Nakba Week
Så er det jo godt, at vi har SF til at sørge for, at pengene ikke bliver pisset væk på fordoblede forsvarsbudgetter og på at smide folk ud af deres hjem, for at rive nyrenoverede bygninger ned.
Log ind for at svareBehov for prioritering i sundhedsvæsnet
Der er behov for en prioritering i vores pressede sygehusvæsen, som sikrer, at de mest alvorligt syge bliver behandlet først. Det vil indebære et opgør med behandlingsgarantien, som vi kender den i dag.
|
Mens vi venter på en sundhedsreform, har corona og en sygeplejerskestrejke vist store sprækker i sundhedsvæsnet. Der er ganske enkelt for få ansatte til for mange patienter. I det nuværende system går det først og fremmest ud over de akutte og de mest syge patienter. Det bør ingen kunne acceptere. Derfor har vi ikke brug for mere af det samme. Der er brug for prioritering.
Over tid har både læger og sundhedspersonale med jævne mellemrum gjort gældende, at politikere bliver nødt til at prioritere, hvilke patienter sundhedsvæsnet skal tage sig af. Jeg har altid tænkt, at det er en paradoksal diskussion, fordi det jo er lægen, som bedst kender patienternes behov.
Ikke desto mindre, så opstår diskussionen jo netop, fordi flere patienter har brug for behandling, end der er læger til. Ventelisterne er indikator for, hvordan det ser ud med ressourcerne i sundhedssektoren. Havde vi personale nok, så havde vi jo ikke ventelister.
Private sygehuse behandler de lette patienter
I den nuværende struktur betyder øgede ventelister mere arbejde til private sygehuse – fordi behandlingsgarantien giver patienter ret til frit at vælge behandlingssted, når det lokale sygehus ikke kan løse opgaverne inden for en aftalt tidsramme.
De private sygehuse tager sig imidlertid kun af de lette dagkirurgiske patienter, som selv kan lægge sig op på operationslejet og selv kan gå hjem igen efter endt behandling. De ansatte arbejder primært i dagvagter på hverdage – og med meget få umage vagter. Det er derfor ingen sag for de private hospitaler at rekruttere personale fra de offentlige sygehuse, hvor vagtbelastningen er høj.
Den udvikling, vi lige nu er vidne til, er skæv. Vi har brug for et politisk flertal, der er klar til at tage ansvar for reel lighed i sundhed.
Tilbage står de offentlige sygehuse med endnu færre ansatte til akutte patienter – herunder patienter som har været udsat for ulykker og de tungeste patienter, som ikke bare kan sendes hjem efter endt behandling.
I hverdagen betyder det, at afdelingerne må prioritere benhårdt hver eneste dag. Patienter, som ikke kan behandles på private sygehuse, fordi de er for komplicerede, risikerer at deres behandling udskydes, fordi kapaciteten eksempelvis skal bruges på en akut færdselsulykke.
Havde regionerne indflydelse på prioriteringen af den samlede kapacitet, kunne de i stedet have udskudt de letteste og mindst komplicerede patienters behandling. Men den indflydelse har regionerne ikke – så længe vi insisterer på, at patienter skal kunne vælge private hospitaler i det frie sygehusvalg.
Så mens de komplicerede og akutte patienter må kæmpe om pladsen på de offentlige sygehuse, så står kirurger og andet sundhedspersonale og behandler de lette patienter på det private sygehus.
Problem med sundhedsforsikringer
Det er ikke kun det frie sygehusvalg, som sluger kapacitet. Også sundhedsforsikringer spiller en større og større rolle i prioriteringen i sundhedsvæsnet. Flere patienter har allerede oplevet, at en sundhedsforsikring kan flytte patienter foran i ventelistekøen, når man får brug for behandling. Det siger sig selv, at hvis særlige VIP kunder altid kan komme foran i køen – så vil der være nogen, som kommer til at vente i endnu længere tid.
Det er ikke kun hamrende skævt. Det er også et faktum, som de borgerlige partier konsekvent lukker øjnene for. Tværtimod foreslår de mere af det samme i forhandlingerne om en sundhedsreform. Mere privatisering og mere ventelistegaranti. Det kunne fungere – uanset hvor skævt det er – hvis vi havde tilstrækkelig kapacitet. Det har vi bare ikke.
Det logiske svar er naturligvis, at vi så skal uddanne mere kvalificeret personale. Og det er også en del af en plan. Men den demografiske udvikling er overvældende. Flere og flere ældre patienter vil resultere i, at flere får brug for behandling, og det kapløb bliver svært at vinde – af flere grunde.
Dels skal sundhedsvæsnet rekruttere rigtig mange af en ungdomsårgang, hvis vi skal komme på omdrejningshøjde med problemet. Dels har vi også den udfordring, at specialer i sundhedsvæsnet på lange stræk ikke har forberedt sig tilstrækkeligt på – netop mange flere ældre. Det er eksempelvis det, som Region Midtjylland bliver ramt af, når kapaciteten på karkirurgi ikke kan følge med behovet. Men vi ser det også på akutmedicin, ortopædkirurgi og så videre.
Behov for krisestyring
I en kritisk situation er der brug for seriøs krisestyring. For mig at se indebærer det, at vi i højere grad samler kapaciteten, så det reelt bliver muligt at prioritere de mest syge først. Det vil indebære et opgør med behandlingsgarantien, som vi kender den i dag – eventuelt i form af en differentieret ventelistegaranti, hvor kritisk sygdom stadig prioriteres, mens mindre kritiske helbredsproblemer må vente lidt længere.
Samtidig kan vi med fordel prioritere udredning, så vi netop sikrer, at de mest syge bliver opdaget og får hurtig behandling. Og vi kan med fordel prioritere forebyggelse, så færre patienter får brug for kapaciteten på sygehusene – for eksempel i form af gratis fysioterapi, forbedret fodterapi til diabetespatienter, forebyggelse af urinvejsinfektioner, lungebetændelser, i ældreplejen med mere.
Den udvikling, vi lige nu er vidne til, er skæv, og vi har brug for et politisk flertal, der er klar til at tage ansvar for reel lighed i sundhed.
10. maj 2022 | 09:00
