Verden rundt
10-årsplan for psykiatrien skal nytænke hele systemet
Den nye psykiatriplan skal sikre vores menneskelighed, for som det ser ud nu, så stiger antallet af mennesker med psykisk sygdom, og menneskelighedens mentale sundhed er i stor fare.
|
Det faglige oplæg for 10-årsplanen for psykiatrien har været længe undervejs, og der er blevet lavet sjov med, om det skulle tage 10 år at få udarbejdet.
Nu er det så endeligt blevet offentliggjort, og Sundhedsstyrelsen meddelte følgende i deres presseomtale: “Psykiske lidelser er meget almindelige, og mange af os vil opleve at blive syge gennem et livsforløb. Men den indsats, der møder os, er slet, slet ikke på niveau med den indsats, vi tilbyder til mennesker med fysiske sygdomme.”
Deres udtalelse passer præcis til det billede, som jeg oplever i min hverdag. Det samme gør sig gældende for mine oplevelser som formand for SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed.
Vi vedtog en politisk udtalelse til vores landsmøde, her skriver vi blandt andet: “Der er behov for en ambitiøs plan, der breder psykiatribegrebet ud og ikke kun omhandler psykiatri i snæver forstand. Der er behov for en plan, som har udgangspunktet i og fokus på menneskelighed, meningsfulde aktiviteter og de pårørende.”
Lige så vigtig som klimaplanen
For mig personligt er 10-årsplanen for psykiatrien præcis lige så vigtig som klimaplanen. Min oplevelse er, at planen skal sikre vores menneskelighed, for som det ser ud nu, så stiger antallet af mennesker med psykisk sygdom, og menneskelighedens mentale sundhed er i stor fare.
Rapporten indeholder nogle gode mål, og der er mange anbefalinger. Derfor er det så vigtigt, at vi får sikret, at det ikke ender med, at vi bare skruer på nogle knapper i systemet for systemet skyld.
Helt personligt har jeg virkelig ambivalente følelser i forhold til, om dette faglige oplæg vil blive til en 10-årsplan med konkrete tiltag, som ændrer på indsatsen i virkeligheden.
Måske tør vi være så modige, at vi nulstiller det, der er nu, og tænker forfra med udgangspunkt i menneskeligheden.
Øvelsen med et faglig oplæg er blevet gjort en del gange før, uden at det har ført til noget, der har ændret markant ved oplevelsen af, om niveauet er blevet højnet. Jeg er både bange og håbefuld, og mit indre alarmsystem er på vagt.
Jeg er håbefuld, fordi jeg oplever, at alle er enige om forandring, og der er en stor overordnet velvilje om forandring. Men jeg er bange, fordi jeg i mit daglige arbejde ser, at på trods af denne velvilje og enighed så bliver personer stadig mødt med mistænkeliggørelse, mistro og et pres, hvor andre definerer, hvad der er bedst for dem, og hvor meget de kan klare.
Jeg er bekymret, og mine oplevelser sætter mit alarmsystem i gang. For hvordan får vi ændret på det system, som jeg oplever, er indrettet på sådan en måde, at det forhindrer os, der skal hjælpe, i at tage udgangspunkt i den enkelte person.
Lad os bruge ventetiden
Jeg finder også mig selv stå på sidelinjen indimellem og selv blive fanget i systemet i mit arbejde som mentor eller som støttekontaktperson.
Jeg har før skrevet og sagt, at jeg synes, vi skal bruge ventetiden på at begynde at gøre noget andet og sætte fokus på, at det ikke bare handler om flere senge eller flere penge i psykiatrien, at det handler om så meget mere.
Hvis vi bruger ventetiden på at give plads til, at enhver person er unik, og tænke, at det kræver mod for mennesker at spørge om hjælp. Lad os skabe rum, hvor der er fokus på håb, muligheder, recovery, og hvor mennesker kan mærke en ægte følelse af, at de ikke står alene.
Imens vi venter, vil jeg trække vejret dybt og få ro i mit alarmsystem. Jeg vil være forsigtig optimist, for denne gang skal det lykkes. Og måske tør vi være så modige, at vi nulstiller det, der er nu, og tænker forfra med udgangspunkt i menneskeligheden.
Læs også
27. januar 2022 | 09:40
