Landet rundt
Det vakte stor opmærksomhed, da Nordjyske i 2015 kunne bringe en nyhed om, at mindst 35 borgere i ressourceforløb var afgået ved døden:
“Der er større risiko for at dø i de såkaldte ressourceforløb, end der er chance for at få et job”, skrev journalisterne Caspar Birk og Lars Teilmann om dødeligheden i de nye ressourceforløb, som har eksisteret siden ikrafttrædelsen af daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) reform af førtidspension og fleksjob 1. januar 2013 fra Helle Thorning-Schmidts SRSF-regeringstid.
Dødstallene er siden blevet opjusteret, og Mette Frederiksen har i over to år været statsminister i en socialdemokratisk regering.
Et svar fra fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S) til Folketingets Beskæftigelsesudvalg fra november i år fastslår, at der samlet har været 51.480 personer i et ressourceforløb i perioden fra 1. januar 2013 til og med uge 25 i juni 2021, og at 510 personer heraf er afgået ved døden senest fem uger efter afslutningen af forløbet. Det svarer til, at dødeligheden i ressourceforløb i den omtalte periode er 1,0 procent.
Til sammenligning var den generelle dødelighed i 2018 for danskere mellem 18 og 64 år ifølge Danmarks Statistik 0,23 procent.
Der er også en overdødelighed hos personer i fleksjob, på ledighedsydelse og nytilkendt førtidspension
Det fremgår ligeledes af et svar fra beskæftigelsesministeren, at der siden ikrafttrædelsen af reformen til og med uge 25 i juni 2021 har været 138.740 personer i fleksjob eller på ledighedsydelse. Heraf er 1.740 afgået ved døden senest fem uger efter afslutningen af forløbet svarende til en dødelighed i den omtalte periode på 1,3 procent. Af de 1.740 personer var 1.050 i fleksjob, heraf 560 personer ansat efter den nye ordning.
Desuden angav endnu et svar, at 87.380 personer siden reformens ikrafttrædelse i 2013 og frem til 31. januar 2021 har fået tilkendt førtidspension. Heraf er 2.740 afgået ved døden i løbet af de første seks måneder efter tilkendelsen. Det svarer til en dødelighed blandt nye førtidspensionister på 3,1 procent.
Velásquez opfordrer beskæftigelsesministeren til handling
Den 5. oktober stillede folketingsmedlem Victoria Velásquez beskæftigelsesministeren et § 20-spørgsmål:
“Vurderer ministeren, at der er grund til bekymring og brug for handling i forhold til, hvordan de svageste i beskæftigelsessystemet behandles, når vi i dag er vidne til, at mennesker afgår ved døden enten i ressourceforløb eller inden for de første 6 måneder efter tilkendt førtidspension?”
Hendes begrundelse var de bemærkelsesværdige, alvorlige konklusioner på undersøgelsen fra Psykiatrifonden og Sind fra 2019 om sygemeldtes møder med jobcentret. Undersøgelsen konkluderede således blandt andet, at længden af jobcenterforløb og manglende respekt for lægeerklæringer og helbred belastede de sygemeldte massivt. Allerede efter de første seks måneder i systemets vold begynder det at nedbryde dem, så de bliver endnu mere syge, og efter tre år er sandsynligheden for belastet livskvalitet blevet 5,4 gange højere end hos personer tilknyttet jobcentret i under seks måneder. Psykiatrifonden og Sind opfordrer regeringen til at afgrænse jobcenterforløb til maksimalt ét år.
Mattias Tesfaye fastslog 11. oktober i sit svar:
“Det er altid trist, når mennesker dør i en for tidlig alder. Det kan virke ekstra hårdt og uretfærdigt, hvis det sker kort tid efter (…) tilkendt førtidspension. Der vil være en større andel af mennesker blandt personer, der tilkendes førtidspension, som har alvorlige helbredsproblemer …”
Hvordan kan det nogensinde blive dyrere at sagsbehandle i to år frem for i ti år eller mere?
Han har ret i, at det ikke er uforståeligt med en vis overdødelighed i denne gruppe mennesker, da nogle sygdomme i sig selv er associeret med en risiko for at dø deraf.
Han medgiver også, at det er “… helt rimeligt at have fokus på, om alvorligt syge mennesker kunne have fået tilkendt førtidspension på et tidligere tidspunkt”, at der “… naturligvis [skal] tilkendes førtidspension så tidligt i et sygdomsforløb som muligt”, og at jobcentret “… selvfølgelig ikke [må] henvise borgere til aktiviteter, som kan forværre helbredet og medføre risiko for liv og førlighed …”
Det er smukke hensigtserklæringer. Men faktum er, at det ikke desto mindre er almindeligt, at en afklaring i dag foregår over fem, ti eller 15 år, ja, nogle gange endog endnu længere. Faktum er også, at jobcenteret jævnligt henviser til aktiviteter, som forværrer helbredet. Det fremgår klart af jobcenterundersøgelsen.
Nogle tilbringer ligefrem deres sidste tid i livet med at kæmpe med det sociale system. Det er urimeligt og uværdigt og bør give anledning til refleksion hos de politikere, der har gennemført reformordningen. Det beror jo udelukkende på politiske valg.
Selvom man ikke kan undgå, at nogle vil dø undervejs som følge af sygdom eller selvmord, så bør det være et politisk mål, at så få borgere som muligt dør undervejs i systemet, og at de afklares så tidligt som overhovedet muligt til fleksjob eller førtidspension.
Der er behov for en sagsbehandlings- og afklaringsgaranti
Det kunne man arbejde målrettet på ved fra politisk hold at give en afklaringsgaranti med absolut tidsbegrænsning for jobcenterforløb samt gøre det til en rettighed, at de lægelige konklusioner om borgernes funktionsevne skal spille en hovedrolle i sagsbehandlingen.
Foreløbigt 54.786 borgere har skrevet under på jurist Louise Schelde Frederiksens borgerforslag om sagsbehandlingsgaranti med nationale tidsfrister og tværfaglig kvalitet i sagsbehandlingen for syge, som vil give en sådan to-årig afklaringsgaranti. Det er nu omsat til et beslutningsforslag, der bliver behandlet i Folketinget.
Indtil videre har Mette Frederiksens regering ikke støttet forslaget. Det fremgik blandt andet af førstebehandlingen af beslutningsforslaget 26. november. Her sagde Mattias Tesfaye, at han frygtede, en sådan garanti ville betyde stigende udgifter til førtidspension. Desuden mente han, at mange af de sygemeldtes sager var så komplekse, at en tidsafgrænsning ville være “uhensigtsmæssig” og “rigid”.
Tesfaye er her udleveret til Mette Frederiksens manglende anerkendelse af de alvorlige konsekvenser af hendes reformpolitik over for de syge.
Men selv ud fra en rent samfundsøkonomisk argumentation mener jeg, at hans svar kommer til kort. For hvordan kan det nogensinde blive dyrere at sagsbehandle i to år frem for i eksempelvis ti år eller mere? Hvordan kan det blive dyrere at indhente nogle få speciallægeerklæringer end at blive ved med at indhente atter nye lægeerklæringer år efter år efter år? Hvordan kan det blive dyrere at lade folk arbejde dét, de kan i fleksjob, end at fastholde dem i ressourceforløb?
Det er meningsløst, at de skal miste vigtige år af deres liv i systemets endeløse labyrinter og blive mere syge og invaliderede, end de allerede er til at begynde med. Og det er meningsløst for skatteborgerne, at selve systemets indretning gør folk mere syge og øger de fælles udgifter unødvendigt meget til sundhedsvæsen og beskæftigelsessystem.
For de borgere, hvis helbred og arbejdsevne ikke måtte være færdigudredt i løbet af garantiperioden, må man kunne finde en pragmatisk løsning.
Hvis ikke beslutningsforslaget bliver vedtaget, så er der en chance for at få en afklaringsgaranti indført ad en anden vej. Enhedslisten har nemlig gjort en et-årig afklaringsgaranti til deres vigtigste krav til forhandlinger om beskæftigelsesindsatsen som følge af den politiske aftale om tidlig folkepension.
Lad os håbe, at et bredt folketingsflertal snart må forstå og handle på, at en sagsbehandlingsgaranti er en nødvendig prioritet i beskæftigelsespolitikken for de syge. De syge har allerede ventet meget længe på værdige forhold.
Læs Lisbeth Riisager Henriksens seneste kronik i Arbejderen
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
