Den 9. december vandt baristaer valget om at oprette Starbucks Workers United, der er USA’s første fagforening for Starbucks-ansatte.
Ved valget blandt de ansatte på Starbuckscaféen i byen Buffalos Elmwood-kvarter stemte 19 ja, mens otte stemte nej til oprettelse af fagforeningen.
“En sejr af denne størrelse bragte tårer frem i øjnene på fagforeningens organizere og tilhængere. Kampagnen sejrede mod firmaet, der i bund og grund førte en krig med trusler og udmattelse mod dets arbejdere”, skriver den amerikanske avis Workers World.
Efter sejren i Elmwood kæmper Starbucks-arbejdere andre steder i USA nu også for at organisere sig i fagforeninger. Alene i Buffalo har baristaer fra seks Starbuckscaféer ansøgt USA’s Nationale Arbejdsmarkedsråd om at afholde afstemninger.
En sejr over union busting
Ifølge det britiske dagblad The Guardian er kaffegiganten Starbucks kendt for union busting. Firmaet indkalder flittigt sine ansatte til møder for at tale dem fra at tilslutte sig en fagforening, sender kæde-sms’er rundt for at sprede rygter om fagforeninger, spionerer mod sine ansatte og har lukket butikker ned, fordi arbejdere planlagde at organisere sig.
Især i Buffalo, hvor fagforeningsbevægelsen breder sig blandt byens Starbuckscaféer, har firmaet slået hårdt ned på arbejdernes organisering.
Her har Starbucks forsøgt at stille sig i vejen ved at ansætte nye medarbejdere og isolere dem fra de kolleger, der kæmpede for fagforeninger, indkaldt ledere fra hele landet for at spionere på arbejdspladserne og uddannet lederne i at splitte fagforeningsaktiviteten, skriver Workers World.
Men på trods af Starbucks’ ihærdige forsøg på at bekæmpe oprettelsen af Starbucks Workers United, stod baristaerne fra Elmwood sammen og har nu vundet en sejr over verdens største kaffefirma.
Bevægelsen breder sig
Ifølge Workers World har den nye fagforening Starbucks Workers United desuden erklæret sejr i byen Cheektowaga, der er en forstad til Buffalo.
Ligesom i Elmwood har baristaerne her gennemført en demokratisk afstemning om at tilslutte sig fagforeningen, men sejren er endnu ikke formelt erklæret af USA’s Nationale Arbejdsmarkedsråd.
- Starbucks er et kaffefirma med hovedkvarter i Washington, USA.
- Med over 33.800 caféer og butikker i 80 lande er Starbucks verdens største kaffefirma.
- I 2020 havde Starbucks 349.000 ansatte og en årlig omsætning på 23.518 millioner dollars.
- På trods af den enorme omsætning har Starbucks kæmpet ihærdigt mod, at dets ansatte organisere sig i fagforeninger.
- Starbucks er blevet anklaget for at afholde antifagforenings-møder, sende kæde-sms’er rundt for at sprede rygter om fagforeninger, spionere på sine ansatte og lukke caféer, hvor arbejdere planlagde at organisere sig i fagforeninger.
- Men i 2021 besejrede ansatte firmaets union busting og oprettede USA’s første fagforening for Starbucks-arbejdere.
- Starbucks Workers United er navnet på fagforeningen, der blev oprettet af ansatte hos Starbuckscaféen i Buffalos Elmwood-kvarter.
Starbucks Workers United bestrider nemlig syv stemmesedler, der blev indgivet af Starbucks-arbejdere, som ikke er ansat i den givne café. Ifølge fagforeningen har Starbucks hidkaldt arbejderne for at stemme imod, at ansatte i caféen skulle organisere sig.
Men baristaerne i Cheektowaga er overbeviste om, at USA’s Nationale Arbejdsmarkedsråd vil være enig i, at stemmerne fra ansatte i andre caféer ikke bør tælle, og at sejren for fagforeningskampen derved vil blive formelt erklæret.
Kunder bakker op
Og det er ikke kun baristaer hos andre Starbuckscaféer, der finder den nye fagforening inspirerende.
I en tråd på Twitter skriver Jaz Brisack, barista hos Starbuckscaféen i Elmwood, at nye kunder vælger at besøge caféen og betale mange drikkepenge, udelukkende fordi arbejderne har oprettet en fagforening.
“En af vores faste kunder (hvis morgensamtale normalt blot består af “Mediumkaffe, tak” og “Tak skal du have”) kom for anden gang i denne uge forbi med fagforeningspins til os”, skriver Brisack.
“En kvindes plads er i hendes fagforening”, står der på den ene pin.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.