04 Mar 2021  

KBH: Overskyet, 3 °C

Skrot budgetloven

Blogs

Karina Rohr Sørensen
EU-talsperson for Kommunistisk Parti
EU-talsperson for Kommunistisk Parti. Medlem af Kommunistisk Partis landsledelse. Socialrådgiver og medlem af landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU.
Blogindlæg af Karina Rohr Sørensen
ons. 14. okt - 2020
tir. 10. dec - 2019

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 10. december, 2019, 08:37:07

Skrot budgetloven

Der er kommet mere fokus på budgetlovens skadelige konsekvenser. Det er godt. Men der er meget lidt opmærksomhed på, at loven hænger sammen med medlemskabet af EU's finanspagt.

I det seneste år er der kommet mere fokus på budgetloven. Og der bliver i stigende grad stillet spørgsmålstegn ved dens mekanismer, ved, at den er for stram, ved, hvad den forhindrer os i.

De, der kender budgetloven, forbinder den med forringet offentlig service og et pres på offentligt ansattes løn- og arbejdsvilkår.

Men selv i den bevægelse, der taler for at skrotte budgetloven, tales der ikke ret meget om EU. Men det burde der.

Budgetloven er en direkte konsekvens af, at Danmark tiltrådte EU's finanspagt. Vi er ikke et euroland, derfor var vi ikke forpligtede til at være med – men et stort flertal i Folketinget besluttede sig til at underkaste os en frivillig økonomisk spændetrøje.

Med budgetloven blev finanspagtens krav til balance på de offentlige finanser implementeret i dansk lovgivning. Det betyder, at det offentlige årlige strukturelle underskud maksimalt må være på en halv procent af bruttonationalproduktet.

Stramt styringssystem

Med budgetloven kom der et stramt styringssystem for økonomien gennem de såkaldte udgiftslofter, der gælder for såvel staten som for regionerne og kommunerne.

Lofternes formål er at bidrage til at opfylde de finanspolitiske målsætninger om budgetbalance. Det, at der er tale om et loft, betyder, at der er en øvre grænse, der ikke må brydes, på en lang række områder. Grænsen betyder, at får man forøgede udgifter ét sted, skal der spares et andet sted.

Hvor er de der lofter – og hvad betyder de? 

For eksempel er der et regionalt delloft for sundhedsområdet, der fastsætter en øvre grænse for de regionale nettodriftsudgifter til sundhedsområdet. Oversat til almindeligt dansk betyder det, at det er besluttet, hvor meget vi må bruge på sundhedsvæsenets drift.

Kommer der meget dyr medicin, bliver et sygehus dyrere at bygge, kommer der nye dyre behandlinger – så er der færre penge til de varme hænder.

Giver det mening? Ja, hvis man er økonom, og det vigtigste er at beskytte budgetbalancen, så kan det give mening.

Men det er svært at se meningen for et samfund, der skal fungere, og hvor sundhedsvæsenet er en del af et kollektivt sikkerhedsnet.

Tvunget til at spare

Også på det kommunale område er der loft, nemlig et kommunalt udgiftsloft der fastsætter en øvre grænse for de kommunale udgifter til service.

Mekanismerne er de samme som for regionerne. Bruges der flere penge til handicappede, må de socialt udsatte holde for. Bruges der flere penge i børnehaverne, er der færre til skolerne.

Den slags logikker er blevet en del af en kommunal virkelighed, hvor det at spare er blevet et vilkår, også i kommuner med masser af penge på kistebunden.

Det er ikke uden grund, at de, der kender til budgetloven, forbinder dens indførelse med forringet offentlig service og med et pres på offentligt ansattes løn- og arbejdsvilkår.

Men er det det samme som, at EU har krævet, at vi kører det så stramt, som det er tilfældet?

Egentligt ikke. Det er finanspagten og dermed EU, der har gjort, at mekanismerne med loftet er blevet indført. Og finanspagten betyder, at der skal være en stram styring af de offentlige udgifter. Men det er Folketinget, der har vedtaget, at kriterierne i Danmark er endnu strammere, end finanspagten byder.

Loven skal revideres

Budgetloven skal revideres inden sommer. Og måske betyder det, at der lempes lidt ved kriterierne, løsnes en smule op for de snærende bånd. Sådan så man fortsat styrer med lofter – men med lofter, der er lidt højere.

Det vil konkret gøre det en smule nemmere for såvel borgere som medarbejdere – men det ændrer ikke ved den grundlæggende absurde ide om, at de offentlige udgifter skal låses fast med et loft.

Vi bør som samfund indrette os, så vi passer på de svageste, indrette os så samfundets kasse skal være stor nok til at sikre o.k. forhold for mennesker, der arbejder i den offentlige sektor, og en ordentlig velfærd til dem, der er brugere.

Hvis man vil det, vil det altid være en udfordring at skulle styres af lofter og regnemodeller fra Bruxelles. Så vil man først tænke, at budgetlovsproblemerne er løst, når budgetloven er skrottet.