Læserbrev
Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Vesterlændingenes forståelse af deres efterkrigshistorie er, at Vesten har været frontkæmper for demokratiet i hele verden. Det er Vesten, der har forsvaret de stakkels sovjetiske borgeres ytringsfrihed, og det er Vesten, der forsvarer de kinesiske muslimers borgerrettigheder.
Denne indoktrinering er internaliseret så stærkt hos befolkningerne i Vesten, at regeringerne finder det nemt at forsvare militærangreb og besættelse i kamp for demokratiet, endda tusindvis af kilometer fra vores egne grænser.
I dette indbildske og selvforherligende billede af vesten giver man Tyskland en førende rolle i kampen for demokratiet. Det er de færreste, der ved, at demokratiet havde trange kår i Vesttyskland, og almindelige menneskers borgerrettigheder og ytringsfrihed blev krænket på det groveste i demokratiets navn.
I dagens anledning dokumenterer min yngre bror Rutger Booß, hvordan vesttyske myndigheder og domstole har givet ham “berufsverbot” som gymnasielærer i tysk og historie.
For 50 år siden opfandt den vesttyske bundeskanzler (regeringschefen Willy Brandt, SPD) og Ministerpræsidenterne (regeringscheferne) for delstaterne et “Radikalenerlass” (radikaleforordningen eller ekstremistforordningen, egentlig “Grundsätze zur Frage der verfassungsfeindlichen Kräfte im öffentlichen Dienst”) ved et fællesmøde den 28. januar 1972.
Forordningen blev foreslået af indenrigsministerkonferencen (delstaternes indenrigsministre) under forsæde af Bundesinnenminister (Forbunds indenrigsminister Hans-Dietrich Genscher, FDP).
I 1975 vedtog forbundsdagen en lov med samme indhold, der blev godkendt af forfatningsdomstolen samme år. Loven indførtes under indtryk af ungdomsoprøret og marxismens fremgang på skoler, universiteter og andre offentlige institutioner.
Den ramte især medlemmer af kommunistiske partier samt autonome, men i et vist omfang også pacifister. Loven mødte hård kritik både i Tyskland og i udlandet. I 1980’erne ophævede eller indskrænkede flere tyske delstater ansættelsesforbuddet. Se også her.
I dagens anledning dokumenterer min yngre bror Rutger Booß, hvordan vesttyske myndigheder og domstole har givet ham “berufsverbot” som gymnasielærer i tysk og historie. Det skete ikke hemmeligt, men for åbent tæppe – til afskrækkelse for andre. Indtil nu er han ikke blevet rehabiliteret. Indtil nu har han ikke modtaget en undskyldning.
Rutgers dokumentation
Her følger Rutgers dokumentation, oversat til dansk af mig:
28. januar 1972. En sort dag for borgerrettigheder og for mig personligt og tusindvis af andre venstreorienterede.
På dagen for “radikaleforordningen” modtog jeg besked fra min arbejdsgiver om, at jeg på grund af mit medlemskab af det tyske kommunistparti ikke kunne udnævnes til tjenestemand i gymnasiet og heller ikke blive overenskomstansat efter at have afsluttet mit referendariat (pædagogisk embedsmandskab på prøve) og 2. statseksamen. Jeg måtte trække mig fra undervisningen og blev arbejdsløs, samtidig med at der herskede lærermangel.
Afvisningsmeddelelsen fra myndighederne
Først elleve måneder senere, den 14. december 1972 – kort før jul – modtog jeg den detaljerede skriftlige afvisningsmeddelelse fra myndighederne, hvori de opmærksomme sikkerhedsorganer i delstaten Nordrhein-Westfalen gav udtryk for følgende:
“I 1970/71 tilhørte De studenterparlamentet ved universitetet i Bonn for den marxistiske studenterforening Spartakus (MSB); i valgavisen til valget til dette organ blev Deres medlemskab i DKP nævnt ud over Deres medlemskab i Spartakus. Tidligere, i 1968, havde De deltaget i en demonstration i Bonn, hvor valget af dekanen for det filosofiske fakultet var blevet forstyrret; i denne sammenhæng verserede en straffesag mod Dem under sagsnummer 8 Js 284/68 ved den offentlige anklagemyndighed i Bonn, hvilken dog senere blev frafaldet på grund af straffrihedsloven af 20. maj 1970.
Den 6. november 1971 gennemførte Bonn-afdelingen af DKP en bilparade, som De havde anmeldt; på plakater blev der gjort reklame for DKP’s mål.
På vegne af DKP’s bestyrelse i Bonn underskrev De et indbydelsesbrev af 6. juli 1972 til den årlige generalforsamling i DKP-lokalgruppen i Bonn.
Den 16. marts 1972 talte De ved et DKP-arrangement i Rhein-Wupper-kredsen i Leichlingen om emnet ‘Hvor venstreorienterede må lærere være’; blandt andet opfordrede De deltagerne til at styrke DKP sådan, at endnu flere kommunistiske og progressive lærere kunne gøre sig gældende.
Den 11. oktober 1972 anmeldte De for Bonn-distriktsgruppen i DKP en demonstration den 16. oktober 1972 gennem Bonns centrum til Bonn-distriktets politimyndighed. Denne demonstration tjente til at protestere mod de seneste prisstigninger hos Bonns offentlige transportselskab.
Slutteligt stillede De op til DKP ved det forudgående forbundsvalg.
Ud fra hele denne adfærd kan det konkluderes, at De ikke garanterer, at De til enhver tid vil stå op for den frie demokratiske grundorden.”
Fra nu af var berufsverbot mod venstreorienterede en del af den aktuelle politik, ikke kun i CDU-styrede delstater, men også i Nordrhein-Westfalen.
Øjensynligt misbilligede den “rød”-gule delstatsregering i Nordrhein-Westfalen under premierminister Kühn (SPD) og indenrigsminister Willi Weyer (FDP, at også venstreorienterede gjorde brug af deres demokratiske rettigheder og engagerede sig i lovlige institutioner. Det var grund nok til at indføre “berufsverbot”.
Da 33 SPD-deputerede protesterede imod den besked, jeg havde fået, og Nordrhein-Westfalen-regeringen måske fremover kunne afvige fra sin strenge anti-venstre-kurs, lykkedes det indenrigsminister Willi Weyer (medlem af NSDAP fra 1937 – 1945, medlemsnummer 4971711, efter krigens afslutning skiftet til FDP) at sætte sig igennem over for den tidligere emigrant Kühn.
Fra nu af var berufsverbot mod venstreorienterede en del af den aktuelle politik, ikke kun i CDU-styrede delstater, men også i Nordrhein-Westfalen. Det var dengang, kansler Brandt talte om at “vove mere demokrati”.
I øvrigt blev Willi Weyer i 1973 tildelt Forbundsrepublikken Tysklands store fortjenstkors med stjerne og skærf for sin politik. (Noget tilsvarende overgik andre gamle nazister – se bogen af Bernt Engelmann: “Großes Bundesverdienstkreuz”).
I årene efter viste “Radikalenerlass” sig at være et glimrende instrument til at få folk til at dukke hovederne og hindre politisk engagement.
Anlagde sag mod mit berufsverbot
Med støtte fra fagforeningen GEW for uddannelse og videnskab (jeg var dengang næstformand for GEW i Bonn), var jeg i stand til at anlægge sag mod mit berufsverbot i to instanser.
I deres domme fulgte forvaltningsdomstolene i Köln og Münster myndighedernes argumenter næsten ordret, i god, gammel preussisk skik. “Klagerens kandidatur til valget til den tyske forbundsdag i 1972 er af særlig betydning”, hedder det ordret i dommen fra Oberverwaltungsgericht Münster af 3. marts 1977.
Opstillingen til valg til forbundsdagen er naturligvis en særlig forkastelig gerning efter Münsters opfattelse. I øvrigt har regeringer i Hviderusland og andre autokratisk styrede lande indtaget en lignende holdning i de seneste årtier for at blokere for oppositionskandidater.
Det var afslutningen på den juridiske proces for mig. Fra da af arbejdede jeg på forskellige forlag, inden jeg blev selvstændig i 1989 og grundlagde Grafit-Verlag, der blandt andet udgav Eifel-krimierne af Jacques Berndorf, Wilsberg-krimierne af Jürgen Kehrer og Grappa-krimierne af Gabriella Wollenhaupt.
Overvældet af vrede
Når jeg her halvtreds år efter denne politiske skændsel med berufsverbot under socialliberal ledelse igen ser på sagsakterne, bliver jeg overvældet af vrede. Lidt trøst er der dog at finde i bedømmelsen fra min underviser på distriktsseminaret i Aachen under mit praktikophold i 1970/72:
“Med denne fine ironi, som mangler de aggressive spidser, formåede hr. Booß at holde opmærksomheden og samarbejdet med ellers uinteresserede elever i gang. Generelt trækker undervisningen på hans gave til at se virkeligheden og dens spændinger i humorens tilgivende lys.”
Weyer og kompagnis ligesindede ville ødelægge vores liv som engagerede venstreorienterede, men alt i alt lykkedes det ikke.
Historiens ironi: Efter at jeg fik forbud mod at arbejde, var min kone nødt til at blive gymnasielærer for at forsørge familien. Egentligt var hun interesseret i computerlingvistik og ikke i pubertetsunges uddannelse.
Min svigerinde, matematiklærer i Bielefeld, fik også forbud mod at arbejde i Nordrhein-Westfalen på grund af sit DKP-medlemskab. For at kunne udøve sit erhverv skiftede hun til en privatskole i det CDU-styrede Niedersachsen.
Min bror, også matematiker og medlem af DKP, måtte opgive sit job på Bielefeld Universitet. Han emigrerede til det liberale Danmark og blev lektor ved det ansete Roskilde Universitet.
Weyer og kompagnis ligesindede ville ødelægge vores liv som engagerede venstreorienterede, men alt i alt lykkedes det ikke.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
