GO globaloffice politics kommentar
Sergej Viktorovitj Lavrov / Ruslands udenrigsminister
Citat: – russisk ordsprog
“ønsker du virkelig fred,- bør du ruste dig til krig.”
– Mennesket lever i relativt kort tid på Jorden, og det er for så vidt meningsløst at arbejde som fredsforsker, for fred og en bedre verden, indtil det amerikanske imperium er faldet sammen. I løbet af 5-10 år bliver det meningsfuldt at arbejde for fred.
– Så vil hele verden spørge, hvordan skaber vi en bedre verden?
De tankevækkende ord er Jan Øbergs. Han er fredsforsker og bor i Lund i Sverige. Han er medstifter af Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, og har arbejdet som fredsforsker i 40 år.
Læs mere her i en tidligere blog på Arbejderen, hvor Jan Øberg beskriver, hvorfor USA’s imperium – ifølge ham – går hurtigere under, end du regner med.
Når USA’s imperium er kollapset, vil hele verden spørge, hvordan vi skaber en bedre verden.
Jan Øberg, fredsforsker
Jan Øberg har kontinuerligt kritiseret USA’s udenrigspolitik for at være aggressiv. Det samme er NATO, som ledes af USA, mener fredsforskeren. Militæralliancen er blevet et instrument for ufred.
Øver midt i en coronatid
At det sidste år lykkedes NATO at gennemføre hele 88 militærøvelser – trods covid-19-pandemien – som det stolt bliver fremhævet i NATO’s årsrapport for 2020, vender Jan Øberg sig imod.
I rapporten roser organisationen sig selv for at have hjulpet medlemslandenes regeringer med at bekæmpe corona. Blandt andet oplyser NATO, at de har stået for 1000 flyvninger af personel, oprettet 100 militære hospitaler og flyttet 1500 ton udstyr.
- Født 13. januar 1951.
- Ph.d. i sociologi fra Lund Universitet.
- Leder af Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning (TFF) i Lund, som har hjemmesiden transnational.live
- Har beskæftiget sig med freds- og konfliktforskning i 40 år og har arbejdet i krigszoner, hvor NATO og NATO-lande har været involveret.
- Har udgivet adskillige bøger, heriblandt “Forudsigelig Fiasko. Om Irak-konflikten og Danmark som besættelsesmagt” (Tiderne Skifter, 2004).
- Var i 1980’erne medlem af den danske regerings Nedrustnings- og Sikkerhedspolitiske Udvalg.
– Ved du hvad? Det er intet andet end PR, dét der. Man vil gerne fortælle, at militæret er svaret på alle udfordringer. Hvordan kan det være, at NATO skulle være så meget bedre, når EU er faldet fuldstændig fra hinanden og ikke har haft en fælles politik. Alle lande lukkede grænserne, og der har ikke været en overordnet planlægning i forhold til corona, siger Jan Øberg i et længere interview med Arbejderen.
– Og USA er NATO’s de facto leder. USA – et skrækeksempel på hvordan corona ikke skal håndteres, tilføjer han.
En sikkerhedspolitisk krise
I øjeblikket afholder NATO en aktuel øvelse med 40.000 deltagere nær Ruslands grænser, kaldet Defender Europe 21 der slutter i juni.
– Men hvorfor egentlig lave militærøvelser? De burde slet ikke udføres overhovedet og da slet ikke i en situation, hvor de øger risikoen for coronasmitte, når soldaterne samler sig på kasernerne og flyvepladserne, siger Jan Øberg til Arbejderen.
Han holder en kort pause for at finde ordene om NATO’s gentagne øvelser og den tid, vi lever i.
– Det værste ved corona er ikke, at det er en sundhedspolitisk krise, men en sikkerhedspolitisk krise.
Hvad mener du med det?
– I omkring 20 år har man officielt fra regeringer og NATO talt højt og flot om menneskelig sikkerhed (human security), men når der så kommer en krise, der slår millioner ihjel, så har man ikke mundbind og visirer, ingen lagre.
Intet kriseberedskab
– De lagre, man i Sverige igennem årtier har fortalt almindelige mennesker, at de skal have opbygget med vand og konservesdåser i tilfælde af en krise, er en myte i forhold til covid-19-krisen. Det viste sig, at landets regering i 1980’erne og 1990’erne solgte ud og nedlagde alle lagre med medicinsk udstyr i sit kriseberedskab.
– Hele verden har bevidnet, at der er nogle i samfundet, der ikke bryder sig er et trygt samfund for mennesker. Alle “sikkerheds”-pengene er gået til oprustning, siger Jan Øberg og sukker endnu en gang.
Sveriges regering indgik sidste år en aftale med de to borgerlige støttepartier Liberalerne og Centerpartiet om et nyt forsvarsbudget, der øger de militære udgifter med 40 procent frem til 2025.
– Dét, vi kalder sikkerhed i dag, handler om militær sikkerhed, intet andet. Der er intet civilt og medicinsk beredskab, intet, lyder det fra fredsforskeren, der er dr. i sociologi og mange gange nomineret til Nobels fredspris.
– Det er chokerende, at folk ikke har rejst sig i protest, når det kommer frem, hvad penge til sikkerhed er blevet brugt til. Imens dør den almindelige borger, fordi der ikke er blevet tænkt på civile kriser, men kun opfundne trusler fra Rusland eller Kina. Lige præcis disse kriser der ene og alene giver legitimitet til at købe endnu flere våben for vores skattepenge. Hvis dét ikke er en skandale, ved jeg ikke, hvad det er, lyder det fra Jan Øberg.
Jan Øberg har undervist som gæsteprofessor ved forskellige universiteter rundt i verden og var i 1980’erne medlem af den danske regerings Nedrustnings- og Sikkerhedspolitiske Udvalg.
NATO afskrækker og forsvarer?
I NATO’s årsrapport står der, at NATO både afskrækker og forsvarer friheden…
– Ja, det er de ord, Jens Stoltenberg, NATO’s norske generalsekretær, altid bruger. Det er faste formuleringer – mantra, uanset hvad de gør – det vidner om intellektuel stagnation. Han og de andre krigshøge sidder i et ekkokammer, mens de lever i deres helt egen verden. De træffer kun ministre, embedsmænd og ambassadører, men får aldrig nogen form for kritisk input udefra.
Jan Øberg holder en kort pause. Trækker vejret tungt indad og fortsætter så.
– NATO er stolte over at nå målet om, at medlemslandene skal anvende to procent af deres bruttonationalprodukt på militæret. De er stolte over flere medlemmer. De slår sig for brystet. Men det er klart, at hele konceptet, formålet, er outdated, siger han. Der er desperat brug for dé penge for at få løst menneskehedens virkelige problemer.
Hvad mener du med “outdated”?
Ruslands militære udgifter er faldende, mens NATO’s stiger. Hvorfor står dette ikke på forsiden af Politiken eller er topnyheden i TV Avisen?
Jan Øberg, fredsforsker
– Når en organisation, der er 72 år gammel, stadig har det samme budskab og samme måde at tænke på i en verden, der er totalt forandret siden 1940’erne, og ikke siger noget nyt, er den outdated.
– Der er ingen kobling mellem virkeligheden og dét, man siger og gør. Man styrker kun det psykologiske sammenhold, skaber positiv energi ud fra devisen, “hvor er vi gode”. Der er ingen beviser på, at vi har fået mere sikkerhed. Det er kun påstande efter påstande. Løgn efter løgn. Det er psykologisk selvhjælp. Og ingen journalister – måske ud over jer på Arbejderen – spørger, hvad de fine ord betyder.
“NATO er ulovlig”
Ifølge Jan Øberg lever NATO ikke op til sin egen traktat.
– Hvis du læser den oprindelige NATO-traktat fra 1949, er der støtte til FN, mens NATO alene skal være en defensiv sammenslutning, der kun hjælper egne medlemmer. Alle tvister skal FN tage sig af, og NATO lover at arbejde i FN’s ånd. Der er ikke et ord om atomvåben, siger fredsforskeren.
I dag har NATO-landene USA, Frankrig og Storbritannien atomvåben.
– Intet, NATO har gjort i 20-30 år, har noget som helst med FN’s charter at gøre. De viser ikke engang respekt for egne vedtægter. Det gør alle organisationer, om det er virksomheder eller politiske partier eller foreninger. Enhver forening, der ikke følger egne vedtægter, er jo ulovlig og skal opløses, siger Jan Øberg.
Han mener, at NATO faktisk er “en ulovlig organisation”, der snyder og bedrager. Og lande, der leder NATO, “er spydspids i ulovlighederne”.
Flere våben
Jan Øberg mener, at det er “fuldstændigt forrykt”, at NATO er stolt over, at flere lande anvender flere penge på forsvaret – læs: militæret. Ifølge NATO opfylder flere af alliancens medlemslande den fælles målsætning om, at et medlemslands militære udgifter skal udgøre mindst to procent af dets bruttonationalprodukt (BNP). Sidste år var det ni lande. Nu er det 11 lande. Frankrig og Norge er kommet i hus.
– To-procentmålet er for intellektuelle dværge. Det er der ingen rimelighed i. Man kan ikke sammenligne militærudgifter med samfundøkonomien og sætte den i samme bås med en bestemt procentsats af BNP. Jeg har ikke hørt om andre militæralliancer, der taler om det. Vil det så sige, at det er en selvfølge, at en fantastisk økonomisk udvikling skal have en fantastisk militær udvikling med masser af køb af våben til følge?
Det er, som om Jan Øberg ryster på hovedet. Alligevel er det kun et fnys, der kan høres i telefonen.
– Det er jo det samme som at sige, at hvis din husholdning bruger dobbelt så mange penge på mad, lever du et dobbelt så godt liv. Der er ingen kobling mellem sikkerhedspolitisk kvalitet og garantien for at leve trygt i fremtiden, siger han.
NATO
Det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI har for nylig i en rapport dokumenteret, at våbensalget på verdensplan er på sit højeste, siden Den Kolde Krig var på sit højdepunkt. Det er EU-lande og USA, der eksporterer flere våben til Mellemøsten. Kina og Rusland derimod eksporterer mindre.
– Ruslands militære udgifter er omkring otte procent af NATO’s og faldende, mens NATO’s stiger. Hvorfor står dette ikke på forsiden af Politiken eller er topnyheden i TV Avisen? Mon der er en journalist et eller andet sted, der vil se på, hvordan det står til med udgifterne til militært isenkram? Og må få lov til at skrive om det?
Russofobien
Jan Øberg har i årtier fungeret som konfliktanalytiker, mægler og rådgiver i konfliktområder, eksempelvis i alle dele af Jugoslavien, Somalia, Burundi, Irak, Iran og Georgien. Det sidste land får ham til at tænke på NATO og USA’s konfrontation mod Rusland, der støder op til netop Georgien sydfra.
– I 1994 sad jeg i Georgiens hovedstad Tblisi og snakkede med en repræsentant fra USA’s ambassade i Georgien. Han sagde ligeud, at “this is our country” – dette er vores land. Udtalelsen vidner om USA’s metoder i kampen mod Rusland, siger Jan Øberg.
USA satte sig på Georgien og rykkede truslen helt op til Ruslands grænse.
– Men det dummeste, man kan gøre, er at tirre den russiske bjørn helt op til trussekanten. Alligevel satte USA sig fast, fik fat på gas og olie, fik fat i Baltikum tæt på Ruslands grænse og fik Jugoslavien ned med nakken i 1999 og Kroatien som NATO-medlem, lyder det fra fredsforskeren.
NATO og USA anvender psykopolitisk projektion, hvor man ubevidst tillægger andre nogle af de egenskaber, som man selv har, og som man ikke vil være ved.
Jan Øberg, fredsforsker
– Se lige dét i lyset af, at alle ledende vestlige politikere personligt havde lovet Gorbatjov ikke at udvide NATO “med en tomme”.
Han mener den dag i dag, at netop USA’s daværende præsident, Bill Clinton, trods sit charmerende ydre, var “en storkriminel”.
I dag beskylder NATO Rusland for at være “aggressivt”.
– Det sætter atter det hele relief. Der er tale om psykopolitisk projektion, hvor man ubevidst tillægger andre nogle af de egenskaber, som man selv har, og som man ikke vil være ved. Det, vi beskylder andre for at gøre, gør vi selv. Man tager de mørke sider og skyggesider, der findes i ens egen personlighed, liv og samfundsstruktur, og siger, det er andres skyld.
Jan Øberg ler stille for sig selv og tilføjer så:
– Det er sgu da for dumt.
- North Atlantic Treaty Organisation.
- Oprettet i 1949.
- Medlemslande: 29.
- Partnerskabslande: 41.
- Hovedkvarter: Bruxelles.
Partnerskaber
- Partnerskab for Fred.
- Middelhavsdialog.
- Istanbul Samarbejdsinitiativ.
- Partner på tværs af kloden.
Militære missioner
- ISAF (International Security Assistance Force): 50.000 tropper i Afghanistan.
- KFOR (Kosovo Force): 5000 tropper i Kosovo.
- Operation Active Endeavour: Maritim overvågning i Middelhavet. Systematisk boarding af mistænkelige skibe.
- Operation Ocean Shield: Bekæmpelse af pirateri ud for Afrikas Horn.
- Støtte til Den Afrikanske Union (AU): Støtte til AU’s mission i Somalia i form af luftbro.
- Integreret luft- og missilskjold: NATO’s missilskjold er placeret i en række europæiske lande og på skibe i Middelhavet og Sortehavet. Den danske regering meldte i august 2014, at Danmark skal være en del af missilforsvaret. En eller flere danske fregatter skal udstyres med radarudstyr.
Militære styrker og udgifter
- NATO’s væbnede styrker (samlet for 2018): 2.2 millioner.
- Reservestyrker: 2.7 millioner.
- NATO’s militære budget for 2021: 1,61 milliarder euro.
- NATO vil oprette op til fem nye baser i Østeuropa.
- Militærudgifter som procentdel af BNP: 2,9 procent (USA: 4,1 procent, Danmark: 1,4 procent).
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.