Udtalelse
Særlov – igen!
Først var det de evakuerede afghanske flygtninge – nu er det de ukrainske flygtninge, der skal have en særlov. Men hvad er der egentlig galt med den eksisterende lovgivning?
|
Nu er de russiske tanks kørt ind over Ukraines grænser fra Belarus i nord, i øst og fra Krim i syd, så er der kun en vej at flygte. Vesteuropa modtager tusindvis af flygtninge, også Danmark.
Disse flygtninge vil primært være krigsflygtninge, og kun et mindretal vil være personligt forfulgte og dermed omfattet af Flygtningekonventionen. De fleste vil være flygtet fra luftbombardementer, på samme måde som de syriske flygtninge i 2015 flygtede fra de russiske fly over de oprørskontrollerede områder.
Derfor kan det være en god ide at have en paragraf i udlændingeloven, der giver beskyttelse til krigsflygtninge – med håbet om muligheden for en snarlig tilbagevenden til hjemlandet, når de åbne krigshandlinger forhåbentligt ophører. Juridisk har det således givet anledning til problemer, når man før 2015 skulle give beskyttelse til de asylansøgere, der var udsat for en mere generel trussel, men ikke personligt forfulgte i hjemlandet.
I den danske udlændingelov har vi indarbejdet FN’s Flygtningekonventionen i lovens paragraf 7, stk. 1, og beskyttelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt FN-konventionerne ved udlændingelovens paragraf 7, stk. 2 (princippet om såkaldt non-refoulement).
De internationale konventioner beskytter mod forskellige former for personlig forfølgelse i hjemlandet, og de danske myndigheder meddeler herefter asyl enten efter stk. 1 eller stk. 2. Hvis man ikke er omfattet, får man afslag og bliver om nødvendigt sendt til hjemlandet med magt.
Siden 2015 har vi derudover haft en bestemmelse om midlertidig beskyttelse i udlændingelovens paragraf 7, stk. 3, der ved indførelsen var beregnet på modtagelse af de syriske krigsflygtninge.
Når jeg nu argumenterer for, at paragraffen kan være en god mulighed i forhold til Ukraine, er det fordi mange af disse flygtninge ikke nødvendigvis er personligt forfulgte, men derimod i generel risiko. Man kan sige, at jo mere situation i Ukraine ligner situationen i Syrien, jo mere oplagt er det også at give disse krigsflygtninge ophold efter den allerede eksisterende paragraf 7 stk. 3.
Hvorfor så en særlov? – Jo, siger ministeren, fordi vi ønsker en hurtigere sagsbehandling, så de nye ukrainske flygtninge kan få opholds- og arbejdstilladelse i en fart og dermed undgå opslidende ventetid på asylcentre.
Det er jo bestemt et godt formål, men hvorfor skulle det samme så ikke også være tilfældet for de andre flygtninge? Her er forklaringen, at de ukrainske flygtninge er anderledes, fordi de er fra vores nærområde. Argumentet giver naturligvis ingen mening – idet et menneske er et menneske, uanset om hun søger beskyttelse mod overgreb, der finder sted i Europa eller andre verdensdele.
Så uanset at vi må ønske det bedste for de ukrainske flygtninge og deres ophold i her Danmark, så kommer vi ikke uden om at lave en sammen ligning med de syriske flygtninge, der også blandt andet flygtede fra Putins bombemaskiner.
Men ved et nærmere kik på de syriske flygtninge er der dog også nogle helt basale forskellige i forhold til situationen i Ukraine.
Syrien er ikke (som Ukraine) et demokrati, men derimod et grusomt diktatur. Også før 2011 flygtede syrerne fra tortur og undertrykkelse. Syriske asylansøgerne blev vurderet individuelt, og hvis den enkelte var personligt forfulgt, blev der givet asyl efter udlændingelovens paragraf 7, stk. 1 eller stk. 2.
Udvist til Syrien
Var man derimod ikke konkret og individuelt forfulgt, fik man afslag og tvangsudsendt til Damaskus. Den sidste tvangsudsendelse af en syrisk afvist asylansøger endte dog helt forfærdeligt. Han blev i 2011 i lufthavnen i Damaskus udsat for tortur/pisket af den syriske efterretningstjeneste og derefter sat på flyet retur til Danmark.
Da hans sag herefter blev behandlet i Flygtningenævnet i marts 2012, blev det fastslået af dommerne, at han ikke var i risiko for konkret og individuel forfølgelse. Men da han jo beviseligt havde været udsat for tortur ved en undersøgelsen gennemført af Amnesty Internationals lægegruppe, så gav man ham alligevel asyl efter udlændingelovens paragraf 7, stk. 2. Siden er ingen syrere sendt tilbage fra Danmark med tvang til Syrien (og mig bekendt heller ikke fra nogen andre europæiske lande).
Det eneste der reelt giver mening vil være at lade de nuværende syriske flygtninge blive og fortsætte med deres arbejde og uddannelse. Samtidig med at vi byder både afghanske og ukrainske krigsflygtninge velkommen på lige vilkår.
Det blev de danske myndigheders praksis fra 2012, at alle syriske mænd mellem 18 og 42 år blev anerkendt som FN-konventionsflygtninge. Det var med begrundelsen, at de ved at flygte fra diktaturets krigsmaskine (værnepligt eller genindkaldelse) har “forrådt” styret.
Da militæret bruges til at undertrykke landets egen befolkning, er der herefter ikke bare tale om almindelig unddragelse af militærtjeneste (som ikke giver asyl). Men derimod er der tale om risiko for forfølgelse i form af afstraffelse for ikke at ville deltage i Bashar Assads folkemord på egen befolkning, og mændene får asyl i medfør af såkaldt “imputed political opinion”. Sagt på dansk, når ikke du er med styret, så er du imod os, og derfor bliver du straffet hårdt ved en tilbagevenden.
At der også kunne være andre (for eksempel kvinder), der var i risiko for politisk eller etnisk forfølgelse (som følge af deres “forræderi” mod styret), blev der derimod ikke brugt så meget tid på at udfolde dengang.
Hurtig sagsbehandling
De danske udlændingemyndigheder gav således fra 2012 til 2015 konsekvent ophold efter udlændingelovens paragraf 7, stk. 2 til alle andre syriske asylansøgere, (hvis de ikke var mænd mellem 18 og 42 år). Dette uanset at nogle af disse asylansøgere faktisk var konventionsflygtninge og derfor skulle have haft asyl efter § 7, stk. 1.
Omvendt var der også ganske mange af disse asylansøgere, der ikke var individuelt personligt forfulgte, men netop krigsflygtninge, der alligevel blev tildelt ophold efter § 7, stk. 2. Disse krigsflygtninge blev altså blandet sammen med de flygtning, der korrekt havde fået ophold efter § 7, stk. 2, fordi de personligt er forfulgte.
Sagsbehandlingen gik da også meget, meget hurtigt i 2014 og 2015 hos Udlændingestyrelsen som følge af det store antal ansøgere fra Syrien. Nogle gange også for hurtigt, men det betød jo ikke så meget, om man fik ophold efter paragraf 7 stk. 1 eller 7 stk. 2, når resultatet alligevel altid var en opholdstilladelse. Dermed blev det jo eksempelvis muligt for syriske flygtninge at søge familiesammenføring med ægtefæller og børn, hvilket satte systemet under yderligere pres.
Med lovændringen i 2015 indførte Folketinget så den nye midlertidige beskyttelsesstatus i udlændingelovens paragraf 7, stk. 3. Den var tiltænkt de “rene” krigsflygtninge og betød blandt andet, at flygtninge med denne opholdstilladelse ikke fik ret til familiesammenføring de første tre år. Mænd mellem 18 og 42 fik fortsat FN konventionsstatus, men nu fik ikke alle de øvrige ophold efter § 7, stk. 2.
Hovedparten af de syriske flygtninge var fortsat bare glade for at have opnået beskyttelse, også selvom det var efter den nye § 7, stk. 3. Men særligt dem, der nu blev forhindret i at søge familiesammenføring, gjorde indsigelse og søgte såkaldt “statusændring” for at få ændret opholdstilladelsen fra § 7, stk. 3, til enten stk 1 eller stk. 2.
Det betød, at den i øvrigt positive afgørelse om tildeling af ophold efter § 7, stk. 3 i enkelte tilfælde blev anket til Flygtningenævnet, med påstand om at vores klienter er individuelt og forfulgte i hjemlandet med ret til ophold efter § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ud over behandlingen af enkelte statusændringssager så spillede nævnet dog ingen rolle i denne periode, fordi alle syriske ansøger fik asyl.
Hvis man ser på situationen, som den var i 2015, så kunne det give mening at indføre den nye midlertidige beskyttelsesordning. Dengang var vi fortsat overbevist om, at det kun var et spørgsmål om tid, inden amerikanerne ville rykke ind i Damaskus og sammen med oprørene pågribe diktatoren og hans folk.
Tvangshjemsendelser
Vi havde flere gange oplevet militærinvasioner i Irak, Afghanistan, Somalia og Libyen med fjernelse af “the bad guys” og indsættelse af mere venligtsindede regeringer. Uanset at disse lande fortsat var i borgerkrig, så var det blevet muligt i samarbejde med disse regeringer at begynde tvangshjemsendelser af flygtningene i Europa til eksempelvis Afghanistan og Somalia.
Tanken var, at når der var etableret en ny regering i Damaskus, kunne syriske krigsflygtninge begynde at vende hjem – også selv om der fortsat var en ustabil situation med kampene mod Islamisk Stat, kurdere i nord og forskellige grupperinger landet.
Det afgørende ville være, at man havde en regering, som man kunne samarbejde med i Damaskus om hjemsendelserne, på samme måde som man på dette tidspunkt samarbejde med regeringerne i Kabul og Mogadishu.
Desværre blev regimet som bekendt ikke væltet, fordi russerne måske netop reagerede på baggrund af Vestens misbrug af eksempelvis FN-mandatet i Libyen til der at gennemtvinge et regime skifte. Den militær indgriben var jo begrundet i et mandat med det formål at beskytte civilbefolkningen, men den massive militærindgriben endte med diktatorens fald. På denne baggrund satte Rusland ind med massiv militær støtte til Assad i Syrien, og samtidig var Vesten blevet mere og mere optaget af kampen mod Islamisk stat.
Resultatet er, at der desværre aldrig blev noget magtskifte i Damaskus. Indtil nu har det derfor heller ikke været muligt at få stillet Assad for en krigsforbryderdomstol, som vi havde håbet. Hele hans sikkerhedsapparat er intakt, og tortur og undertrykkelse fortsætter i de regeringskontrollerede områder, som før oprøret startede. Men netop fordi diktaturet har været i stand til at stramme grebet om hovedstaden og det omgivende land, så er der også blev relativt roligere som følge af fraværet af åbne kamphandlinger med oprørsstyrker.
Det er derfor, at de danske myndigheder siden 2019 har sat inddragelsesaktionen i gang, på samme måde som man i 2016 igangsatte inddragelsen af et stort antal somaliske flygtninges opholdstilladelser. Det betyder i hvert fald, at hundrede syriske flygtninge og deres familier har fået besked på, at de ikke længere har lovligt ophold i Danmark.
Dette kan i sig selv undre. For da Udlændingestyrelsen i 2019 kom i Flygtningenævnet med de første fem prøvesager, fik de en syngende lussing. Flygtningenævnet fandt, at der i alle fem sager var behov for “rigtigt” asyl i medfør af udlændingelovens paragraf 7, stk. 1 (eller stk. 2) i stedet for den tidligere tilladelse efter § 7, stk. 3. Dette var en klar illustration af, at Styrelsen i alt for mange sager havde været for hurtige til kun at give midlertidig beskyttelse, selvom flygtningene faktisk var personligt forfulgte i hjemlandet.
Ikke længere behov for beskyttelse
Så kunne man have håbet, at Styrelsen havde valgt at stoppe aktionen mod de øvrige syriske flygtninge med midlertidig beskyttelse. Det var dog ingenlunde tilfældet. Flygtningenævnet have samtidig med de fem afgørelser udtalt, at man var enig med Udlændingestyrelsen i spørgsmålet om der fortsat var en situation i Damaskus, der gav grundlag for beskyttelse af dem, der ikke er individuelt og konkret forfulgte.
Da syrisk militær med støtte af russerne, iranerne og Hezbollah i 2019 havde fået kontrol over hovedstaden, blev det konkluderet, at der for personer fra dette område ikke længere var behov for beskyttelse, hvis man alene var krigsflygtning.
Tænker vi os et muligt udfald af krigen i Ukraine, så har russerne bombet Kyjiv, og kampene stopper efter russisk erobring de østlig oprørsområder og sorthavskysten. Her giver det mening at hjemsende ukrainske flygtninge, så de kan hjælpe med at genopbygge deres land, (som danske politikere ofte fremhæver).
Hvis ikke de udrejser frivilligt, kan Danmark i samarbejde med hjemlandets demokratisk valgte regering gennemføre tvangsmæssige tilbagesendelser. Politisk kan dette måske vise sig vanskeligt, og måske vil der komme krav om en forlængelse af midlertidigheden, til den humanitære situation i Ukraine er forbedret. Nogle vil måske også være i stand til at få rigtig asyl og dermed undgå tvangstilbagesendelser.
Et sikkert land?
Ser vi omvendt på den syriske situation, så er der i modsætning til Ukraine tale om et diktatur, der med offentliggørelserne af billeder fra Assads torturfængsler viser sig at være blandt de værste lande i verden at vende tilbage til. Mener man for alvor, at disse mennesker skal hjælpe diktatoren med at genopbygge hans land? Og hvad hvis IS have vundet borgerkrigen – skulle syrerne så være rejst hjem og have hjulpet med at genopbygge IS’s Kalifat?
Jo, man kan vel godt tænke sig, at der kan være nogle af de Assad-tro alawitter, der tog flugten, da diktatoren så ud til at falde, og kampene fandt sted i selve Damaskus. Nogle syriske flygtninge har da også forsøgt at rejse hjem, hvilket bliver (mis-)brugt af danske politikere til at påstå, at så må det jo være sikkert.
Men her er der jo netop tale om personer, der frivilligt rejser, fordi de har vurderet, at det vil være sikkert for dem. Desværre har Amnesty i en rapport fra oktober 2021 dokumenteret, at et større antal af disse hjemvendte ikke var sikre, men tværtimod er blevet udsat for grusom tortur, voldtægt og forsvindinger.
Hertil kommer, at når frivilligt hjemvendte udsættes for en sådan vilkårlighed, hvad vil situationen så være for den syriske flygtning, der tvangsudsendes med brug af dansk politi. Det ved vi faktisk intet om, fordi der er jo netop ingen, der er blevet tvangsmæssigt udsendt siden min klient i 2011. Mit gæt er dog, at efter ti år med borgerkrig så er denne situation næppe blevet bedre. Nok tværtimod.
Det kan dog kun blive til et gæt. For selv om Flygtningenævnet gav asyl i alle fem prøvesager, så er der efterfølgende blev behandlet over 250 inddragelsessager i perioden fra 2019 og til i dag. Groft sagt er 20 procent af sagerne blevet sendt retur (hjemvist) til Udlændingestyrelsen, fordi nævnet fandt, at der var nye forhold, der burde behandles på ny. Andre cirka 40 procent har fået ophold som personligt forfulgte.
De sidste 40 procent (lidt over 100 sager) er der givet afslag, hvilket betyder, at nævnet beslutter, at syrerne ikke længere har lovligt ophold i Danmark og kan tvangsudsendes til Syrien.
Processen kortsluttes
Ser man alene på tallene i 2022 er der indtil nu givet afslag i fem syriske inddragelsessager, mens 35 har fået medhold.
I samtlige afslag skal nævnet dog også give orientering om, at den danske regering ikke samarbejder med myndighederne i Damaskus og derfor: ” … kan du for tiden ikke tvangsmæssigt udsendes”.
Dermed er hele processen sådan set kortsluttet, og disse mennesker havner nu i et juridisk limbo. De må ikke længere bo og arbejde i landet, og de bliver udsat for massivt pres for at skrive under på, at de “frivilligt” vil rejse hjem. Når de nægter at rejse “frivilligt”, bliver de tvunget til at tage ophold på udrejsecenter Kjærshovedgård sammen med kriminelle. Hvis de ikke overholder pligten til at være her, bliver de straffet med fængsel og dermed selv “kriminelle”.
Senest har en række udenlandske medier afsløret, at der befinder sig mellem 400 og 500 syriske flygtninge i vores nabolande, fordi de er flygtet fra Danmark. Sagerne behandles nu, fordi man i disse lande er i tvivl, om Danmark er et sikkert land for flygtninge. Vores minister har netop måtte stå skoleret i Europa-Parlamentet, hvor der faldt mange hård ord om den manglende danske solidaritet.
Dette får selvsagt også betydning nu, hvor Europa står over for en historisk stor flygtningeudfordring, og der aldrig før har været så meget brug for europæisk solidaritet som netop nu.
Lige vilkår
Det gælder også i forhold til modtagelsen af de evakuerede afghanere og de syriske flygtninge, der sammen med de ukrainske og andre flygtninge må tilbydes ensartede vilkår, som bygger på europæiske værdier om ikke-diskrimination og retssikkerhed for alle i nød.
Vi har allerede set de første afghanske evakuerede forlade Danmark, i fortvivlelse over at de ikke som lovet via deres særlov er kommet hurtigt ud i det danske samfund. Vi ser syrerne, der flygter til andre europæiske lande i større antal end dem, der faktisk har fået afslag af det danske Flygtningenævn.
Så både af hensyn til flygtningene, men også af hensyn til vores europæiske partnere, der nu får overvældende meget at se til med nu også ukrainske flygtninge, så går det ikke, at Danmark fører en politik, der presser flygtningene videre til andre lande.
Det eneste, der reelt giver mening, vil være at lade de nuværende syriske flygtninge blive og fortsætte med deres arbejde, uddannelse og hvad de ellers er i gang med, samtidig med at vi byder både afghanske og ukrainske krigsflygtninge velkommen på lige vilkår.
24. april 2022 | 19:14
