Læserbrev
Demokratisk dannelse på den yderste venstrefløj
Enhedslistens ledelse har taget et bekymrende valg. Frem for at lytte til saglig dokumentation og insistere på den demokratiske samtale har partiets øverste ledelse fornægtet en dokumenteret afgørelse fra danske domstole, skriver Ulf Harbo i denne blog.
|
Vi siger, vi lever i et demokratisk folkestyre, men hvad vil det egentlig sige?
Er det bare, at vi har politikere og valg i kommuner, regioner, til Folketinget og EU-parlamentet?
Eller er der nogle demokratiske grundprincipper og idealer, som vi bekender os til og udlever, for at vi autentisk kan sige, at vi er et demokratisk samfund eller et demokratisk parti?
For tiden kører der på DR1 en serie om Grundtvig. Han dedikerede om nogen sit liv til demokratiet, det talte ord og den åbne dialog i mødet mellem mennesker på trods af meningsforskelle og uenighed med det formål at forstå virkeligheden så autentisk og ærligt som muligt frem for at lade sig styre af forældede principper og dogmer.
I sin vilje til autencitet og forkastelse af dogmer oplevede Grundtvig at blive udskammet og socialt ekskluderet af andre præster.
Jeg mener, den yderste venstrefløj er særligt forpligtet til at udleve demokratiske værdier.
Vi ser os selv som de gode, der arbejder for en stærk fordelingspolitik med værdig tilgang til alle borgere. Vi på venstrefløjen taler imod uretfærdighed, justitsmord, inhuman behandling af mennesker i systemet og imod fascister og totalitære tendenser og ser os selv som et magtkritisk parti.
Demokratiske værdier under pres
Jeg er som folkevalgt lokalpolitiker for det mest røde og socialistiske parti i Folketinget – Enhedslisten – en del af demokratiet og kan se, at de demokratiske værdier er voldsomt under pres i mit eget parti.
Gamle dogmer og forældede principper skaber kliker, intriger og interne magtkampe, der gør det svært at leve op til de demokratiske idealer.
Et eksempel er da mange års politiske og personlige uenigheder i Aarhus i 2022 endte med, at 80-årige Viggo Jonasen efter 30 års aktivt medlemskab af Enhedslisten blev ekskluderet for systematisk sexistisk chikane.
Sagen om Viggo afslører, at man ikke er i stand til at udøve magtkritik over for sig selv.
Som jeg ser det, foregik eksklusionen i en uværdig skueproces. Viggos partikammerater i byrådet klagede over Viggo for sexisme og chikane. Enhedslistens forretningsudvalg og hovedbestyrelse konkluderede uden at lytte til Viggo, at der var tale om systematisk sexistisk chikane. Viggo svarede igen med et sagsanlæg. Han fik for nylig oprejsning i byretten, der gav Viggo medhold i, at anklagerne, der førte til eksklusion, var grundløse.
Vil mit parti tage domstolens objektive og grundigt dokumenterede dom til efterretning og beklage? Og derpå tage en intern debat om, hvordan det kunne ske, at ledelsen i partiet ekskluderede på et konstrueret og forkert grundlag og ophæve eksklusionen?
Nej, ledelsen af Enhedslisten har valgt at anke til landsretten og opretholde konflikten.
Det kan jeg kun tolke som, at partiets ledelse har taget et bekymrende valg. Frem for at lytte til saglig dokumentation og insistere på den demokratiske samtale har partiets øverste ledelse fornægtet en dokumenteret afgørelse fra danske domstole.
Bør være kritisk over for egne magtstrukturer
Et magtkritisk parti bør også være kritisk over for sine egne magtstrukturer og magtmisbrug.
Men sagen om Viggo afslører, at man ikke er i stand til at udøve magtkritik over for sig selv. Man er fanget i overdreven krænkelsesparathed brugt som magtmiddel til politisk udrensning blandet sammen med aldersracisme og manglende respekt og forståelse for et menneske, som har kæmpet for Enhedslistens mærkesager i Aarhus i 30 år.
Mon ikke Grundtvig ville vende sig i sin grav over den anti-demokratiske krænkelses- og cancelkultur, hvor udskamning og social eksklusion bruges som magtmidler og herskerteknikker, i stedet for at vi taler stille og roligt om tingene uden personlige angreb?
I Enhedslisten opstiller vi blandt andet til EU- og folketingsvalg på partiliste, hvilket vil sige, at det er nogle få aktive medlemmer af partiet, som bestemmer, hvem der får Enhedslistens mandater og ikke de personlige stemmetal til selve valgene.
Det har for eksempel den konsekvens, at den politiske debat kommer til at handle om kandidatlisterne til urafstemning og årsmøde, hvilket gør den interne positioneringskamp og klikedannelse til noget, som fylder utroligt meget.
Det gør samtidig, at det er de færreste, som tør være kritiske og gøre op med det, som toppen af partiet mener, er partiets DNA, som for eksempel rotationsprincipper og partilister af frygt for at glide ned i den interne popularitetskonkurrence.
Medlemsdemokrati kalder man det, men i praksis betyder de årlige kampe faldende engagement og færre, som gider at stille op og stemme.
At dogmer og principper i større og større grad i Enhedslistens organisation forvanskes i udemokratiske processer tyder på, at mit parti er i gang med et større paradigmeskifte. Det kan forhåbentlig føre til en længe krævet ændring af de mest forældede udemokratiske og partiskadelige principper, så Enhedslisten atter blive et autentisk demokratisk parti med et åbent debatkultur på et fast demokratisk og socialistisk værdigrundlag.
Kun sådan kan vi leve op til vores demokratiske idealer, samle venstrefløjen og få bred folkelig opbakning til vores rød-grønne mærkesager.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
27. juni 2024 | 07:02
