Ikke med i FN-forbud
Livsartisterne er små fortættede noveller, der udkom i efteråret 2021. De er alle 13, på nær én, der præsenteres som et eventyr, portrætter af mænd og drenge, der på den ene eller anden led knægtes, bøjes og presses, og som en træstamme knækker de i sidste ende allesammen – på den ene eller anden måde – endeligt eller blot mere eller mindre.
Det kan være interessant, når en psykolog med en iboende lyrisk åre lukker lidt op for sluserne og deler ud til os andre fra egen indre ordakrobat. Det er tilfældet i denne novellesamling, som er John Ibs skønlitterære debut.
Udover et langt arbejdsliv som psykolog er forfatteren også uddannet skuespiller. Sidstnævnte profession lader sig da heller ikke fornægte i hans fortællinger.
I de seneste år er der på bogmarkedet herhjemme opstået en række lignende røster fra socialklasse fem. Herboende mænd, der tager deres fædrene ophav ved hornene. Yahya Hassan skreg os op, før psykofarmaka slog ham ihjel. Sidste år fik vi Farskibet af Glenn Bech.
John Ib er ikke en del af sidstnævntes slipstrøm, selv om både Farskibet og Livsartiserne udkom i 2021 – Glenn Bech i foråret og John Ib i efteråret. Så John Ib er ikke inspireret af Glenn Bechs debut, men snarere synkron med forfatter og psykologkollegaen.
Her ser vi altså to eksempler på psykologer, der litterært og solidarisk med deres egen klasse sparker opad i hver sin stilart. Lur mig om der ikke kommer flere efter dem, der også vil være med i disse skriverkarles fede kølvand.
Klaret hårde sejladser
Ved siden af Farskibet, der virker som en tungt lastet skude, er Livsartisterne nok snarere at betragte som en meget fin og slidstærk parallelt sejlende jolle. Begge har de klaret hårde sejladser, overlevet livet på underste dæk i dagens Danmark. Solidarisk er de forblevet med os andre fra samme lag, og de er ikke endt lige så totalt forrådt og arrogante som de herskende klassers medlemmer, der hver dag administrerer vores allesammens liv, efter at de først rigeligt har forsynet sig selv.
Den erfarne psykologs menneskekundskab skinner igennem, når John Ib i sine 13 noveller portrætterer det ofte tragikomiske. Jeg er fan af den her bløde blide, fine, kloge mand. Og jeg forventer mig endnu flere mere hudløse fortællinger fra hovedstolen, som vi kun lige har set en flig af i hans novelledebut.
John Ibs noveller er, i modsætning til hans mandlige samtids rovfugle, som en sart sommerfugl, der i sine fine små fortællinger blidt berører, hvad der er på spil iblandt os. Han gør det helt uden at være prætentiøs, så man efter endt læsning nok snare har en oplevelse af at have været vidne til en række hverdags artister.
Sproget er lige på og velsignet enkelt. Men der skal også nåes meget i hver en skildring af dagligdagens livsartist.
På trods af den forbigået poesi, eller måske lige i dette tilfælde, netop derfor. Hvor den må siges at blomstre i sit fravær, så svæver lyrikken alligevel ubemærket i mellemrummet, mellem læseren og novellen. Det kan gøre ondt at tænke. Særligt når man skal udfylde hulrummet/mellemrummet selv, med egen indre ensomme politiske poesi og strategi.
Her begåes ingen mentale ordovergreb på læseren. Sproget er lige på og velsignet enkelt. Men der skal også nåes meget i hver en skildring af dagligdagens livsartist, med dertil varierende publikum på.
Som et kameraøje
I novellen Radisekrigere møder man manden, der skrækslagen lige er kommet alene hjem fra hospitalet og nu sidder i sin tomme lejlighed på Nørrebro efter at have fået beskeden om, at han har hudkræft og han resignerer. “Hudlægen havde sagt, at kræften på næsen helt klart var en solskade. Så er jeg jo en slags klimaoffer, tænkte Kurt.”
Hos Livsartisterne er du i provins fattigkvarterne. Du er på altanerne, imens de af ælde og misligeholdelse falder ned, alt imens det unge par ligger ude på dem og knalder. Du er med inde i boligerne, hvor kvinderne “frivilligt” om eftermiddagen stikker hovedet ind i gasovnen, der i sin tid var monteret i hver og én lejlighed i datidens boligkarreer.
Du får det omrejsende tivoli, med sukkeræbler, skydeteltet og de to daglige cirkus numre, med et 32 meters højdespring, I novellen Tårnspringeren, som efter min smag er en af novellesamlingens højdespringere.
Men det må blive op til læseren, selv at bedømme udvælge og vurdere, hvilken én der er den bedste, hvis det er nødvendigt.
Som et kameraøje skriver John Ib dig med ud på Vejle broen, i bilen, i morgentågen, hvorfra en mand springer ud. Og det er op til læseren efterfølgende selv at mærke, om man er som blafferen eller som chaufføren, der reagerer meget forskelligt på det forbipasserende syn. Ja måske er du ligefrem begge dele – hvem ved?
13 røde nelliker er skudt. Er landet iblandt os. Bravo herfra! Læs!
Efterlysning: Vi behøver fine yndefulde mænd med gode hoveder og rene røde hjerter i ny dansk litteratur. John Ibs pen er et rigtigt godt bud.
John Ib: Livsartisterne. Illustreret af Johanne Ib. 128 sider. 160,00 kr (vejl.). Forfatterforlaget Attika. Udgivet 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
