Folkefest sætter anden dagsorden
Børn behandles som dyr i de israelske fængsler
Palæstinensiske børn på Vestbredden skal lære, at de israelske soldater bestemmer. Hårdhændet behandling og militærdomstole skal få ungerne til at makke ret. Red barnet fortæller, hvor slemt det står til, skriver Arne Lund.
|
Soldaterne kom midt om natten. Råbende og skrigende sparkede de gadedøren ind og stormede ind i huset, uden hensyn til at familien lå og sov. Soldaterne ville have fat i den dreng, de påstod havde kastet med sten mod dem et par dage forinden. De fandt drengen, gav ham håndjern på, bind for øjnene og forsvandt igen, uden nærmere forklaring til de chokerede forældre.
Hverdag på Vestbredden.
Militærdomstolene opererer med omvendt bevisbyrde, hvor børnene selv skal bevise, at de er uskyldige i de anklager, der rettes mod dem.
Hvert år ender 2-300 palæstinensiske børn i Israels militære fængselssystem. Den hyppigste anklage er stenkast, og her er maksimumstraffen 20 år. Israel er det eneste land i verden, der systematisk retsforfølger børn ved militærdomstole.
Anholdelsen og fængselsopholdet er for mange børn og unge så voldsom, at de skades for livet. De hyppigste skader er ængstelse, depressioner, adfærdsforandringer, spise- og søvnforstyrrelser, brystsmerter, udmattelse og følelsesløshed.
Det militære straffesystem er ikke en del af det generelle juridiske system, men er besættelsesmagtens juridiske våben. Det handler ikke om retfærdighed, men om soldaternes sikkerhed.
Militærdomstolene opererer med omvendt bevisbyrde, hvor børnene selv skal bevise, at de er uskyldige i de anklager, der rettes mod dem.
Selv i sager, hvor beviserne er svage, kendes de skyldige. Ifølge USA’s Udenrigsministerium dømmes cirka 99 procent af alle tiltalte børn og unge – af hensyn til den nationale sikkerhed. Ofte bruges trusler om lange straffe for at få børnene til at tilstå.
På baggrund heraf har Red Barnet interviewet 470 børn og 20 forældre på Vestbredden for at få yderligere viden om børnenes oplevelser under anholdelsen, forhøret, indespærringen samt tiden efter løsladelsen. De interviewede var i alderen 10-17 år, da de blev anholdt.
Red Barnet har ikke undersøgt selvstyrets fængsler, da de fleste børn ender i de israelske fængsler. Human Rights Watch har tidligere undersøgt selvstyrets fængsler og mener, at de ikke er anderledes end de israelske fængsler.
Administrativ tilbageholdelse
På politistationen trækkes barnet gennem et brutalt forhør, nægtes søvn, mad og drikke for at aftvinge en tilståelse. Hjælper det ikke, så falder der tæv, spark – mens barnet stadig har håndjern på.
Cirka 80 procent af de anholdte får tæv én eller flere gange. Over halvdelen fortæller, at politiet truede med, at også deres familie ville blive arresteret, hvis ikke de tilstår. Ofte presses børnene til at underskrive tilståelser på hebræisk.
Børnene er underlagt administrativ tilbageholdelse. Et system der giver mulighed for tidsubestemt fængsling, og hvor arrestanter ikke må forsvare sig selv eller få at vide, hvad de anklages for.
Det gør det lettere for anklageren (en officer) og dommeren (en officer) at gennemføre “rettergangen”. De hele er et gummistempel, der skal give retssagen et vist skær af legalitet.
Generelt opererer domstolene ikke med formildende omstændigheder eller benådninger, og der er heller ingen alternativer til fængselsstraffen, for eksempel prøveløsladelser, samfundstjeneste med videre.
Fængselsopholdet
Opholdet i det israelske fængselssystem er særdeles ubehageligt for alle. Særlig slemt er det for børn og unge, idet opholdet præger de formative år.
Halvdelen af de indsatte klager over uregelmæssig adgang til mad og drikke, af og til er maden uspiselig – for eksempel råt kød.
Flere havde oplevet, at fangevogterne pudsede hunde på dem, eller at de i timevis var lænket til radiatorer eller en tremmevæg.
Halvdelen af børnene har været i isolation i op til flere uger. Også dét er i strid med internationale konventioner.
Børnene opholdt sig i overfyldte celler, hvor der hverken var senge eller madrasser nok, så nogle måtte sove på det bare gulv.
Cirka 40 procent af den mandlige befolkning på Vestbredden har i perioden 1967-2014 været anholdt.
Abdullah, der har været anholdt seks gange, siger: “Jeg blev tortureret, fik ikke ret meget at spise, ofte blev nattesøvnen afbrudt af høje alarmlyde, der ikke havde andet formål end at vække fangerne.”
Fanger i israelske fængsler har ret til 3-4 timers udendørs ophold dagligt. De skal være heldige, hvis det bliver til en time.
El og vand afbrydes hyppigt, og mobiler og TV inddrages ved den mindste anledning. Det samme sker med kogegrej. Fængslernes kantiner og butikker lukker ofte.
Børnene afsoner i selve Israel og kan reagere voldsomt, fordi de savner familien. Dét udløser flere tæv eller isolation.
For familien er det dyrt og besværligt at aflægge besøg. Hyppigt afvises de ved et checkpoint. Et fængselsbesøg er ikke grund nok til, at familien må rejsen ind i Israel. Lykkes det at kommer igennem, så har de 40 minutter til at se deres barn – for første gang i tre måneder. (Kilde: Al Jazeera.)
Kun få børn har været udsat for fysiske seksuelle krænkelser, men dog verbale. Alligevel fortæller unge piger, hvordan de, efter løsladelsen, bliver ugleset i lokalsamfundet, hvor den gængse opfattelse er, at alle piger udsættes for seksuelle krænkelser i fængslerne.
Alene mistanken er nok til at plette pigens rygte og bringe skam over familien.
Som børnene oplever det
Ahed Tammi, 16 år, fik ti år for at give en israelsk soldat en lussing under en demonstration. Fire dage efter blev hun og hendes mor anholdt. Kort efter fik Aheds far udrejseforbud. De israelske myndigheder har desuden forbudt 20 medlemmer af Tamimi-familien at bo i deres landsby.
Issa, 15 år, fortæller:
– Der var slagsmål uden for skoleporten, så jeg stoppede op for at se på. Da soldaterne kom, begyndte de at skyde, og jeg blev ramt i højre ben. Det gjorde så ondt, at jeg kollapsede. Tre soldater slog løs på mig, mens jeg lå på jorden og blødte.
– Den palæstinensiske ambulancefører ville køre mig på hospitalet, men det forhindrede soldaterne, der tog mig med til politistationen, hvor jeg fik en bandage om såret. Derefter gav de mig håndjern på og bind for øjnene, inden de kørte mig til et forhørscenter. Her blev jeg smidt ind i en celle og lænket til en stol. De tog mit tøj, og da det var december, frøs jeg meget.
– Da jeg fortsat nægtede, pressede de så hårdt på såret, at jeg skreg. De sagde, at de først ville holde op, når jeg tilstod. Så indrømmede jeg, at jeg havde kastet to sten. Endelig kom der en læge – to dage efter at jeg var blevet ramt. Såret blev syet sammen, men i dag, to år efter, gør det stadig ondt. Efter at jeg tilstod, fik jeg 7 måneders fængsel, fortæller Issa.
Fængselsopholdet giver huller i børnenes skolegang i forhold til jævnaldrende. Hvis de endelig får en eller anden form for undervisning, er det ofte på hebræisk, som mange af dem hverken taler eller læser.
Det betyder, at flere falder ud af skolesystemet. Her har drenge en større risiko end piger. Drengene er flove over, at de ikke kan følge med, så derfor finder de i stedet et job. Andre forlader skolen, fordi de ikke mere kan koncentrere sig, eller de kommer i konflikt med klassekammerater eller med læreren, fordi de er urolige i timerne.
Pigerne derimod vil styrke deres selvværd og søger at kompensere for det, de har oplevet i fængslet, ved at dygtiggøre sig i skolen og eventuelt læse videre.
Efter løsladelsen
Børnenes muligheder for at komme til hægterne efter fængselsopholdet beror på varigheden og den behandling, de har fået.
Det palæstinensiske samfund kan ikke yde megen støtte. Dels mangler der økonomiske ressourcer. Og dels er antallet af fængslede så stort, at det opleves som normalt at blive fængslet.
Ofte møder de unge efter løsladelsen et skuldertræk fra lokalsamfundet. Cirka 40 procent af den mandlige befolkning på Vestbredden har i perioden 1967-2014 været anholdt.
Kamal på 17 fortæller, at selv om han er deprimeret, så har han ikke brug for hjælp, for han vil ikke fremstå som svag. Og svaghed må mænd ikke vise i en patriarkalsk machokultur.
Problemet hermed er, at de oplevelser, børnene har haft, kan sætte sig som livsvarige traumer og påvirker relationerne til andre og til samfundet. “For man kan jo ikke stole på nogen”, siger Issa.
Cirka 85 procent af de adspurgte børn angav, at fængslingen havde ændret deres tilværelse og forholdet til andre.
Efter løsladelsen vil synet af soldaterne kunne ribbe op i fortrængte, smertefulde oplevelser samt vedligeholde følelsen af, at man ikke er sikker nogen steder: “Hvornår bliver jeg igen anholdt”, tænker mange børn og unge, for soldaterne kan anholde hvem de vil, også på opdigtede anklager.
De interviewede børn fortalte, at de tit led af træthed, hovedpine, søvnløshed, mareridt, appetitløshed, diffus vrede, manglende evne til at udtrykke deres følelser, forvirring og kroniske muskelsmerter. Især de mindste børn havde åndedrætsproblemer, følelsesløshed i dele af kroppen, rysteture med videre.
Nogle børn og unge, men også dele af deres lokalsamfund opfatter de, der har været i fængsel, som “helte”, som nogle der kæmper for befrielsen af Palæstina. Andre, eksempelvis Abai, der blev fængslet, da han var 16, fortæller, “at jeg altid er vred og kan ikke være sammen med andre… de mindste lyde gør mig bange. Jeg er ingen helt og har i dag svært ved at kende mig selv i forhold til den, jeg var, før jeg blev anholdt.”
Mohammed, 14 år:
– Folk tror, at vi er helte, men sådan er det ikke. Mine venner frygter, de kan blive anholdt, hvis soldaterne kommer for at arrestere mig. Jeg er en udstødt.
Internationale reaktioner
I 2012 undersøgte engelske jurister forholdene for børn og unge i israelske fængsler. Juristerne fandt, at Israel brød den 4. Genèvekonvention ved at anvende tiltag, der kun må anvendes i tilfælde af erklæret krig, eller hvor der en væbnet konflikt mellem to eller flere parter. Samt at i de relativt få tilfælde, hvor børn og unge har adgang til en forsvarer, da kommer denne ofte først tilstede, når forhøret er slut.
Red Barnets rapport er, stort set, en gentagelse af de engelske juristers.
Red Barnets anbefalinger
Red Barnet har blandt andet følgende anbefalinger: Øjeblikkeligt stop for natlige arrestationer samt brug af smertefulde magtmidler og trusler. Børn, unge og deres forældre har krav på at blive informeret om deres rettigheder på palæstinensisk, adgang til en advokat, regelmæssig kontakt med familien og adgang til skoleundervisning i forhold til alder og tidligere skolegang.
De israelske myndigheder opfordres til at gennemføre foranstaltninger, der sikrer en troværdig rapportering af eventuelle overgreb mod børn og unge, at deres sag efterforskes i overensstemmelse med internationale normer, og at overtrædelser sanktioneres.
Desværre afstår Red Barnet fra at nævne, at årsagen til, at børn og unge kommer i konflikt med de israelske myndigheder og soldaterne, er besættelsen af Vestbredden, og at det er dén, børn og unge helt naturligt reagerer mod.
Der er ingen ende på de internationale konventioner og traktater, som Israel ikke har ratificeret, men FN’s traktat om børn rettigheder fra 1991 er dog ratificeret.
Ifølge traktaten må Israel ikke udsætte børn og unge for brutal, inhuman, nedværdigende behandling eller straffe. Ej heller må de udsættes for fysiske eller mentale belastninger, der kan skade dem for kortere eller længere tid. Israel erklærer, at traktaten ikke omfatter børn og unge i de besatte områder.
En parallel til apartheidregimet i Sydafrika
Det israelske retssystem på Vestbredden ligner på mange måder det sydafrikanske under apartheidtiden. Også i Sydafrika blev der brugt “forebyggende” anholdelser for at knuse modstanden mod regimet.
Tortur af børn og unge fandt hyppigt sted, det samme med isolation gennem flere måneder. Børn og unge blev anklaget for ulovlige politiske aktiviteter, ofte uden grund. Eller de blev smidt i fængsel for rene bagateller.
Takket være den internationale boykot af Sydafrika – økonomisk, erhvervsmæssigt, kulturelt – og at turister fra Sydafrika ikke var velkomne nogetsteds – så blev landet efterhånden bragt på fallittens rand. Den sydafrikanske regering var, i modsætning til den israelske, modtagelig for pres udefra, og omkring 1990 kollapsede apartheidregimet.
Så let går det næppe denne gang, hvor stort set alle Vestens politikere bakker op om det israelske folkemord i Gaza og den fortsatte, stedse mere blodige undertrykkelse på Vestbredden.
Bedre bliver det ikke af, at flere vestlige lande, eksempelvis USA, Frankrig, England, Tyskland med flere er ved at forbyde BDS-bevægelsen (bevægelse for boykot af Israel, red.) og påtænker at kriminalisere støtten til dele af den palæstinensiske modstandskamp.
PS:
I forbindelse med udvekslingen af 150 gidsler, som Hamas kidnappede 7. oktober, løslod Israel 133 palæstinensiske fanger.
Kort efter anholdt de israelske myndigheder 300 palæstinensere på Vestbredden og i Østjerusalem. Der er en udbredt frygt for, at de palæstinensere, der lige er blevet løsladt, snart vil blive arresteret igen og genindsat i de fængsler, de lige forlod.
Sådan gik det i 2011, hvor der var fangeudveksling, og hvor 1.027 palæstinensere blev udvekslet med en soldat, der havde været kidnappet i Gaza i fem år. Begrundelse: De havde ikke afsonet den straf, de var blevet idømt.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
06. december 2023 | 06:41
