Man skulle næsten tro, at det er et betalt reklamefremstød for producenterne af Stinger-missiler.
Der er ikke enighed på venstrefløjen i Folketinget, når det kommer til spørgsmålet, om det er en god idé, at Danmark sender våben til Ukraine. Enhedslisten er for. Frie Grønne er imod.
Hos Frie Grønne frygter Sikandar Siddique, at de danske våben ikke vil gøre en forskel på slagmarken, men blot vil føre til endnu flere menneskelige tab.
Jeg tror simpelthen ikke på, at det er den rette løsning at sende endnu flere våben ind i konflikten.
Sikandar Siddique, Frie Grønne
– Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har den største sympati for ukrainernes kamp. Det er umuligt ikke at føle med dem i den her uhyggelige situation. Men jeg tror simpelthen ikke på, at det er den rette løsning at sende endnu flere våben ind i konflikten. Vi ser tydeligt, at Rusland er Ukraine militært overlegne, og derfor har den ukrainske regering også opfordret alle til at ty til våben og hjælpe til i kampen mod de russiske soldater. Det betyder altså, at det i virkeligheden er den ukrainske civilbefolkning, vi bevæbner, og det kommer altså ikke til at afskrække Putin. Tværtimod kommer det kun til at betyde en mere blodig konflikt med flere menneskelige tab. Det er det, vi for alt i verden vil undgå, siger medlem af Folketinget for Frie Grønne Sikandar Siddique til Arbejderen.
Han fortsætter:
– Når den ukrainske hær ikke har en chance mod Putins offensiv, kan jeg simpelthen ikke se, hvordan det skulle kunne ændre krigens udfald, at vi bevæbner en civilbefolkning uden militær træning. Sågar en civilbefolkning der for nogles vedkommende ikke har lov til at flygte. De civile tab, der har været indtil videre, skyldes de begrænsede luftangreb fra russisk side. Så lige nu er det hovedsageligt en konflikt mellem militær, hvor civile ikke er målet. Hvis vi lader civile gå på gaden med skulderbårne panserværnsraketter, bliver de med det samme mål for det russiske militær, og så risikerer vi en krig med uoverskuelige menneskelige konsekvenser. Derfor tror vi helt grundlæggende ikke på, at oprustning er en gangbar løsning.
Sikandar Siddique mener, at der findes andre måder at vise handling på:
– Vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at hjælpe den ukrainske civilbefolkning lige nu. I stedet for at sende våben, der får befolkningen i frontlinjen, skal vi sørge for at skabe sikre korridorer, så vi kan få nødhjælp ind i landet og flygtninge ud. Det er dér, vi kan hjælpe ukrainerne bedst, og det bliver nødt til at være vores fokus. Ukraine kommer ikke til at vinde en krig mod Rusland, så den eneste reelle mulighed er at gøre alt i vores magt for at presse Putin til en diplomatisk løsning. Vi skal fortsætte de hårde sanktioner og isolere Rusland internationalt, så Putin tvinges til forhandlingsbordet. Alternativet til en diplomatisk løsning er slet ikke til at bære at tænke på, siger Sikandar Siddique.
I søndags fik regeringen opbakning i Udenrigspolitisk Nævn til at sende2700 skulderbårne panserværnsraketter til Ukraine. Det er våben, der kan bruges på kortere afstande mod blandt andet pansrede køretøjer.
Herudover vil regeringen sende dele fra 300 Stinger-missiler, der skulle være skrottet. Men nu skal USA gøre de danske Stinger-missiler operative igen. Stinger-missiler er håndbårne jord til luft missiler.
Den vidtgående beslutning har ikke været debatteret i folketingssalen. Den har kun været debatteret bag lukkede døre i Udenrigspolitisk Nævn. Kun de syv største partier i Folketinget har plads i Udenrigspolitisk Nævn.
Enhedslisten: “ikke en let beslutning”
Arbejderen har forsøgt at ringe, sende mails og sms’er til Enhedslistens forsvars- og udenrigsordfører Eva Flyvholm for et få et interview om, hvorfor Enhedslisten har valgt at bakke op om at sende våben til Ukraine. Eva Flyvholm er ikke vendt tilbage på Arbejderens henvendelser.
På Facebook skriver Eva Flyvholm i et opslag på hendes profil:
Det handler om at hjælpe Ukraine og ukrainerne mod et urimeligt og uacceptabelt overfald.
Eva Flyvholm, Enhedslisten
“Den ukrainske befolkning har akut brug for hjælp til at stå imod Putins brutale invasion. Derfor støtter Enhedslisten at sende våben til Ukraines forsvar. Det er ikke en beslutning, jeg tager let på, men det er en ekstraordinært alvorlig situation, hvor vi må hjælpe. Det handler om at hjælpe Ukraine og ukrainerne mod et urimeligt og uacceptabelt overfald. Vores beslutning handler ikke om at bidrage til NATO-oprustning, men om konkret assistance til et folk, som er under angreb.”
Intern uenighed i Enhedslisten
Et lille flertal i Enhedslistens hovedbestyrelse stemte søndag ja til at sende våben til Ukraine.
Med stemmerne 12 for og ni imod besluttede Enhedslistens hovedbestyrelse dermed at give partiets folketingsgruppe mandat til at stemme for at sende våben til Ukraine.
Pelle Dragsted var blandt de medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse, der stemte for våben til Ukraine. På Facebook skriver han blandt andet:
“… nogle gange bliver man påtvunget en krig. Det er den ukrainske befolkning blevet. De er blevet angrebet af en imperialistisk stormagt, som invaderer deres land for at afsætte deres legitimt valgte regering og gøre en ende på dem som selvstændigt land. Og i sådan en situation er modstandskamp legitim. Uanset om det er USA, der invaderer et land i Latinamerika, eller Rusland, der invaderer Ukraine”.
Pelle Dragsted fortsætter:
“Derfor støttede jeg sammen med et flertal i hovedbestyrelsen folketingsgruppens indstilling om at give opbakning til at sende våben til Ukraines modstandskamp. Samtidig med at vi støtter Ukraines modstand mod besættelsesmagten, skal vi gøre alt, hvad vi kan for at presse Putin til at stoppe angrebet og sætte sig til forhandlingsbordet for at finde en politisk løsning. Men hvis Ukraine ikke kan forsvare sig, så bliver der ingen forhandling. For så bliver der intet Ukraine”.
Medlem af hovedbestyrelsen, Jonathan Simmel, stemte imod at Enhedslisten skal lægge stemmer til at sende våben til Ukraine.
Det løser ikke konflikten at sende flere våben til Ukraine. I stedet skal vi styrke oppositionen i Rusland.
Jonathan Simmel, Enhedslisten
– Det løser ikke konflikten at sende flere våben til Ukraine. I stedet skal vi styrke oppositionen i Rusland. Tusindvis af russere har allerede deltaget i fredsdemonstrationer i Rusland, og tre parlamentsmedlemmer fra kommunistpartiet har offentligt talt imod krigen. Det kan være med til at presse på for at få stoppet kamphandlingerne og få lederne tilbage til forhandlingsbordet, siger Jonathan Simmel til Arbejderen.
Han fortsætter:
– Selv hvis man ville, kunne man ikke pumpe våben nok ind i Ukraine til at de bliver i stand til at slå den russiske hær. Der findes ingen militære løsninger på den her konflikt. Løsningen er politisk. Derfor er der brug for diplomati, ikke våben.
Han frygter, at det kan optrappe konflikten, hvis Danmark og andre lande begynder at sende våben til Ukraine.
– Hvis man begynder at sende endnu flere våben til Ukraine og skabe forsyningsveje ind i Ukraine, så giver man bare Putin en undskyldning for at angribe flere steder for at stoppe våbenleverancerne.
Han frygter også, at de danske våben risikerer at ende i hænderne på højreekstreme.
– Jeg har intet problem med at sende våben til befrielseskampe i lande, hvor vi politisk kan stå inde for dem, der modtager våbnene. Der er ingen af de kammerater, som jeg har kontakt til i Ukraine, der har efterspurgt våben. Jeg er utryg ved at bevæbne den ukrainske hær. Der er stor sandsynlighed for, at våbnene ender hos den ekstreme ukrainske højrefløj. Det er velkendt, at den ukrainsk ekstreme højrefløj udgør en integreret del af ukrainsk militær. Hvis vi bevæbner dem, er der risiko for, at de også vil skyde på vores kammerater i Ukraine, siger Jonathan Simmel.
Andre lande sender også våben
Den svenske regering besluttede i sidste uge at sende 5000 panserværnsvåben til Ukraines militær. Beslutningen er et opgør med Sveriges hidtidige linje, hvor man konsekvent har afvist at levere våben til lande i konflikter eller krig.
Det er første gang siden krigen mellem Rusland og Finland i 1939, at Sverige sender våben til et land i krig.
Tyskland vil sende 500 Stinger-missiler og 1000 panserværnsvåben fra de tyske våbenlagre til Ukraine.
Herudover har EU for første gang aktiveret sin såkaldte Freds- og Stabilitetspagt til at finansiere og sende våben til Ukraine, bebuder EU’s præsident Ursula von der Leyen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.