Efter debat om OK23
Ældreområdet skal prioriteres højere
Velfærdsaftalen er en dårlig lappeløsning på større udfordringer.
|
Der er nu indgået en ny velfærdsaftale på ældreområdet. Aftalen betyder, at kommunerne kan opnå større frihed til organisering af hele ældreområdet. Aftalen er dog begrænset, da det kun handler om servicelovens bestemmelser. Først i en senere aftale vil det indeholde frihedsgrader i forhold til sundhedsloven.
Aftalen betyder, at kommunerne får frihed til at tilrettelægge indsatser om blandt andet personlig pleje og praktisk hjælp, madservice, forebyggende hjemmebesøg, genoptræning, rehabiliteringsforløb samt afløsning og aflastning.
I aftalen understreges det, at disse frihedsgrader betyder, at kommunerne ikke kan undlade at hjælpe en borger, hvis det vurderes, at borgeren for eksempel vil have behov for at blive genoptrænet. Med udbredelsen af velfærdsaftalerne på ældreområdet ændres der således ikke på, at kommunerne fortsat skal sikre borgerne den hjælp og støtte, som de har behov for på baggrund af en konkret og individuel vurdering.
Borgeren vil ikke have et retskrav på lige præcis genoptræning, som ydelsen er formuleret i dag.
Ingen penge til projekter
Velfærdsaftalen er efter min opfattelse en dårlig lappeløsning, da den ikke indeholder frihedsgrader på både serviceloven og sundhedsloven. Der er heller ikke tilført særlige midler til projekter med frihedsgraderne.
Et af de store problemer, vi har oplevet i forhold til de nugældende regler og love, er netop, at der ikke er enighed mellem sygehusvæsenet og kommunerne om, hvornår en patient er færdigbehandlet.
Der er et problem, som man skal være opmærksom på: Den tid man sparer ved at gøre tingene fornuftigt, skal altså ikke bruges til besparelser.
De ældre bliver ofte sendt hjem til eget hjem, før de er færdigbehandlede, og så kommer de ofte til at betale for ydelser i det kommunale system, hvor de ellers kunne være dækket af sundhedslovens bestemmelser, hvor der ikke er brugerbetaling. Derudover ser vi ret ofte ser vi, at den ældre bliver genindlagt.
Nu har der været tre kommuner, der har haft mulighed for at blive sat fri på ældreområdet, så der er allerede opnået nogle erfaringer.
For kommunerne betyder det, at de kan tænke ældreområdet på en anden måde og derved spare tid på løsning af pleje og omsorgsopgaver. Den tid, man så sparer, kan bruges til forbedringer i plejen, herunder mere tid til den enkelte borger.
Omlægninger skal ikke bruges til nedskæringer
Det mest interessante ved de nuværende erfaringer har været, at de omlægninger, der har givet mere tid, er sket indenfor den nugældende servicelov uden ansøgning om dispensationer. Alt i alt kan man konkludere, at hvis lederne og de ansatte i ældresektoren bliver mere direkte inddraget i planlægningen af arbejdet gennem såkaldte frihedsgrader, så skaber det i sig selv forbedringer.
Der er dog et problem, som man skal være opmærksom på: Den tid man sparer ved at gøre tingene fornuftigt, skal altså ikke bruges til besparelser. Den sparede tid skal anvendes til forbedringer for de ældre borgere, der har brug for hjælp.
Vi står nu over for de kommende kommunale budgetter for 2023, og flere kommuner taler om besparelser på ældreområdet. Samtidig står vi over for et kommende valg til Folketinget. Her bliver det spændende at se, hvordan de enkelte partier prioriterer ældreområdet.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
21. juli 2022 | 16:41
