Udtalelse
I november 2020 sendte Marokkos regering sit militær Guerguerat området, en bufferzone, som det marokkanske kongedømme og Den Demokratiske Republik Vestsahara gør krav på.
Guerguerat-grænseposten ligger helt i den sydlige udkant af Vestsahara langs vejen, der går til Mauretanien. Tilstedeværelsen af marokkanske tropper “i bufferzonen i Guerguerat-området” overtrådte våbenhvilen fra 1991, som det marokkanske kongedømme og saharawiernes befrielsesbevægelse Polisario havde aftalt.
Denne våbenhvileaftale blev udformet med den antagelse, at FN ville afholde en folkeafstemning i Vestsahara for at afgøre dets skæbne; en sådan folkeafstemning har ikke været afholdt, og regionen har været stridspunkt tre årtier nu.
Ved udgangen af november 2021 meddelte Marokkos regering, at den havde tjent 6,45 milliarder dollars på eksport af fosfat fra kongeriget og fra det besatte område i Vestsahara.
Midt i januar 2022 sendte FN sin personlige udsending for Vestsahara, Staffan de Mistura, til Marokko, Algeriet og Nauritabieb for at indlede en ny dialog “med henblik på konstruktivt at genoptage den politiske proces om Vestsahara”.
De Mistura var tidligere udnævnt til at løse kriserne grundet USA’s krige i Afghanistan, Irak og Syrien; ingen af hans missioner er endt godt og har for det meste været tabersager.
FN har indtil videre udpeget fem personlige udsendinge for Vestsahara – inklusive Mistura – begyndende med den tidligere amerikanske udenrigsminister James Baker III, der tjente fra 1997 til 2004.
De Mistura efterfulgte i mellemtiden den tidligere tyske præsident Horst Köhler, som trådte tilbage i 2019. Köhlers vigtigste præstation var at bringe de fire hovedparter – Marokko, Polisario-fronten, Algeriet og Mauretanien – til en første rundbordsdiskussion i Genève i december 2018: Denne proces af rundbordssamtaler resulterede i nogle få gevinster, hvor alle deltagere var enige om “samarbejde” og regional integration”, men der ser ikke ud til at være gjort yderligere fremskridt for at løse problemerne i regionen siden da.
- Vestsahara er Afrikas sidste koloni.
- I 1963 kom den daværende spanske koloni Vestsahara på FN’s liste over lande, der skulle afkoloniseres.
- I 1975 invaderede nabolandene Marokko og Mauretanien Vestsahara.
- Mauretanien trak sig ud i 1979, men Marokko fastholdt besættelsen.
- Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario indgik våbenhvile i 1991.
- I 46 år har Vestsaharas folk ventet på deres ret til selvbestemmelse.
- Halvdelen af Vestsaharas befolkning lever i flygtningelejre i Algeriets ørken.
Da FN oprindeligt fremlagde De Misturas nominering til denne post, havde Marokko i første omgang modsat sig hans udnævnelse, men under pres fra Vesten accepterede Marokko endelig hans udnævnelse i oktober 2021, hvor den marokkanske udenrigsminister Nasser Bourita bød ham velkommen til Rabat den 14. januar.
De Mistura mødte også Polisarios FN-repræsentant i New York den 6. november 2021, før han mødte andre repræsentanter i Tindouf, Algeriet, i saharawiske flygtningelejre i januar. Der er meget lidt forventning om, at disse møder vil resultere i nogen produktiv løsning i regionen.
Abraham-aftalerne
I august 2020 lavede USA’s regering en stor diplomatisk bedrift kaldet Abraham-aftalerne. USA sikrede sig en aftale med Marokko og Forenede Arabiske Emirater om at acceptere en tilnærmelse til Israel til gengæld for, at USA foretog våbensalg til disse lande, samt at USA legitimerede Marokkos annektering af Vestsahara.
Våbenaftalerne var af betydelige størrelse – våben til en værdi af 23 milliarder dollars til UAE og droner og ammunition til Marokko for én milliard dollars. For Marokkos vedkommende var hovedprisen, at USA – der bryder årtiers præcedens – besluttede at støtte dets krav på det enorme territorium i Vestsahara. USA er nu det eneste vestlige land, der anerkender Marokkos krav på suverænitet over Vestsahara.
Da præsident Joe Biden tiltrådte i januar 2021, var det forventet, at han måske ville revidere dele af Abraham-aftalerne. USA’s udenrigsminister Antony Blinken gjorde det dog klart under sit møde med Bourita (Marokkos udenrigsminister, red.) i november 2021, at den amerikanske regering fortsat vil fastholde den holdning, som den tidligere Trump-administration indtog, at Marokko har suverænitet over Vestsahara. USA har i mellemtiden fortsat sit våbensalg til Marokko, men har suspenderet våbensalget til Forenede Arabiske Emirater.
Fosfater
Ved udgangen af november 2021 meddelte Marokkos regering, at den havde tjent 6,45 milliarder dollars på eksport af fosfat fra kongeriget og fra det besatte område i Vestsahara.
Hvis man lægger fosfatreserverne sammen i hele denne region, udgør det 72 procent af verdens reserver af fosfat (den næsthøjeste procentdel af disse reserver er i Kina, som har omkring seks procent).
- Er en indisk historiker, redaktør og journalist.
- Er skribent og chefkorrespondent hos Globetrotter og direktør for Tricontinental: Institut for Socialforskning.
- Er ikke-hjemmehørende gæsteprofessor ved Chongyang Institute for Financial Studies, Renmin University i Kina.
- Har skrevet flere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bog er Washington Bullets, med en introduktion af Evo Morales Ayma.
Fosfat gør sammen med nitrogen syntetisk gødning til et nøgleelement i moderne fødevareproduktion. Mens nitrogen kan genvindes fra luften, er fosfater, der findes i jorden, en begrænset reserve. Dette giver Marokko et fast greb om verdens fødevareproduktion. Der er ingen tvivl om, at besættelsen af Vestsahara ikke kun handler om national stolthed, men det handler i høj grad om tilstedeværelsen af et stort antal ressourcer – især fosfater – der kan findes i området.
I 1975 bemærkede en FN-delegation, der besøgte Vestsahara, at “med tiden vil territoriet være blandt de største eksportører af fosfat i verden.” Mens Vestsaharas fosfatreserver er mindre end Marokkos, har det marokkanske statsejede firma OCP SA udvundet fosfat i Vestsahara og fremstillet fosfatgødning med stor fortjeneste.
Den mest spektakulære mine i Vestsahara er i Bou Craa, hvorfra 10 procent af OCP SA’s overskud kommer; Bou Craa, der er kendt som “verdens længste transportbåndssystem”, fører fosfatstenen mere end 60 miles (cirka 96 kilometer) til havnen ved El Aaiún.
I 2002 bemærkede FN’s daværende vicegeneralsekretær for juridiske anliggender, Hans Corell, i et brev til præsidenten for FN’s Sikkerhedsråd, at “hvis yderligere efterforsknings- og udnyttelsesaktiviteter skulle fortsætte under tilsidesættelse af interesser og ønsker fra befolkningen i Vestsahara, ville de være i strid med principperne i international lov, der gælder for mineralressourceaktiviteter i ikke-selvstyrende territorier.”
En international kampagne for at forhindre udvinding af “konfliktfosfat” fra Vestsahara af Marokko har fået mange firmaer rundt om i verden til at stoppe med at købe fosfat fra OCP SA. Nutrien, den største gødningsproducent i USA, der brugte marokkanske fosfater, besluttede at stoppe importen fra Marokko i 2018. Samme år anfægtede den sydafrikanske domstol skibe, der transporterer fosfat fra regionen, ret til at lægge til i deres havne, og fastslog, at “De marokkanske afsendere af produktet havde ingen juridisk ret til det.”
Kun tre kendte virksomheder køber fortsat konfliktfosfat udvundet i Vestsahara: To fra New Zealand (Ballance Agri-Nutrients Limited og Ravensdown) og én fra Indien (Paradeep Phosphates Limited).
Menneskerettigheder
Efter våbenhvilen i 1991 oprettede FN en mission for folkeafstemningen i Vestsahara (MINURSO). Dette er den eneste fredsbevarende FN-styrke, der ikke har mandat til at rapportere om menneskerettigheder. FN gav denne indrømmelse for at formilde Kongeriget Marokko. Den marokkanske regering har flere gange forsøgt at gribe ind, da FN-holdet i Vestsahara forsøgte at lave den mindste larm om menneskerettighedskrænkelserne i regionen. I marts 2016 udviste kongeriget MINURSO-ansatte, fordi den daværende FN-generalsekretær Ban Ki-moon omtalte den marokkanske tilstedeværelse i Vestsahara som en “besættelse”.
Pres fra USA vil sikre, at det eneste realistiske resultat af forhandlinger er fortsat marokkansk kontrol over Vestsahara. Alle parter involveret i konflikten er klar til kamp. Abraham-aftalerne vil fremskynde en tilbagevenden til krig i denne del af Afrika – absolut ikke til fred.
Artiklen er produceret for Globetrotter
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
