igen, uforandret på de store parametre som underskud og gæld, men med en større magt til Kommissionen indeholdt i pakken.
Det er især på to måder, det vil kunne mærkes: på sociale forhold og inden for klimapolitikken.
Hvad de sociale konsekvenser kan være, er kendt fra eurokrisen, hvor EU-reglerne førte til frontalangreb på sociale rettigheder i mange EU-lande – en hestekur, der oven i købet bare forlængede krisen gennem hovedløse slankekure. Nu falder hammeren så igen, og det i en situation hvor mange lande ikke er kommet sig efter nedturen fra coronakrisen. Lande med et stort underskud på budgettet er for eksempel Frankrig, Slovenien, Spanien og Belgien, mens listen over lande med høj gæld også tæller Grækenland, Portugal, Cypern, Italien, Østrig og Finland. Alle disse lande vil komme under pres i forskellig grad, når Kommissionen puster i fløjten og genindfører reglerne. Ifølge Den Europæiske Faglige Sammenslutning står vi over for en omgang “selv-sabotage af økonomien” og over for tab for arbejdere til ingen verdens nytte.
Det vil også kunne mærkes på klimapolitikken. I hele forhandlingsforløbet siden 2020 har både miljøorganisationer, fagforeninger, politikere fra et sted på midten og ud til venstre, argumenteret ihærdigt for at give god plads til de langsigtede klimainvesteringer inden for reglerne, og længe så det også ud til, at der ville blive givet mere plads til den såkaldte grønne omstilling. Det skal man lede længe efter i det endelige resultat. Faktisk er den eneste kontante ændring i forhold til tiden før 2020, at medlemslandene kan få plads til at afvikle gæld og underskud over en lidt længere periode, såfremt Kommissionen vurderer, at de er gode til at gennemføre såkaldt vækstfremmende foranstaltninger, og så er vi faktisk lige vidt. Vækstfremmende foranstaltninger er typisk det, andre ville kalde nedskæringspolitik – pensionsreformer, forringelse af arbejdsmarkedslovgivningen med mere.
På klimapolitikken kan effekten af reglerne blive meget stor. Realiteten er, at en omstilling, der batter, koster store summer. Alene renovering af huse er prissat til at koste to billioner (tusind milliarder) kroner i en rapport fra EU-kommissionen. Hertil kommer omstilling til vedvarende energi. I fraværet af store offentlige investeringer vil det betyde, at der vil blive fæstet mere lid til markedsbaserede tilgange, som ofte både er utroværdige og ineffektive, og som også ofte betyder, at den virkelige byrde havner hos de fattigste.
I det sidste kapitel af kampen om budgetreglerne var både venstrefløjen og De Grønne derfor utvetydige i deres fordømmelse af udviklingen. Lederen af Den Grønne Gruppe, belgieren Philippe Lambers, sagde før afstemningen, at hvis “I stemmer for disse regler, så stemmer I for økonomisk, miljømæssigt, geopolitisk og demokratisk selvmord”. Ifølge Lambers ser vi et EU i “søvngængeri mod afgrunden”.
Det er måske endda en optimistisk vurdering. For de dominerende politiske grupperinger véd præcis, hvad de har gang i. Nedskæringspolitikken er for dem en helt naturlig del af euro-projektet – af den Økonomiske og Monetære Union – så rigtige forandringer af den kurs, vi så under eurokrisen, var formentlig aldrig realistiske.
Der kommer til at gå lidt tid, før vi fornemmer følgerne. Formelt var afstemningen i januar blot den endelige afklaring på, hvad EU-parlamentet skal gå til forhandlinger med Rådet for at opnå. Når det kan siges uden omsvøb, hvad resultatet bliver i sidste ende, er det fordi, man skal udstyres med mikroskop og lup for at kunne ane en forskel på de to institutioners holdninger i denne sag. Måske vil Kommissionen derfor ikke genaktivere nedskæringspolitikken inden EU-parlamentsvalget i juni.
Det ville i givet fald være en fordel for især det store flertal i den socialdemokratiske gruppe, som støttede forslaget. De står til at bløde stemmer til den yderste højrefløj, og ifølge undersøgelser er nedskæringspolitik netop noget, som puster til den vælgervandring. Men det afhænger også af, hvad den europæiske venstrefløj er i stand til. I det bedste scenario bliver udfordringen fra EU’s nedskæringspolitik taget struktureret op af den europæiske venstrefløj og brugt i valgkampen mod de socialdemokrater, som endnu en gang har vendt ryggen til både arbejderklassen og fagbevægelsen.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
27. januar 2024 | 06:03
