Kommentar
Det kapitalistiske Rusland er igen, 30 år efter afslutningen på den kolde krig, blevet tildelt rollen som den kapitalistiske verdens fjende nummer et.
Det er på mange måder en ufortjent rolle, dels fordi Rusland har gjort alt for at imødekomme den vestlige kapitalisme siden kontrarevolutionen i 1991, og dels fordi Rusland hverken har den økonomiske eller militære styrke til at iføre sig det formidable fjendekostume.
Det kapitalistiske Rusland er naturligvis en stormagt. Det er givet af selve størrelsen. Et land, der strækker sig over næsten hele den nordlige del af det eurasiske kontinent, som har 146 millioner indbyggere, som besidder næsten uudtømmelige råstofressourcer – og som sidst men ikke mindst rummer verdens næststørste atomarsenal – er en stormagt.
Men for rigtigt at forstå Rusland, må vi i stedet undersøge landets plads i det globale kapitalistiske system, som Rusland nu er en del af.
Er Rusland en imperialistisk supermagt, der udfordrer andre imperialistiske supermagter til verdensherredømme, som nogle kyndige mennesker fra både højre og venstre hævder? Eller spiller Rusland en mere underordnet rolle i denne kamp mellem imperialistisk finanskapital?
Russisk kapitals andel af verdens værdier
I sin bog definerede Lenin imperialismen som kapitalismens højeste stadie, imperialismen som monopolistisk kapitalisme, men han fandt selv denne definition for kortfattet og dermed for overfladisk, deraf hans berømte fem punkter.
Jeg vil ikke trække alle fem frem her, men begrænse mig til de tre, der er mest relevante for analysen af nutidens Rusland:
- Sammensmeltningen af bankkapital med industriel kapital og fremkomsten af et finansielt oligarki på grundlag af denne finansielle kapital.
- Kapitaleksport er i modsætning til eksport af varer af særlig betydning.
- Der dannes internationale monopolistiske sammenslutninger af kapitalister, som deler verden indbyrdes.
Hvis vi starter fra slutningen, med de internationale monopolistiske foreninger, vi nu omtaler som transnationale selskaber, kan vi hurtigt se, at Rusland ikke er meget af en konkurrent med hensyn til opdelingen af verden.
Hvert år opregner det amerikanske erhvervsmagasin Forbes verdens 2000 største virksomheder. USA og Kina deler nu top ti broderligt, og Kina har herudover 291 og USA 560 virksomheder på 2000-listen.
Næsten halvdelen af de internationale monopolistiske foreninger tilhører således USA eller Kina.
For at nævne nogle få andre lande har Indien 58, Canada 50, Australien 39 og Sverige 27 virksomheder blandt verdens to tusinde største.
Hvordan klarer Rusland sig i denne konkurrence? Ja, ikke videre fantastisk. Rusland er hjemsted for fire af de 100 største globale virksomheder, seks af de 500 største og sølle 25 af de 2.000 største.
Som en monopolistisk stormagt er det gigantiske Rusland altså overhalet af lille Sverige.
Højteknologi eller enklere produktion
Hvis vi går videre og ser på den mere generelle karakter af den russiske økonomi, bliver billedet endnu klarere.
I løbet af 2000’erne er Kina blevet forvandlet til hele den kapitalistiske verdens værksted. I dag er der ikke en eneste global virksomhed, der ikke tjener på Kinas billige arbejdskraft. Forvandlingen har ført til, at Kina i dag tegner sig for 20 procent af verdens produktion af forarbejdede varer, hvor enklere produktion, som i tekstilindustrien, efterhånden er blevet suppleret med højteknologi.
På andenpladsen i fremstillingsligaen ligger USA, på trods af at en stor del af den amerikanske fremstillingsindustri er flyttet til udlandet, først til Mexico og senere til Kina og andre lande i Sydøstasien. Rusland kommer først ind på en femtendeplads med én procent af fremstillingsproduktionen, overgået af lande som Indien, Taiwan, Mexico og Brasilien.
Her er en undtagelse, som redder Rusland fra en bundplacering i denne liga. Som en arv fra den kolde krig er Rusland fortsat en af verdens største våbenproducenter med 22 procent af verdens våbeneksport på sin konto. Selvfølgelig ligger USA i toppen med 34 procent af den globale våbeneksport. Den amerikanske våbenindustri er ikke blevet outsourcet.
Du behøver ikke engang at vende mønten for at finde ud af, hvordan bagsiden ser ud. Ethvert land, der halter bagefter med hensyn til fremstillingsindustri, skal producere og sælge råvarer for at overleve i en globaliseret økonomi.
Dette er en traditionel kapitalistisk arbejdsdeling, faktisk ældre end imperialismen. Udviklede kapitalistiske lande sælger forarbejdede varer. Kolonier bliver plyndret for deres råvarer.
I denne kapitalistiske arbejdsdeling spiller nutidens Rusland en næsten semikolonial rolle. 82 procent af russisk eksport består af råvarer af forskellig art, primært af olie og gas, men også af metaller og træprodukter, hvilket giver en underordnet, afhængig position på verdensmarkedet. Råvareproducerende lande stilles ringere af uretfærdige handelsvilkår, og de er konstant udsat for prisspekulation på råvaremarkederne.
Denne underordnede position gør Rusland til et relativt fattigt land. Med hensyn til BNP per indbygger, som er det sammenlignende mål for velstand, der normalt bruges, ligger Rusland helt nede på en 61. plads, overgået af lande som Costa Rica, Panama, Rumænien og Maldiverne.
Russisk finanskapitals globale stilling
Men hvad med finanskapitalen og dens oligarker? Rusland må da være i toppen der, ikke? Der er jo fyldt med russiske oligarker, i hvert fald i nyhedsmedierne.
Nja, det er nu ikke så enkelt.
Der findes lister over næsten alt, så der er selvfølgelig også en liste over verdens 100 største banker. Af disse bankgiganter er 20 baseret i Kina, 10 i USA, ni i Japan og seks hver i Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Lille Sverige kan prale af fire af verdens 100 største banker: Nordea, Handelsbanken, SEB og Swedbank.
Oligarkernes Rusland må dog nøjes med en enkelt, statsejet Sberbank, som ligger på en 66. plads. Måske er det derfor, russiske oligarker er tvunget til at hvidvaske deres beskidte penge via Nordeas, SEB’s og Swedbanks baltiske filialer.
Nej, Rusland er sandelig ikke en finansiel stormagt.
Kapitaleksporten fra Rusland har derimod været enorm siden Sovjetunionens opløsning i 1991. Desværre findes der ingen pålidelige statistikker over disse strømme, især ikke fra 1990’erne, hvor plyndringen var direkte kriminel. Men siden 1999, hvor Vladimir Putin blev valgt til præsident for første gang, anslår Ruslands centralbank den samlede finansielle udstrømning til 1.000 milliarder dollars.
Det er utrolig mange penge for et land, hvor en stor del af befolkningen lever i fattigdom.
Nogle af disse penge er gået til investeringer i Vesten, som da oligarken Oleg Deripaska købte det, der i dag er Kubal i Sundsvall, dette for at styrke sin position som dominerende på verdens aluminiumsmarkeder. Eller som når det russiske gasselskab Gasprom bygger rørledninger som Northstream 1 og 2. Skal man eksportere gas, skal det transporteres.
Men i det hele taget er der noget mærkeligt ved russisk kapitaleksport. De to største modtagerlande for russisk kapital, eller skal jeg sige russiske penge, er Cypern og De Britiske Jomfruøer. Og så handler det ikke om investeringer, men om at sikre stjålne aktiver fra klodsede skattemyndigheder og andre uforudsete hændelser. Det er derfor, jeg taler om penge, ikke kapital. Som bekendt bliver penge, der ikke investeres i en udvidet proces, ikke til kapital.
Det handler ikke om kapitaleksport, men om pengeflugt.
For at opsummere dette indledende afsnit siger analysen, at russisk kapitalisme er langt fra imperialistisk i Lenins økonomiske forstand; som råvareeksportør er den snarere semikolonial og dermed placeret i periferien af den globale arbejdsdeling.
Nutidens Rusland er ikke en udfordrer med hensyn til dominans af det kapitalistiske verdensmarked, den kamp udkæmpes i dag af USA og Kina og til en vis grad af EU.
Inden vi behandler den politiske og militære side af emnet, skal der siges et par ord om udviklingen af den russiske kapitalisme, da den blev født ud af et stærkt bureaukratiseret, socialistisk system.
Vores svenske neoliberale Anders Åslund, der i 1990’erne blev ansat som rådgiver for Boris Jeltsin, hævdede, at den første opgave var at “skabe en ny ejerklasse”. Det er en sandhed med meget store modifikationer, selvom al kapitalisme naturligvis har brug for en ejerklasse. Men i Rusland var kimet til denne klasse på plads flere år før Åslund tog på sin neoliberale mission i østerled.
Eksemplet Bank Menatep
I min bog “Rejsen ind i det ukendte” citerer jeg eksemplet Bank Menatep. Året var 1988. Mikhail Gorbatjov havde ledet Sovjetunionen i næsten tre år og i år gav hans perestrojka sovjetiske borgere ret til at danne private virksomheder i form af kooperativer.
I hovedkvarteret for det kommunistiske ungdomsforbund, Komsomol, i Moskva, diskuterede en gruppe embedsmænd mulighederne i den nye politik. De fik hurtigt en genial idé. Med penge fra Komsomol besluttede de at danne en ny institution ved navn “Center for Videnskabelig og Teknisk Kreativitet”. Målet skulle efter sigende være at fremme Komsomol-medlemmernes “iværksætteri”.
Sådan gik det også – i hvert fald for stifterne selv. Med kapital fra deres nye institution startede de Bank Menatep nogle måneder senere, med deres nye Komsomol-institution som en af tre kooperative ejere, men med dem selv som bankdirektører. Forretningen gik strålende, ikke mindst fordi Mentap Bank tilbød sine korrupte kunder den service at hvidvaske sorte penge hvide.
I 1990 købte de unge bankdirektører de kooperative ejere ud og omdannede Bank Menatep til et aktieselskab, nu med dem selv som aktionærer. Ordningen var endnu ikke lovlig, men i 1990 havde de sovjetiske myndigheder mistet kontrollen over perestrojkaen, så de nye aktionærer kunne uden risiko tage loven i egen hånd.
Da Sovjetunionen kollapsede godt et år senere, var Bank Menatep allerede en etableret kommerciel bank, rustet til at deltage i plyndringen af den fælles ejendom.
Knap et årti senere, i 2000, blev Bank Menateps hovedejer kåret som Ruslands rigeste mand og den sekstende rigeste mand i verden. Han var da 39 år gammel og pralede med en formue på 15 milliarder dollars.
Ikke så skidt for en påstået ung kommunist!
Denne mand hedder Mikhail Khodorkovsky, og han er bare en alt for typisk repræsentant for Anders Åslunds nye kapitalistklasse. Næsten alle såkaldte oligarker blev hentet fra forskellige dele af det sovjetiske bureaukrati og næsten alle begyndte deres kapitalistiske karriere allerede under sovjettiden, hovedsageligt gennem svimlende forretninger og kriminel plyndring.
Denne tilblivelsesproces er på ingen måde unik for russisk kapitalisme.
I Kapitalen opsummerer Karl Marx kapitalens fødsel med følgende ord: “Hvis penge kom til verden med naturlige blodpletter på den ene kind, så kommer kapitalen til verden dryppende blod og snavs fra alle porer, fra top til tå.”
Lad os aldrig glemme, at kapitalismens fødsel i vores del af verden var baseret på udryddelsen af oprindelige folk i Amerika og Australien, på slavehandelen fra Afrika og på en rent terrorproletarisering af Europas fattige mennesker.
Alligevel er brutaliteten ved den russiske kapitalismes fødsel vigtig for at forstå dens karakter, til dels fordi fødslen er så tæt på nutiden. For selvom de fleste russiske kapitalister begyndte at sparke i de sovjetiske maver allerede i slutningen af 1980’erne, fandt selve fødslen sted i 1990’erne. Med ødelæggende resultater for langt de fleste mennesker i Rusland.
Ruslands tilbagevenden til kapitalismen
Mellem 1991 og 1995 faldt Ruslands BNP med 46 procent, industriproduktionen med 46 procent, fødevareproduktionen med 32 procent og investeringerne med 61 procent (ifølge OECD, IMF).
Til sammenligning skal det her siges, at Nazitysklands angrebskrig mod Sovjetunionen 1941-1945, som omfattede 25 millioner døde og ødelæggelsen af hele landsdele, resulterede i et fald i BNP på 22 procent.
For Rusland betød kapitalismens tilbagevenden altså en større økonomisk katastrofe end Anden Verdenskrig!
Den russiske kapitalisme i 1990’erne var ren plyndringskapitalisme, hvor et lille fåtal personer, såsom Mikhail Khodorkovsky, var i stand til at tjene enorme formuer på meget kort tid.
Det handlede i bund og grund om at beslaglægge statsejendommen i en proces, som jeg i “Rejsen ind i det ukendte” kalder “elementærkaotisk borgerlig privatisering fra oven”, med henvisning til Oktoberrevolutionen, hvor nationaliseringerne de første år gik meget længere, end hvad Lenin forestillede sig selv i en proces, som samtidige iagttagere kaldte “elementærkaotisk proletarisk nationalisering nedefra.”
Begge disse udtryk er relevante.
Hvis vi går tilbage til Mikhail Khodorkovsky, lavede han og Bank Menatep deres store kup i 1996. Dette år sikrede Khodorkovsky og seks andre oligarker Boris Jeltsins sejr ved præsidentvalget, og som tak for hjælpen blev de belønnet med belønningsprogrammet “lån for aktier.”
De syv oligarker skulle låne penge til staten mod sikkerhed i aktier i statsejede virksomheder. Hensigten var aldrig, at staten skulle tilbagebetale lånene, og gennem dette program nærmest forærede Jeltsin de mest profitable statsejede virksomheder bort.
Khodorkovsky beslaglagde olieselskabet Yukos, Mikhail Friedman slog kløerne i olieselskabet Tyumen og Vladimir Potanin, Oleg Deripaska og Roman Abramovich overtog det enorme metalselskab Norilsk Nickel.
Det er plyndreren Deripaska, der nu ejer Kubal i Sundsvall.
Men hvordan kunne disse syv herrer have penge nok til at finansiere den russiske stat, om ikke andet så for et par måneder? Vejene var mange, men jeg vil tage et illustrativt eksempel her.
Røverkapitalisme og oligarki
Året var 1992. Sovjetisk priskontrol på forbrugsvarer blev afskaffet, og hyperinflation på 2.600 procent ramte straks Rusland. På et enkelt år steg for eksempel priserne på et kilo kød fra to til 3.187 rubler. Folk sultede, og de tidligere sovjetborgere mistede alle deres sparepenge i et hug.
Men det er også muligt at tjene penge på inflationen, især i den bastard-økonomi, der eksisterede i Rusland i de første år efter kontrarevolutionen. Den russiske centralbank hævede således ikke udlånsrenten i takt med inflationen, men kun til mellem 10 og 25 procent. Enhver, der den 1. januar 1992 optog et lån på 10 millioner rubler i centralbanken, kunne et år senere tilbagebetale lånet til en reel værdi af 40.000 rubler inklusive renter.
Hvad skal man gøre med ti millioner rubler i en smuldrende økonomi? Der var mange muligheder, men den bedste og mest populære var oliehandelen.
Prisbestemmelserne blev nemlig ikke afskaffet på alt, eksempelvis ikke på olie. I 1992 var det derfor muligt at købe russisk olie til en hundrededel af verdensmarkedsprisen. De med gode kontakter i statsbureaukratiet, som fortsat var sovjetisk, skyndte sig til centralbanken og optog et lån på for eksempel 10 millioner rubler. Så skyndte de sig videre til en eller anden kontakt i olieindustrien og købte olie for pengene. Så videre til Udenrigshandelsministeriet, hvor en stor bestikkelse straks gav en eksporttilladelse. Så simsalabim. I ét hug blev 10 millioner rubler til 1000 millioner med kun små fradrag for transport, bestikkelse og symbolsk tilbagebetaling af lån.
Det var på denne type forretninger, som også omfattede metaller, at næsten alle russiske oligarker grundlagde deres formuer.
Tal om røverkapitalisme!
Nu et par ord om det her med oligarker, et begreb som flittigt bruges om russiske storkapitalister – men næsten aldrig om vestlige dittoer. Sidstnævnte er jo bare særligt succesrige iværksættere.
Det græske begreb “oligarki” betyder fåmandsvælde, og jeg tror faktisk, det er relevant i de russiske 1990’ere, hvor herrer som Khodorkovsky, Potanin, Friedman, Abrahamovich og andre ikke kun var kapitalister, men også politikere. Det var som sagt de syv oligarker, der sikrede Jeltsins valgsejr i 1996 og herefter regerede de i praksis ikke kun deres respektive forretningsimperier, men også den russiske stat, med assistance fra rundhåndede bestikkelser til gangstergruppen omkring Jeltsin kaldet “Familien”.
I slutningen af 1990’erne var Rusland i sandhed et oligarki. Hvilket gør det dobbelt ironisk, når charlataner som Stig Fredriksson forsøger at ære Jeltsin som “demokrat”. Hvordan kan et oligarki være demokratisk?
Putin tager over
Det er på dette stadium, at Vladimir Putin træder ind på scenen. Forskellige oligarker skændes om, hvem der fandt denne perle, som indtil august 1999, hvor han blev udnævnt til premierminister, var en umærket embedsmand ved St. Petersborgs byadministration. Men det er klart, at Putin blev håndplukket af den oligarkiske kreds omkring Jeltsin.
Mindre end seks måneder senere, da Putin blev udnævnt til præsident, takkede han straks sin klient ved som et første skridt at underskrive dekretet “Garantier for den tidligere præsident og medlemmer af hans familie”, som gav Jeltsin og hans døtre og svigersønner livslang immunitet mod de korruptionsanklager mod dem, som var under forberedelse.
“Familien” var selvfølgelig glade for det, men de lykkeligste var nok de syv oligarker, som slap for at få deres korrupte virksomhed udstillet ved offentlige retssager.
Et år senere underskrev Putin et nyt dekret med samme indhold, men nu gældende for alle præsidenter i Den Russiske Føderation, inklusive ham selv.
Det hævdes nogle gange, at Vladimir Putin repræsenterer en form for tilbagevenden til planøkonomiske forhold eller i det mindste til en form for statskapitalisme.
Det er ikke sandt. Faktum er, at privatiseringspolitikken fortsatte i et jævnt tempo i Putins første to valgperioder, og at det stadig er hovedlinjen i den russiske stats økonomiske politik, på trods af at der er mindre og mindre privatisering. Da Putin genindtrådte i præsidentembedet i 2012, efter pausen med Dmitrij Medvedev, underskrev han således dekretet “Om statens langsigtede økonomiske politik”, som siger, at alle resterende statsejede aktiver vil blive solgt – “… undtagen naturlige monopoler, naturressourcer og aktiver relateret til forsvaret”.
Tidsplanen ser ud til at være blevet noget forsinket, men så sent som i 2016 annoncerede Putin salget af resterende statseje i “kronjuveler” som diamantselskabet Alrosa, flyselskabet Aeroflot, olieselskabet Rosneft og jernbaneselskabet Russia Railways.
Putin er ikke en form for forklædt antikapitalist eller endda statskapitalist, som han selv på det kraftigste afviser. Hans ambition har været og er fortsat at få russisk kapitalisme til at fungere på en mere anstændig markedsøkonomisk måde, efter den røverkapitalismens hærgen i 1990’erne.
- Statsejede virksomheder skal fortsat sælges – men de må ikke foræres bort eller sælges til udsalgspris.
- Den kapitalistiske markedsøkonomi er god, men den kræver en vis regulering.
- Kapitalisterne skal ikke regere over staten, men staten skal regere for dem.
Nogenlunde sådan kan man sammenfatte Vladimir Putins økonomiske politik, og den adskiller sig ikke væsentligt fra andre landes økonomiske politik, muligvis med undtagelse af det med kapitalisternes direkte involvering i politik, som var et fænomen med russiske overtoner.
Et af Putins første skridt var at rydde op i den skatteunddragelsessump, som oligarkerne havde oprettet til sig selv. Som et advarende eksempel valgte han den tidligere ungkommunist Mikhail Khodorkovsky, hvis firma Yukos i 2003 blev sagsøgt for skattesvig og dømt til at betale 33 milliarder dollars i ubetalt skat, inklusive renter og store bøder. Yukos havde ikke mange penge i kassen, så firmaet gik konkurs, og Khodorkovsky selv måtte kravle i finken.
To ting skal siges om dette.
For det første: Yukos konkursbo blev opkøbt af det dengang statsejede olieselskab Rosneft, hvilket nogle borgerlige skribenter betegner som “ekspropriation”, på trods af at opkøbet skete lovligt og efter alle markedsøkonomiens regler. En mærkelig fejlslutning. Lige så mærkeligt er det så, at de samme borgerlige skribenter “glemmer” at fortælle, at Rosneft nogle år senere blev privatiseret til 50 procent, hvoraf 18,5 procent i dag er ejet af britiske BP.
En mildest talt mærkelig ekspropriation.
For det andet: Det var det ikke tilfældigt, at Putin og hans skatterådgivere valgte Mikhail Khodorkovsky som et advarende eksempel. Khodorkovsky tilhørte sammen med Boris Berezovsky og Vladimir Gusinsky en lille gruppe oligarker, der nægtede at opgive deres politiske magt; Khodorkovsky pralede endda med, at han havde hundrede Dumamedlemmer på sin lønningsliste. Den ambition passede ikke Putin, så Khodorkovskij endte ved skranken, selvom han ikke fiflede mere end de andre oligarker.
Men han led ingen nød. Da eksemplet var sat, blev Khodorkovsky benådet af Putin, med en god del af sine milliarder sikret på bankkonti i Schweiz.
Rusland og imperialismen
Hvad angår forholdet til det kapitalistiske verdensmarked, som Rusland helt og fuldt blev en del af i 1990’erne, havde Putin i begyndelsen ingen som helst ambition om at begrænse denne integration – det var de hjemlige oligarker, dem, der herskede over Jeltsin og dermed over den russiske stat, han ønskede at komme af med.
Rusland blev således medlem af den såkaldte G8-gruppe allerede i 1998 og af Verdenshandelsorganisationen i 2012. Året efter blev det besluttet at optage Rusland i OECD. I sine første år som præsident talte Putin også om muligt medlemskab af både EU og NATO.
Integrationen var tilsyneladende smertefri. Putin accepterede utvetydigt den underordnede rolle, som Ruslands økonomiske sammenbrud i 1990’erne gav, velvidende at olieeksport var nøglen til både Ruslands økonomiske genopretning og hans egen magtposition.
Også på det politiske plan var holdningen til imperialismen, og da især til USA, velvillig. Putin var den første, der udtrykte solidaritet med USA efter angrebet på World Trade Center den 11. september 2001, og da George W. Bush indledte angrebskrigen mod Afghanistan mindre end en måned senere, åbnede han straks russisk luftrum for USA’s transport til krigen. Så sent som i 2012 tilbød den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, lufthavnen i Ulyanovsk som et knudepunkt for transport til Afghanistan, et tilbud der umiddelbart førte til protester i Lenins hjemby. Men Lavrov modtog uforbeholden støtte fra Putin.
Rusland tilsluttede sig NATO’s Partnerskab for Fred, PFP allerede i 1994. Og i 2002, under Putins første præsidentskab, blev NATO-Rusland Rådet etableret som et bilateralt samarbejde i den såkaldte krig mod terror. Dette råd gav Rusland en permanent ambassadør i NATO’s hovedkvarter i Bruxelles.
Det der med PFP er lidt sjovt. Sverige er som bekendt også medlem af PFP og indtil 2013 øvede det svenske og russiske militær derfor i fællesskab i forskellige NATO-øvelser, herunder den årlige flådeøvelse Baltops i Østersøen. Genfødslen som fjende er så sandelig gået stærkt.
Ruslands mildhed over for USA og NATO i perioden frem til 2013 er nærmest forbløffende. I 2011 gav Rusland grønt lys for bombekrigen mod Libyen ved at give afkald på sit veto i FN’s Sikkerhedsråd.
NATO’s udvidelser
I februar 1990, da Mikhail Gorbatjov stadig var præsident for Sovjetunionen, afgav den amerikanske udenrigsminister James Baker et højtideligt løfte. “NATO’s jurisdiktion vil ikke blive flyttet en tomme mod øst”, som han sagde. Et løfte, som folkeretseksperter anser for juridisk bindende, på trods af at den naive Gorbatjov ikke krævede, at det blev nedfældet.
Siden da er Polen, Ungarn, Tjekkiet, Bulgarien, Rumænien, Kroatien, Montenegro, Slovakiet og Albanien blevet optaget som medlemmer af NATO. Rusland og Putin protesterede ikke engang synderligt, da de tidligere sovjetrepublikker Estland, Letland og Litauen blev optaget i både NATO og EU i 2004.
Alt vendte i 2013, da USA, EU og NATO begyndte at kaste lystne blikke på Ukraine, en blottelse som Rusland kategorisk modsatte sig. Denne vending kræver en forklaring. Hvorfor er det tidligere sovjetiske Ukraine så specielt i forhold til de tidligere sovjetiske Estland, Letland og Litauen?
Man kunne svare, at Ukraine er meget større end de bittesmå baltiske stater og derfor af større geopolitisk interesse. Men det ville være at forenkle problemet. Der er dybere forklaringer.
Storrussisk nationalisme
Vladimir Putin antydede det mere komplekse svar i sin årlige tale til Den Russiske Føderations føderale forsamling i 2005. Det var i denne, han talte om Sovjetunionens sammenbrud som “en af de store geopolitiske katastrofer i det sidste århundrede”, en udmelding der nu citeres som bevis på Putins ambition om at genetablere det socialistiske Sovjetunionen.
Det er falsk bevisførelse. Putin taler ikke nostalgisk om det socialistiske Sovjetunionen, han vil absolut ikke have det tilbage, men er bekymret for Rusland. Hvilket er fremgår af den følgende sætning i talen: “For den russiske nation blev det et ægte drama. Millioner af vores borgere og landsmænd befandt sig uden for russisk territorium”, sagde Putin.
Det er ikke socialismens sammenbrud, der udgør katastrofen – den hilses velkommen af Putin – men opløsningen og splittelsen af den russiske nation.
Vladimir Putin er russisk nationalist, og derfor er han så populær i nogle sverigedemokratiske kredse. Men som russisk nationalist ser han ikke bare sig selv som en repræsentant for Ruslands borgere, men for alle russere, også for de titusinder af russere, der efter Sovjetunionens sammenbrud lever i diasporaen, ikke mindst i Ukraine.
Ja, mere end det. I den nationale mytologi, der er Putins ideologiske hjemmebane, findes en udvidet russisk nation med rødder i det historiske Kievrus i det niende århundrede, grundlagt af den svenske viking Rurik. Denne nation omfatter ikke bare storrusserne, men også hviderusserne og smårusserne (ukrainere), forenede af dialekter af det russiske sprog og af ortodoks kristendom.
I 2005 fik Putin gravet liget af den hvide general Anton Denikin op fra sin grav i Chicago, hvor han havde været siden 1946, for at transportere resterne til en ny begravelse i Moskva. I 2009 hædrede Putin den russiske borgerkrigs værste slagter ved at besøge hans nye grav. Foran et forsamlet pressekontingent fremhævede han Denikin som en stor russisk nationalist og fremhævede især Denikins synspunkt om, at “ingen skulle have lov til at blande sig i Ruslands indre anliggender, store som små”.
Man skal være yderst forsigtig, når det kommer til at anføre ideologiske grunde til politiske handlinger, som regel ligger der altid skarpe materielle årsager bag, men her mener jeg, at nationalismen spiller en rolle.
Frigivelsen af Estland, Letland og Litauen gik godt, på trods af at både Estland og Letland har store russiske befolkninger. Men da USA, EU og NATO kastede lystne blikke på Lille Rusland, krydsede de en uacceptabel grænse. Ingen russisk national leder kan gå med til, at en outsider splitter dette mytiske fællesskab, så mister han eller hun sin legitimitet.
Den russiske reaktion på vestmagternes indgriben i Ukraine i efteråret 2013 og foråret 2014 var givet. Det var en ren og bevidst provokation, og at det ville føre til russiske modforanstaltninger, såsom tilbagetagelsen af Krim, var indlysende. Prisen er siden blevet betalt af USA gennem Ruslands intervention i Syrien.
Dette må man observere: Det er ikke sådan, at Rusland, som støttede angrebskrigen mod Afghanistan og bombekrigen mod Libyen, pludselig er blevet antiimperialistisk. Rusland handler ud fra sine egne interesser i Syrien, hvor ikke mindst Ukraine er i puljen. Hvis USA, EU og NATO opgiver deres planer om at “overtage” Ukraine, så er Rusland klar til at vende tilbage til den frygtsomme linje, der gjaldt indtil 2013. Rusland er ikke en pålidelig allieret af mennesker, der kæmper for selvbestemmelse.
Sammenfatning
Sammenfattende: I økonomisk forstand er Rusland en næsten semi-kolonial andenrangsnation i konkurrencen på det kapitalistiske verdensmarked, fuldstændig overladt til udsvingene på de globale råvarebørser.
I politisk og militær forstand er Rusland stadig en stormagt, ikke mindst gennem sin besiddelse af atomvåben. Men uden noget ønske om at trække sig ud af det fællesskab, de var en del af, indtil efteråret 2013. Det er vestmagternes klodsethed i forhold til Ukraine – Lille Rusland – der har forårsaget den aktuelle krise.
Rusland er ikke en aggressiv supermagt, andet end i forhold til det, der ses som et angreb på den udvidede russiske nations interesser.
Der tales nogle gange om russisk oprustning, og det er rigtigt, at det russiske militærbudget mere end firedobledes mellem 1998 og 2018, fra 14 til 61,4 milliarder dollars i fast pengeværdi. Men så skal du vide, at Sovjetunionen i 1989 havde et militærbudget på 231,8 milliarder dollars i samme faste pengeværdi. Dagens russiske militærbudget er således kun en fjerdedel af det sovjetiske.
I 1989 udgjorde det sovjetiske militærbudget 40 procent af det i USA. I 2018 udgør det russiske militærbudget mindre end 10 procent af USA’s.
Det er tal der giver perspektiv på den påståede russiske trussel.
Anders Carlssons analyse er oprindelig bragt hos Arbejderens svenske søsteravis Proletären, og kan læses på originalsprog her. Teksten er oversat af Anders Sørensen, som også har indsat mellemoverskrifter.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
