Udtalelse
Overraskelse og rædsel har defineret reaktionen på Ruslands militære intervention i Ukraine. Det er sandsynligvis, fordi selv om interventionen har fulgt konturerne af en moderne landkrig, har den også markeret et brud med fortiden på en række måder.
Verden er blevet vant til militære indgreb fra USA. Dette er dog ikke en amerikansk intervention. Det er i sig selv en overraskelse – en som har forvirret både journalister og eksperter.
Selv om vi beklager volden og tabet af menneskeliv i Ukraine som følge af den russiske intervention (og den neofascistiske vold i Donbas), er det værdifuldt at træde et skridt tilbage og se på, hvordan resten af verden opfatter denne konflikt, begyndende med Vestens etnocentriske interesse i et angreb, hvis deltagere og ofre de mener, de deler aspekter af identitet med – hvad enten det er relateret til kultur, religion eller hudfarve.
Hvide krige
Krig i Ukraine slutter sig til en række krige, der har åbnet sår på en meget skrøbelig planet.
Krige i Afrika og Asien synes uendelige, og nogle af dem bliver sjældent kommenteret med nogen medfølelse i medier over hele verden eller i kaskaden af indlæg fundet på sociale medieplatforme.
For eksempel har krigen i Den Demokratiske Republik Congo, der startede i 1996, og som har resulteret i millioner af ofre, ikke fremkaldt den form for sympati fra verden, som man nu ser under rapporteringen om Ukraine. Tværtimod har forbløffende ærlige kommentarer fra politiske ledere og journalister under konflikten i Ukraine afsløret racismens greb om forestillingerne hos disse skabere af den offentlige mening.
Det var for nylig umuligt at få store globale medier til at interessere sig for konflikten i Cabo Delgado, som er vokset ud af, at TotalEnergies SE (Frankrig) og ExxonMobil (USA) har erobret store naturgasreserver, som førte til indsættelsen af det franskstøttede rwandiske militær i Mozambique.
På COP26 fortalte jeg en gruppe af olieselskabers ledere om denne indgriben – som jeg havde dækket for Globetrotter – og en af dem svarede præcist: “Du har ret i, hvad du siger, men alle er ligeglade.”
Krige er grimme, især angrebskrige. Reporterens rolle er at forklare, hvorfor et land går i krig, især en uprovokeret krig.
Ingen, det vil sige de politiske kræfter i de nordatlantiske stater, bekymrer sig om børns lidelser i Afrika og Asien. De er imidlertid grebet af krigen i Ukraine, som burde gribe dem, som bekymrer os alle, men som ikke skal have lov til at blive set som værre end andre konflikter, der finder sted over hele kloden, og som er meget mere brutale, og som sandsynligvis glider ud af alles hukommelse på grund af den manglende interesse og opmærksomhed, som verdens ledere og medier giver dem.
Charlie D’Agata fra CBS News sagde, at Ukraine “med al respekt ikke er et sted som Irak eller Afghanistan, der har set konflikter rase i årtier. Dette er en relativt civiliseret, relativt europæisk – jeg er også nødt til at vælge de ord med omhu – by, hvor man ikke ville forvente eller håbe, at … [en konflikt] ville finde sted.”
Det er klart, at det er de ting, man forventer at se i Kabul (Afghanistan) eller Bagdad (Irak) eller Goma (Den Demokratiske Republik Congo), men ikke i en “relativt civiliseret, relativt europæisk” by i Ukraine. Hvis det er ting, man forventer i henholdsvis de føromtalte byer, så er der meget lidt behov for at blive særligt forargede over den vold, som ses i disse byer.
Man ville ikke forvente sådan vold i Ukraine, sagde landets viceanklager, David Sakvarelidze, til BBC på grund af den slags mennesker, der blev fanget i krydsilden:
– Europæere med blå øjne og blondt hår bliver dræbt hver dag.
Sakvarelidze anser ukrainerne for at være europæere, selv om D’Agata kalder dem “relativt europæiske.”
Men de er bestemt ikke afrikanske eller asiatiske, mennesker, som – hvis man tænker godt over, hvad der bliver sagt her – visse verdensledere og internationale medier forventer at blive dræbt af den vold, som de globale stormagter udløser mod dem og af våben solgt til lokale bøller i disse regioner af disse stormagter.
De værste krige?
Den 23. februar 2022 sagde FN’s generalsekretær António Guterres i en dybtfølt erklæring om den russiske militære intervention i Ukraine:
“I menneskehedens navn, tillad ikke at starte det i Europa, som kunne blive den værste krig siden begyndelsen århundredet.”
Dagen efter, den 24. februar, hvor Rusland lancerede “det største angreb på en europæisk stat siden Anden Verdenskrig”, fordømte Europa-kommissionens præsident Ursula von der Leyen dette “barbariske angreb” og sagde, at “det er præsident Putin, der bringer krig tilbage til Europa.”
“Bringer krig tilbage til Europa”: Dette er lærerig tale fra Von der Leyen. Det mindede mig om Aimé Césaires Diskurs om kolonialisme (1950), hvor den store digter og kommunist beklagede Europas evne til at glemme kolonimagternes forfærdelige fascistiske behandling af folkene i Afrika og Asien, når de talte om fascisme. Fascisme, skrev Césaire, er det koloniale eksperiment bragt tilbage til Europa.
- Er en indisk historiker, redaktør og journalist.
- Er skribent og chefkorrespondent hos Globetrotter og direktør for Tricontinental: Institut for Socialforskning.
- Er ikke-hjemmehørende gæsteprofessor ved Chongyang Institute for Financial Studies, Renmin University i Kina.
- Har skrevet flere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bog er Washington Bullets, med en introduktion af Evo Morales Ayma.
Da USA invaderede Irak i 2003, trådte hverken FN’s generalsekretær eller formanden for EU-kommissionen frem for at komme med nogen øjeblikkelig fordømmelse af denne krig.
Begge internationale institutioner gik med i krigen og tillod ødelæggelsen af Irak, hvilket resulterede i mere end en million menneskers død. I 2004, et år inde i den amerikanske krig mod Irak, efter rapporter om alvorlige krænkelser af menneskerettighederne (inklusive af Amnesty International om tortur i fængslet i Abu Ghraib) kom frem, kaldte FN’s generalsekretær Kofi Annan krigen “ulovlig”.
I 2006, tre år efter krigens begyndelse, kaldte Italiens premierminister Romano Prodi, som havde været formand for EU-kommissionen i 2003, krigen for en “alvorlig fejl”.
I tilfældet med den russiske intervention skyndte disse institutioner sig at fordømme krigen, hvilket alt sammen er meget godt; men betyder det, at de vil være lige så hurtige til at fordømme USA, når det starter sin næste bombekampagne?
Krigsstenografi
Folk spørger mig ofte, hvad der er det mest pålidelige nyhedsmedie? Dette er et svært spørgsmål at besvare i disse dage, da vestlige nyhedsmedier i stigende grad bliver stenografer for deres regeringer (med journalisternes racistiske holdninger på fuld skærm oftere og oftere, hvilket næppe gør de undskyldninger, der kommer senere, trøstende).
Statssponsorerede medier i Rusland og Kina bliver nu i stigende grad forbudt på sociale medier. Enhver, der imødegår Washingtons fortælling, afvises som irrelevant, og disse udkantsstemmer har svært ved at udvikle et publikum.
Den såkaldte cancel culture demonstrerer sine grænser. D’Agata har undskyldt sin kommentar om, at Ukraine er “relativt civiliseret, relativt europæisk” sammenlignet med Irak og Afghanistan og er allerede blevet rehabiliteret, fordi han er på “den rigtige side” af konflikten i Ukraine.
Cancel culture har bevæget sig fra de sociale mediers snak til slagmarkerne for geopolitik og diplomati, hvad angår konflikten mellem Rusland og Ukraine.
Schweiz har besluttet at afslutte et århundredes formel neutralitet for at annullere Rusland ved at håndhæve europæiske sanktioner mod det (husk, at Schweiz forblev “neutralt”, da nazisterne sønderrev Europa under Anden Verdenskrig, og fungerede som nazisternes bankfolk selv efter krigen).
I mellemtiden er pressefriheden blevet sat til side under den aktuelle konflikt i Østeuropa, hvor Australien og Europa har suspenderet udsendelsen af RT, som er et russisk statskontrolleret internationalt medienetværk.
D’Agatas pålidelighed som reporter vil forblive ubestridt. Han “talte forkert,” siger de måske, men dette er en freudiansk fejl.
Krigens kalkule
Krige er grimme, især angrebskrige. Reporterens rolle er at forklare, hvorfor et land går i krig, især en uprovokeret krig.
Hvis dette var 1941, ville jeg måske prøve at forklare det japanske angreb på Pearl Harbor under Anden Verdenskrig eller den japanske antagelse om, at nazisterne snart ville besejre sovjetterne og derefter føre krigen over Atlanterhavet. Men sovjetterne holdt stand og reddede verden fra fascismen.
På samme måde kræver det russiske angreb på Ukraine en forklaring: Rødderne til det går dybt til forskellige politiske og udenrigspolitiske udviklinger, såsom den postsovjetiske fremkomst af etnisk nationalisme langs Østeuropas rygrad, fremmarchen af USA’s magt mod øst. – gennem NATO – mod den russiske grænse, og det turbulente forhold mellem de store europæiske stater og deres østlige naboer (inklusive Rusland).
At forklare denne konflikt er ikke at retfærdiggøre den, for der er lidt at retfærdiggøre i bombningen af et suverænt folk.
Fornuftige stemmer findes på alle sider af grimme konflikter. I Rusland sagde Mikhail Matveev, medlem af Statsdumaen for Kommunistpartiet – kort efter den russiske indtrængen i Ukraine – at han stemte for anerkendelsen af Ukraines udbryderprovinser, han “stemte for fred, ikke for krig”, og han stemte “for, at Rusland bliver et skjold, så Donbas ikke bliver bombet, og ikke for at Kiev bliver bombet.”
Matveevs stemme forvirrer den aktuelle fortælling: Den sætter spotlys på Donbas’ situation efter det USA-drevne kup i Ukraine i 2014, og den slår alarm mod den fulde skala af den russiske intervention.
Er der plads i vores fantasi til at prøve at forstå, hvad Matveev siger?
Artiklen er produceret af Globetrotter
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
