Udtalelse
Den 24. februar indledte Ruslands præsident Putin invasionen af Ukraine. Den erklærede hensigt er at “afmilitarisere og afnazificere” Ukraine og at “stille de ansvarlige for folkemordet mod befolkningen i de to Donbass-republikker for retten”. Derudover er der ønsket om at tøjle “det kollektive Vestens øgede trussel mod Ruslands sikkerhed”.
Mens russiske meningsmålinger udtrykker en stigende opbakning til Putin, blev omkring 5000 fredsaktivister anholdt i 69 russiske byer den 6. marts – for blot at gå på gaden med skilte “Nej til krig”, “Ukraine er vores brødre” samt “Vi russere er imod krig”.
Ruslands største parti på venstrefløjen, Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti, KPRF, er blandt de kræfter, der udtrykker en kritisk støtte til invasionen.
Både i Rusland og Ukraine følger i krigens kølvand krigscensur, lukning af kritiske medier, anholdelser af journalister samt udbredt selvcensur i de medier, der endnu virker.
Og da sandheden som bekendt er krigens første offer, er det umuligt at danne sig et klart billede af situationen blandt venstrekræfterne i de to lande.
Fra Ukraine meldes der om arrestation af fremtrædende medlemmer af Ukraines Kommunistiske Parti og ungdomsforbund samt andre oppositionspolitikere, der betragtes som statsfjendtlige kollaboratører.
I et vist omfang er det muligt – med forbehold for forenkling – at beskrive situationen på Ruslands i forvejen splittede venstrefløj.
Støtte til krigen
Ruslands største parti på venstrefløjen, Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti, KPRF, er blandt de kræfter, der udtrykker en kritisk støtte til invasionen.
Partiet er med 57 mandater ud af parlamentets (Dumaens) i alt 450 pladser landets næststørste parti. Samme holdning har Bevægelsen for en ny socialisme, som den forhenværende topdiplomat Nikolaj Platoshkin dannede for tre år siden, og som via et landsdækkende netværk og aktiv brug af sociale medier har fået bred opbakning. I den senere tid har denne bevægelse nærmet sig KPRF’s ledelse, også i holdningen til krigen.
Det var KPRF, der i Dumaen tog initiativ til, at Rusland skulle anerkende de to Donbass-republikker (Luhansk og Donetsk). Derefter erklærede KPRF’s formand Gennadij Zjuganov sin støtte til krigen med samme argumentation som Putin (se ovenfor).
Kun to medlemmer af partiets Duma-gruppe tog afstand fra krigen. De to, Oleg Smolin, 70-årig filosofiprofessor, og den 53-årige historiker Mihail Matvejev, udtalte: ”Vores stemme for anerkendelsen af de to republikker var ikke en støtte til overfald på Ukraine”.
Smolin forklarede, at han som modstander af Sovjetunionens opløsning støtter “ethvert skridt til genforening. Og hvis de to republikker ønsker at være en del af Rusland, bør det respekteres”. Og Mihail Matvejev udtalte: “Jeg støttede anerkendelsen af Donbass-republikkerne, for at Rusland kunne være et skjold for deres befolkning, ikke for at Rusland skulle bombe Kijev”.
For over ti år siden blev KPRF splittet af aktive medlemmer, der var imod partiets svage markering af internationalisme og imod partiledelsens voksende national-konservative tilpasning til den russiske ortodokse kirke.
Disse oppositionskræfter dannede to nye kommunistiske partier. Dels partiet Ruslands kommunister (RK) – der markerer sig som Ruslands “eneste ægte stalinistiske parti”, og dels Ruslands forenede Kommunistiske parti (OKP).
I forhold til den igangværende krig bruger RK-partiet samme argumenter som KPRF. De taler om krig “mod Kijevs nazistiske styre”, og at “de eneste, der protesterer mod den, er provestlige liberale og diverse pladderhumanister”.
Samme holdning har den internationale sekretær i OKP, Darja Mitina, tilkendegivet. Dog har OKP ikke udtalt sig officielt. Det skyldes vel både hensyn til censuren, men også intern uenighed i partiet. Således har en anden af OKP’s partisekretærer, journalisten Anatolij Baranov, personligt fordømt krigen.
Modstand til den imperialistiske krig
Andre af Ruslands venstrekræfter tager afstand fra krigen. De har fokus på Ruslands autoritære styre og den globale imperialisme. De anvender – modsat KPRF – sjældent begrebet “Kijevs nynazistiske regime”.
Blandt dem er Ruslands Kommunistiske Arbejderparti (RKRP), den tidligere nævnte Anatolij Baranov fra OKP, to trotskistiske organisationer (Ruslands socialistiske bevægelse og Revolutionært Arbejderparti) samt anarkistiske grupper. De har alle – siden 2014 – på forskellig vis ydet aktiv støtte til de to Donbass-republikker.
RKRP påpeger, at hele Ukraine-konflikten skyldes “imperialistiske modsætninger mellem USA, EU og Rusland, som man har trukket Ukraine ind i. Målet for USA, verdens stærkeste imperialistiske magt, er at svække Rusland som konkurrent og som Kinas potentielle forbundsfælle samt at styrke sin indflydelse på de europæiske og andre globale markeder”.
Videre udtrykkes en forståelse for Ruslands hjælp til befolkningen i Donbass, men “ud fra en klassemæssigt synspunkt vil både Ruslands, USA’s og EU’s magthavere blæse på den arbejdende befolkning i Donbass, Rusland og Ukraine. Vi er ikke i tvivl. Målet for det kapitalistiske Rusland i denne krig er imperialistisk. Man ønsker at styrke et imperialistisk Ruslands position i den globale markedskonkurrence”.
En lignende holdning har journalisten Aleksej Sahknin, der i 2008 var medstifter af den venstresocialistiske bevægelse Left Front og en af de ledende kræfter i anti-Putin-protesterne i 2011-12, hvorefter han i en række år drog i eksil. I holdningen til krigen – som han betegner som imperialistisk – er han dog nu blevet underkendt af et flertal i bevægelsens ledelse, hvorefter han har forladt den.
En fordømmelse med forbehold
Imellem disse to ydre holdninger har bevægelsen Left Front markeret sig som moderat krigsmodstander.
På den ene side har Left Front i flere år forsøgt at samle Ruslands politiske venstrefløj på et såkaldt “venstrepatriotisk” grundlag omkring KPRF som det største parti.
Det har medført taktisk tilpasning til KPRF’s parlamentariske pragmatisme og nationalpatriotiske retorik. På den anden side står bevægelsen for en aktivisme og med en betydelig mere klar antiimperialistisk profil end KPRF.
I en aktuel udtalelse siger Left Front, at “de skyldige i den blodige krig mellem broderfolkene i Rusland og Ukraine er de grådige og nådesløse ledere af den globale kapitalisme”. Man forholder sig kritisk overfor “den asociale og røveriske politik, som præsident Putin og hans nærmeste kreds af oligarker fører”. Og videre: “I lige så høj grad har vi foragt overfor det nuværende styre i Kijev, der siden 2014 har holdt hånden over åbenlyse nazister og har forbudt både det kommunistiske parti samt brug af røde flag, og som har taget sin befolkning som gidsel”.
Den bedste måde at afslutte krigen på, erklærede Left Front, er en “afvikling af kapitalismen”. Left Front “udtrykker sin støtte til de to folkerepublikker; og netop solidariteten med deres befolkning er grunden til, at man bakker op om anerkendelse af dem “i håbet om en styrket fælles indsats for socialismen i Rusland”. Men – som nævnt – ønskede flertallet i Left Fronts ledelse ikke at tage klar afstand fra Ruslands invasion.
En af de ting, som de nævnte partier og bevægelser – stort set – er enige om, er, at Minsk-aftalerne umiddelbart kunne have tjent til løsningen af konflikten i Ukraine, men dette blev i seks år forhindret af Kijev med accept fra Vesten.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
