Regering kollapset
Internationalisering af den yderste højrefløj
I september 2021 præsenterede den spanske leder af Vox, Santiago Abascal, det iberiske initiativ ”Madrid Forum” i det mexicanske senat, med principperne reflekteret i ”The Madrid Charter: In Defense of Freedom and Democracy in the Iberosphere”. Grundlaget for denne transnationale platform er, at den skal underminere venstrefløjsregeringerne.
|
I Chile gik 2021 på hæld med en vigtig sejr fra venstrefløjens kandidat til præsidentposten, Gabriel Boric, som symbolsk også indebar enden på nyliberalisme i et land, hvor den allerede blev implementeret under Pinochets diktatur.
Imidlertid er det på trods af den store forskel i stemmetal ikke til at overse, at José Antonio Kast blev den kandidat, der fik næstflest stemmer. Selv om han moderede sine forslag til anden runde af præsidentvalgkampen, er Kasts politik kendetegnet ved mål om at mindske statens økonomiske rolle, skattereform, kamp mod irregulære indvandrere, reaktion mod feminisme og en ambivalent stilling i forhold til miljøspørgsmålet.
Internationaliseringen af den yderste højrefløj, som virker som en ny form for kolonialisme, er en reel risiko i forhold til at etablere en alliance imod demokrati og mere konkret imod ethvert progressivt projekt.
Kast er desuden en af de politikere, som har styrket båndene til det spanske radikale højrefløjsparti Vox i deres forsøg på at skabe en international alliance mod “kommunismen”.
Madrid-platformen
I september 2021 præsenterede den spanske leder af Vox, Santiago Abascal, det iberiske initiativ “Madrid Forum” i det mexicanske senat med principperne reflekteret i “The Madrid Charter: In Defense of Freedom and Democracy in the Iberosphere”.
Paradoksalt nok fejrede Vox den spanske erobring af Mexico, før det fik støtte fra en række politikere fra det mexicanske parti PAN. Det er relevant, at det ikke blot er partier, som kan betragtes som den yderste højrefløj, men også partier fra den nyliberale højrefløj såsom PAN, der har underskrevet brevet, selv om det sker som individuelle politikere og ikke som parti.
Grundet til det er, at højrefløjen i Latinamerika kører en aggressiv strategi imod den nye venstrefløjsbølge i hele regionen. Konkret er den mexicanske præsident, Andrés Manuel López Obrador, blevet karakteriseret som en kommunist, der vil implementere et venezuelansk diktatur i Mexico.
“Madrid Forum” bygger ikke så meget på de konkrete principper, der forsvares (retsstat, magtens tredeling, ytringsfrihed og privat ejendomsret), og som den yderste højrefløj bruger som facade for at ligne et mere liberalt parti.
Grundlaget for denne transnationale platform er, at den skal underminere venstrefløjsregeringerne. Dette er tydeligt, når det hævdes, at regionen er kidnappet af totalitære regimer, inspirerede af kommunisme og støttet af narkotrafik og tredjelande. Derfor har politikere fra partier som PAN i Mexico sympatiseret med ideen, men det er primært den yderste højrefløj ved magten, som Guillermo Lassos regering i Ecuador, eller i opposition som i Chile, der bakker fuldstændig op om denne dagsorden.
Oprør mod en progressiv dagsorden
Efter progressive regeringer kom til magten i Latinamerika i 2000’erne, var højrefløjen ikke i stand til at skabe et alternativ, som kunne kombinere fri markedsøkonomi og liberale principper. Det tog ikke lang tid, før venstrefløjen kom stærkt tilbage i regionen med vigtige valgsejre som i Chile og i Honduras med Xiomara Castro.
Den manglende respons fra højrefløjen har muliggjort fremskridtet fra den yderste højrefløj, hvor Jair Bolsonaro er et klart eksempel. I den forbindelse vil både partier og ideologer fra den yderste højrefløj fremhæve polarisering og delegitimere venstrefløjen. De forklæder deres diskurs som demokratisk stillet op imod, hvad de betragter som kommunisme og populisme.
Polariseringen, indflydelsen fra trumpismen inden for mainstreamhøjrefløjspartier i Latinamerika og den fælles fjende (den populistiske/kommunistiske venstrefløj) kan gøre det svært at se en stor forskel på den moderate og den yderste højrefløj. Eller som det er sket i Chile, kan det vise sig, at den yderste højrefløj bliver opfattet som den bedste højrefløjsmulighed.
Internationaliseringen af den yderste højrefløj, som virker som en ny form for kolonialisme, er en reel risiko i forhold til at etablere en alliance imod demokrati og mere konkret imod ethvert progressivt projekt.
Den yderste højrefløj i Europa og Latinamerika er forskellige (i Europa fylder immigration meget, mens det i Latinamerika handler mere om den ideologiske kamp), men de har noget til fælles: De har brug for hinanden og kan udvikle en diskurs imod deres fælles fjende, nemlig venstrefløjsprojektet.
Deres korstog imod kommunisme er, når alt kommer til alt, et oprør mod en progressiv dagsorden baseret på principper som lighed, økonomisk omfordeling, anerkendelse af diversitet og ligestilling. Og en påmindelse om at antidemokratiske projekter traditionelt har været bekæmpet under internationaliseringsflag, som typisk har været en del af venstrefløjens DNA.
26. januar 2022 | 06:39
