Kronik
En gruppe aktivister fra København tager deres eget navn dybt alvorligt. Gruppen kalder sig Bilfri Søndag, og den har valgt hver søndag at gennemføre aktiviteter for kravet om denne ene ugedag at friholde gaderne i de større byer for privatbiler.
Nogle læsere vil måske huske, at Folketinget tilbage i 1973 under Oliekrisen introducerede bilfri søndag, fordi man ønskede at spare på olien. Det blev praktiseret i to en halv måned fra november 1973 til februar 1974.
For aktivisterne i Bilfri Søndag handler det også om at spare på benzin, men også om at beskytte vores planet. Klimaaktivisterne har to krav:
– Vi har et krav om bilfrie søndage i de større byer og om offentlig gratis transport i hele landet om søndagen. Det er den måde, vores kampagne er opbygget på. Vi vil gerne have skabt en dialog med politikerne, dem, der har magten til at lave de lovmæssige ændringer, der skal til for, at vi kan komme i mål med en 70 procent eller mere reduktion i 2030, fortæller Esther fra Bilfri Søndag til Arbejderen.
Bilfri Søndag mener, at vi har skabt en verden, hvor det handler om at komme fra A til B så hurtigt som muligt, alting skal effektiviseres, og vores klode kan ikke følge med. Bilfri Søndag kalder på alternative strategier til at løse en så kompleks krise som klimakrisen.
– Bilfri Søndag er et billede på, at menneskerne er før bilerne. Hvis vi ikke har et klima, der kan bære den her måde at leve, så må vi jo omstille, så må vi jo gøre noget, der er nyt og anderledes, og en bilfri søndag er måske sådan noget nyt og anderledes, der på samme tid også er noget, vi har gjort før, så vi ved, at det kan gøres igen, udtaler Esther fra gruppen.
Hvordan foregår det?
Hvordan laver man så en bilfri søndag i et samfund, der ikke er helt med på det endnu? For Esther og hendes kammerater fra Bilfri Søndag har det været gennem blokader på de mest trafikerede veje i København. Aktivisterne har mødtes med veste og bannere og stillet sig på vejene for at blokere for bilerne.
– Først og fremmest er det de her søndagsaktioner, som hver søndag udspiller sig på en ny måde eller med flere mennesker. Vi prøver at forbedre os hver gang, skabe større forstyrrelse og et større opråb. Derudover har vi også nogle debatindlæg, vi arbejder på og selvfølgelig Facebook og Instagram, som vi taler igennem. Vi har også fællessang hver anden torsdag for at skabe et stærkere fællesskab. Vi vil gerne komme udover at være radikaliserede klimaaktivister i den almene danskers øjne, for det er vi virkelig ikke, vi er bare os, urolige og bange borgere, siger Esther.
Foto: Bilfri Søndag
Ikke helt konsekvensløst
Det er dog ikke helt gnidningsfrit for aktivisterne at gå på gaden. De kan risikere at blive mødt af vrede folk, der oplever, at de bliver forstyrret i deres travle dag, eller aktivisterne oplever konfrontationer med politiet.
Bilfri Søndag har dog for vane at dokumentere deres søndagsaktioner. Det gør de for at vise folk, hvad man også kan opleve, når man går på gaden som klimaaktivist, det er nemlig ikke kun folk, der klapper af en og siger, at man gør et godt stykke arbejde. Det kan man for eksempel se i denne video fra Bilfri Søndags Facebookprofil:
– Der er ikke nogen, der har lyst til at få deres hverdag afbrudt af at få råbt “klimakrise!” i hovedet. Man kan godt som bilist føle, at det er dig, vi har noget imod, og det er det overhovedet ikke. Det er et systemproblem, vi har at gøre med, men der er nogle, der af samme grund reagerer voldsomt, og det tager vi til efterretning. Der er dog også rigtig mange, der er virkelig søde og siger: “Hvor er I seje” og “tak” og alt muligt. Det tager man jo virkelig med videre, for det betyder sindssygt meget, at folk gør det, fortæller Esther.
Klimaaktivisterne i Bilfri Søndag benytter sig af civil ulydighed, men det handler ikke om at stille sig i en konfrontatorisk situation, fordi de har lyst til det, men i højere grad fordi de føler, at de ikke ellers bliver hørt. Det er dog vigtigt for Esther at påpege, at Bilfri Søndag er en fuldstændig ikke-voldelig bevægelse, som på ingen måde søger nogen form for eskalering eller oprørsstemning.
Civil ulydighed i praksis
En strategi som civil ulydighed kan også skabe problemer med politiet, erfarer klimaaktivisterne – også selvom de er med i en ikke-voldelig organisation.
– Det at gå på aktion med Bilfri Søndag er ikke helt konsekvensfrit i og med, at vi gerne skulle lægge et pres, der betyder noget. Så når vi går på gaden, er det med en bevidsthed om, at vi kan ende i arresten i nogle timer. Det varierer fra gang til gang, hvem der har muligheden for det, men vi har altid et godt hold klar, forklarer Esther.
Foto: Bilfri Søndag
Foto: Bilfri Søndag
Bilfri Søndag mener dog, at det er det værd at tage så radikale metoder i brug. Det kommer sig af, at de ikke føler sig hørt. Esther siger, at når man føler, at ens fremtid bliver taget fra en, så er man nødt til at bryde med den struktur, der er blevet skabt af politikere og af det etablerede samfund.
– Når vi skal have en stemme i så seriøs en katastrofe, som vores beslutningstagere ikke tager stilling til, så vil vi jo gerne kunne mærke, at vi har en eller anden magt i form af os selv, og at vi har en stemme. Der kan det være svært for folk at indse, at det får man måske ikke, hvis ikke man er klar på at ofre lidt og gå imod den forestilling, vi har om fred, siger Esther.
Hun sammenligner den aktuelle klimakamp med dengang, kvinderne skulle have stemmeret, og siger, at hvis dem, der sidder på magten, ikke er villige til at tage reelle skridt mod ændring, så må man tage sagen i egen hånd.
– Vi vil gerne give de civile mennesker deres stemme tilbage, og det er der mange forskellige måder at gøre på, men vi mener, at det skal gå så hurtigt, og at det er et så aktuelt problem, at det kun kan gøres rigtigt, hvis vi går sammen om at sige, at de love, som skal tage hånd om os, ikke er gode nok, og at det er en kæmpe uretfærdighed, der bliver begået imod os, uddyber Esther.
Er klimakrisen en systemkrise eller et individproblem?
En generel tendens, når man taler om klimakrisen, er diskursen om, at individet selv skal tage ansvar og ændre på deres egne vaner for at bekæmpe klimakrisen. Aktivisterne i Bilfri Søndag mener dog, ligesom andre dele af den radikale klimaaktivistiske fløj, at klimakrisen er en krise så alvorlig, at der er brug for systemiske ændringer for at bekæmpe den.
– Vi vægter helt sikkert systemkrisen som det reelle problem, men der kommer ikke en systemisk ændring, hvis ikke det enkelte individs holdning til problemet er progressivt, og at de mener, vi skal have en ændring. Vi vil også gerne påvirke stemmegiverne og befolkningen, men det er en systemisk ændring, der skal til. Det kan Bilfri Søndag måske også symbolisere.
Derfor er Bilfri Søndag også langtfra det endelige mål for aktivisterne, der i højere grad ser det som et skridt på vejen til endnu mere klimahandling fra politisk side. De ser det dog som et enormt gennembrud, hvis der blev lyttet til dem i en sådan grad, at deres krav blev mødt, selvom det langtfra ville betyde, at man var i mål.
Ambitioner om at brede bevægelsen ud
Klimabevægelsen er ofte blevet kritiseret for at bevæge sig inden for et lidt for smalt segment, hvor den brede del af befolkningen ofte ikke føler sig inkluderet. Det kan ofte føles som en luksus-problematik at skulle bekymre sig om, hvor man taber folk på vejen.
– Der er et gab mellem folk, der har et job, de er afhængige af for at forsørge familie eller sig selv, og så den gennemsnitlige klimaaktivist. Der er ret lang vej mellem de to folkegrupper, og det er jo virkelig noget, vi er bevidste om i Bilfri Søndag, især når vi i manges øjne vil fremstå radikale, når vi står og blokerer en vej. Det er noget, vi snakker rigtig meget om, fordi vi jo gerne vil ende med at være 100 eller 200 eller endnu flere på én gang, der tager klimakrisen så alvorligt, som den bør tages ifølge os og gør det sammen med andre folk og almindelige folk, lyder det fra Esther.
En af måderne man kan gøre dette på er ifølge Bilfri Søndag ved at være et tværpolitisk projekt. Bilfri Søndag stræber efter at være tværpolitiske, selvom der i realiteten på nuværende tidspunkt er en majoritet af venstreorienterede unge i deres bevægelse. Esther mener dog, at det umuligt kan passe, at folk på højrefløjen ikke også går op i, at planeten skal være beboelig for fremtidige generationer.
– Størstedelen er venstreorienterede, og det er et kæmpe problem. Jeg kan ikke forestille mig, at der er et skel mellem, at folk på højrefløjen ikke går op i Jorden, og at vi kan blive ved med at bo her, det er jo ikke tilfældet. Vi skal have skabt en måde at tale om det på, som er mindre politisk farvet, hvilket selvfølgelig er virkelig svært. Det får vi jo kun gjort, hvis vi bliver pænt mange mennesker.
Ikke bare et storbysprojekt
På trods af at bevægelsen kun eksisterer i København på nuværende tidspunkt, er der et helt konkret ønske hos aktivisterne i Bilfri Søndag om at nå ud til andre egne af landet.
– Vi har snakket om at starte op i Aarhus. Lige nu er vi meget fokuserede omkring større byer. Det er svært at nå ud i de mindre byer, men målsætningen er jo på alles vegne, det er ikke kun målrettet byboere. Der kan bare rykkes mest i byerne, og det er her, man kan ændre mest, fordi vi er mere privilegerede i forhold til offentlig transport, så der er meget at rykke på herinde.
Bilfri Søndag holder aktioner hver søndag med blokade samt fællessang hver anden torsdag. Man kan følge med på gruppens Facebook-profil eller Instagram, hvor der løbende bliver opdateret om arrangementer og aktioner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
