LFS til repræsentantskabsmøde
Klimakampens taktik
Den globale fremvækst af stærke klimabevægelser er opmuntrende, og det bringer fokus på klimakampens taktik. I en ny bog gør forfatteren Andreas Malm sig nogle lærerige tanker om klimakampens taktik.
|
Noget af det mest opmuntrende, der er sket her i begyndelsen af klimakrisens århundrede, er den globale fremvækst af stærke klimabevægelser. Det bringer fokus på klimakampens taktik. Det er bemærkelsesværdigt, at der i bevægelserne er en udbredt konsensus om at anvende ikke-vold – uanset disse bevægelsers store antal og forskelligartethed.
Aktioner spænder fra klimamarcher gennem gaderne med bannere og skilte til civil ulydighed. Her blokeres trafikårer eller produktion af fossile brændstoffer med videre, og blokaden fastholdes uanset ordensmagtens påbud.
Magthaverne er mere tilbøjelige til at efterkomme fra fra de “moderate”, brede klimabevægelser, hvis alternativet bliver, at de ‘”hårde” grupper styrkes og udvider aktiviteten.
Således blokerede Extinction Rebellion fem broer over Themsen i London 2018, og den tyske miljøorganisation Ende Gelände brød et par år før ind og besatte et brunkulsfyret kraftværk i det østlige Tyskland. Det lykkedes her en kort tid at få lukket værket ned.
En af aktivisterne i denne aktion var Andreas Malm (AM), som foruden klimaaktivist også er filosof og marxist. (Læs interviewet med Andreas Malm i Magasinet Arbejderen nummer 5, december 2020). I hans nu på dansk foreliggende bog: “Sådan sprænger man en rørledning i luften”, (engelsk titel: “How to blow up a pipeline”) gør han sig nogle lærerige tanker om klimabevægelsens taktik.
Ikke-vold som kampmetode
Han gennemgår de mange indhøstede erfaringer med ikke-vold som kampmetode fra sufragetternes succesrige kamp for stemmeret i England til ANC’s ligeledes succesrige frihedskamp i Sydafrika. Kampmetoden er anvendt, når de, der kæmper for deres ret, står over for en modstander, hvis voldsapparat er klart overlegent.
AM’s fortjeneste er her at dykke dybere ned i sagen, for spørgsmålet om taktik er ikke løst med trylleordet “ikke-vold”. Taktikken rummer mange variationer og nuancer samt et vist gråt område over mod anvendelsen af eller trusler om vold. Man kan således sige, at Extinction Rebellions brug af civil ulydighed har bevæget sig lidt ind i det grå område.
Gråzoner for ikke-vold
I kampen mod anlæggelsen af oliepipelines på det amerikanske fastland har klimaaktivister anvendt en mere vidtgående, men stadig ikke-voldelig taktik, nemlig “vold” mod fysiske strukturer, ikke mennesker.
AM nævner i sin bog to amerikanske aktivister, som det gennem adskillige lynaktioner lykkedes at beskadige Dakota Acces oliepipeline i Iowa, USA, hvorved igangsættelsen af driften blev stærkt forsinket.
Klart at sådanne grupper må være små og hemmelige og kun under særlige omstændigheder kan blive massebevægelser. Som regel ender det med, at aktivisterne opspores og straffes af magthaverne. I sig selv er de almindeligvis ikke den store trussel. Der er imidlertid, som AM påpeger, et sammenspil med de etablerede bevægelser.
Magthaverne er mere tilbøjelige til at efterkomme krav fra de “moderate”, brede bevægelser, hvis alternativet bliver, at de “hårde” grupper styrkes og udvider aktiviteten. Han påpeger også, at der i mange ikke-voldskampe, som for eksempel ligeretskampen for de sorte i USA, rent faktisk var involveret bevæbnede deltagere med det formål at beskytte øvrige deltagere i demonstrationerne mod voldelige angreb.
Klimabomben tikker
AM stiller ikke op med nogen master-taktik til anvendelse i klimakampen. Han opfordrer til at gå fleksibelt til spørgsmålet, hvor succesen naturligvis afhænger af, at midlerne vælges på baggrund af indsigt i den konkrete situation.
Her giver hans bog mange lærerige eksempler. Vi står i en for menneskeheden ikke før set situation med en tikkende klimabombe. Som demonstreret ved klimatopmødet i Glasgow i november sidste år gør de, der har værktøjerne til at foretage afmonteringen af bomben, ikke seriøse anstalter for at få den afmonteret, men holder os hen med utallige løfter. Der er derfor ikke megen plads for klimabevægelserne til at begå fejl i taktiske spørgsmål.
At organisere en bredere bevægelse
Malm går ikke hele vejen rundt i sine overvejelser. Han behandler ikke spørgsmålene om organisering og om at smede de brede alliancer, der er pinligt nødvendige.
De mange klimabevægelser er gode til at arbejde sammen om at koordinere demonstrationer og marcher, men den klassemæssige bredde er ikke så stor. Her er arbejderklassens organisationer ikke til at komme udenom, selv om interessesammenfaldet er uomtvisteligt.
Vi har set et forbilledligt samarbejde nylig i Italien. Det er også værd at bide mærke i, at spørgsmålet om klima og kontakt til de klimaaktive for eksempel var på bordet ved HK’s sidste generalforsamling; men et stærkere samarbejde over hele linjen vil betyde et stort skub fremad.
Et endnu vigtigere spørgsmål, som AM nok har valgt ikke at gå nærmere ind på i denne bog, er at definere den overordnede strategi for kampen. Er det at nå i mål med at tvinge kapitalen og dens regeringer til at få udledningen af drivhusgasser i nul, eller er det at tilkæmpe sig en anden type samfund, hvor folket overtager styringen af økonomi og produktion?
“Sådan sprænger man en rørledning i luften” er en vigtig og nødvendig bog for klimabevægelserne. Disse løsrevne strejftog i hans bog påstår ikke at være en anmeldelse endsige at erstatte Malms bog. Læs den hellere selv!
Andreas Malm: “Sådan sprænger man en rørledning i luften”, 192 sider, Antipyrine 2021.
07. januar 2022 | 06:06
