Læserbrev
Budgetloven spænder ben for det gode børneliv
Budgetloven har fokus på økonomisk kontrol frem for menneskelige behov og nødvendigheden af at sikre en ordentlig velfærd. Konsekvenserne er dybt alvorlige og rammer blandt andet vores børn, skriver Anne Dahl Thing i denne blog.
|
Er det rimeligt, at vores børns hverdag skal lide under stramme budgetrammer, dikteret af en budgetlov, der efterlader kommunerne uden reel mulighed for at prioritere børne- og ungeområdet? Det synes jeg ikke.
Det er den tid på året, hvor det igen er nødvendigt at tage en ærlig samtale om de konsekvenser, den stramme budgetlov har på vores børns dagligdag i vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og klubber.
Budgetloven, der trådte i kraft i 2014, blev indført med det formål at sikre økonomisk ansvarlighed og styr på de offentlige finanser. Den indebærer blandt andet, at der er loft over, hvor meget kommunerne må bruge, og at de skal overholde stramme budgetter.
Men hvad betyder det i praksis? Det betyder, at selvom kommunerne måske gerne vil investere i bedre forhold for børnene, er deres hænder bundet af en lov, der primært har fokus på økonomisk kontrol frem for menneskelige behov, frem for at sikre nær velfærd, frem for børns trivsel og udvikling.
Nedskæringer rammer hårdt
Når budgetterne skæres ind til benet, ser vi konsekvenserne overalt. I vuggestuer, hvor gulvene ikke længere vaskes hver dag, hvor personalet må prioritere mellem at være sammen med børnene og at holde rent, hvis ikke Luna og Alfred skal sendes hjem med helt sorte kravlebukseben.
Det er en umulig opgave. Daginstitutioner er i forvejen særligt sårbare over for sygdomme, og når rengøringen svigter, øges risikoen for infektioner og sygdomme betydeligt. Det er ikke bare ulækkert, det er direkte uansvarligt.
Vi ser konsekvenserne af budgetloven, når åbningstiden skæres, og børnehaven pludselig lukker dørene, før vi får fri fra arbejde. Hvordan skal en helt almindelig hverdag hænge sammen, når institutionerne ikke engang kan holde åbent i normal arbejdstid?
Forældre står pludselig med et valg om at gå ned i tid eller skulle tilkøbe privat pasning oven i en børnehaveplads, der koster 2500 kroner om måneden.
Vi ser konsekvenserne af budgetloven, når åbningstiden skæres, og børnehaven pludselig lukker dørene, før vi får fri fra arbejde.
I værste fald kan man føle sig tvunget til at vælge mellem sit job og sine børns behov, og det skaber en uholdbar situation for familierne. Det er et klart sammenbrud af vores samfundskontrakt, når begge dele ikke længere kan gå op i en helt almindelig families hverdag.
Vi ser konsekvenserne af budgetloven, når prisen for en plads i fritidsordning stiger år efter år, fordi der ikke er loft over forældrebetalingen på SFO’er. I flere kommuner er forskellen på pladsprisen i børnehave og SFO under 200 kroner, mens normeringen i SFO’en er tre gange dårligere, og barnet bruger mindre end halvt så meget tid der dagligt.
Hvis vi nu bare kunne forvente, at vores betaling havde noget at sige i forhold til kvaliteten, men hvordan kan vi forvente, at fritidspædagogikken skal blomstre, når pædagogerne står alene med alt for mange børn?
Det pædagogiske arbejde, som burde være omdrejningspunktet i både dag- og fritidstilbud, har alt for svære kår under de nuværende økonomiske rammer i kommunerne.
Når vi taler om pædagogiske aktiviteter, taler vi om det fundament, der skal hjælpe vores børn til at blive nysgerrige, selvstændige og veltilpassede individer.
Men i institutionerne må kreative og udviklende aktiviteter vige for en hverdag, hvor det handler om at få basale opgaver til at hænge sammen. Der er ikke tid eller ressourcer til at lave de aktiviteter, der skal inspirere børnene.
Vi har brug for, at Finansministeriet sender mange flere penge ud til kommunerne i budgetaftalen. Hvis Nicolai Wammen virkelig er bange for at puste til inflationen, så burde han og resten af regeringen ikke give skattelettelser til de rigeste. Det virker som en mærkelig prioritering, når den nære velfærd er ved at smuldre.
Pengene skal ud til de områder, hvor de gør mest gavn – der hvor de kan omsættes i velfærd.
Velfærd i bund
Den nære velfærd er helt i bund. Som forælder er min tillid til politikerne ved at forsvinde, fordi jeg kan se, hvordan børn konsekvent er underprioriterede på den politiske dagsorden.
Hvis vi skal redde tilliden og sikre en ordentlig hverdag for vores børn, så skal vi kunne se, at vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og klubber bliver løftet. Jeg kan ikke acceptere, at der hvert år bliver frataget midler fra de institutioner, der danner rammen om rigtig mange børns hverdag.
Det er på tide, at budgetloven tages op til revision, så kommunerne får reelle handlemuligheder, når der er budgetforhandlinger. Det er på tide, at vi har samtaler om, hvordan vi genopretter børne-/ungeområdet i kommunerne, så vores børn får de rammer, de fortjener.
Politikerne skal træde i karakter og vise, at de forstår alvoren af situationen. Vi kan ikke blive ved med at udhule vores institutioner – vi har brug for en reel løsning, der sikrer vores børns fremtid. Kom så, Nicolai Wammen, prioriter den nære velfærd, lav en ordentlig kommuneaftale!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
30. maj 2024 | 08:42
