Regering kollapset
Meget på spil ved regionalvalg i Venezuela på søndag
Søndag den 21. november bliver der stemt i Venezuela. Det drejer sig om valg af borgmestre og delstatsguvernører i landets 23 stater. Valget er på nogle punkter anderledes end de valg, der er foregået de sidste fire år. Det skyldes, at den del af den borgerlige opposition, som er grupperet omkring de traditionelle magtpartier i koalitionen MUD, denne gang har valgt at deltage i valget.
|
Søndag den 21. november bliver der stemt i Venezuela. Det drejer sig om valg af borgmestre og delstatsguvernører i landets 23 stater.
Valget er på nogle punkter anderledes end de valg, der er foregået de sidste fire år. Det skyldes, at den del af den borgerlige opposition, som er grupperet omkring de traditionelle magtpartier i koalitionen MUD, denne gang har valgt at deltage i valget. Ved parlamentsvalget sidste år og præsidentvalget i 2018 boykottede de.
Baggrunden er, at Juan Guaidós kupforsøg, som er stået på siden 2019, nu er en tydelig farce for alle og enhver. Flere og flere prominente borgerlige politikere har indrømmet, at Guaidós forsøg på at skabe en parallel-regering er floppet. Selv EU har trukket sin støtte og har besluttet at sende valgobservatører til valget.
Sammenbrudte forhandlinger
I løbet af august og september foregik der forhandlinger imellem Venezuelas regering og opposition, med Mexico som værtsland og Norge som mægler. De forhandlinger brød imidlertidig sammen i oktober måned, da en af Venezuelas handelspartnere Alex Saab blev udleveret fra et fængsel i Kap Verde til retsforfølgelse i USA.
Saab blev anholdt, da han var på vej til Iran for at lave handelsaftaler for Venezuela, på trods af at han besad et diplomatpas. Amerikanerne hævder, at Saab hvidvasker penge. Venezuela fastholder, at han reelt fængsles, fordi USA ønsker at ødelægge alle Venezuelas muligheder for at omgå den omfattende blokade og de hårde sanktioner, som USA har indsat mod Venezuela og mod alle, der handler med landet.
Selvom forhandlingerne i Mexico brød sammen er de fleste borgerlige oppositionsfolk med til valget på søndag.
Regeringen trækker mod højre
Situationen i Venezuela har siden 2014 været præget af hård krise og inflation. Men i 2021 forventer flere økonomer, at landet faktisk opnår en vækst i BNP, ifølge Credit Suisse på hele 5,5 procent. Inflationen er også blevet dæmpet gevaldigt, imens økonomien er blevet dollariseret.
Men denne vækst er sket samtidig med, at regeringen er trukket markant mod højre med en lang række privatiseringer, indrømmelser til iranske, russiske og kinesiske firmaer og angreb på faglige rettigheder.
Et borgerligt styre ville betyde, at amerikanerne igen kan opnå kontrol med Venezuelas strategisk vigtige olieressourcer, samt en enestående regional indflydelse. En drøm som de har forfulgt i to årtier.
Regeringen taler ofte om ”socialisme”, men gennemfører i praksis lovgivning som for eksempel det famøse Memorandum 2792, der reelt tilsidesætter overenskomster eller den såkaldte anti-blokade lov, som har åbnet vejen for en række privatiseringer af virksomheder, der blev nationaliseret af Chávez.
Regeringen har også fængslet fagforeningsaktivister på falske anklager, ligesom landløse bønder på landet rapporterer om, at myndigheder i stigende grad tager godsejernes side. Det er sket samtidig med, at adskillige højreorienterede kupmagere blev løsladt efter amnesti, som en indrømmelse til oppositionen i forbindelse med forhandlingerne i Mexico.
Venstrefløjen er kritisk
Denne kurs har mødt kritik fra en række venstrefløjsorganisationer, som sidste år stillede op til parlamentsvalget i valgalliancen APR (Alternativa Popular Revolucionaria), hvor kommunistpartiet (PCV) og den venstreorienterede del af PPT (et venstre-chavistisk parti) er blandt de vigtigste grupper.
På trods af en enorm svær valgkamp, hvor APR blev udelukket fra alle statsmedier og oplevede trusler og vilkårlige fængslinger, lykkedes det alliancen at vinde omkring 170.000 stemmer og 2,73%. Ikke et stort resultat, men dog nok til at sikre parlamentarisk repræsentation.
I det nyvalgte parlament har APRs repræsentant, kommunisten Oscar Figuera, taget fuldstændig afstand fra imperialismen, samtidig med at han har tilladt sig at kritisere regeringens højredrejning. Regeringens repræsentanter svarede igen ved at lukke hans mikrofon i flere omgange og kaldte ham ”CIAs delfin”. Statsligt TV stoppede transmissionen fra parlamentet hver gang Figuera fik ordet.
En mur af bureaukratisk modstand
APR stiller op til regional- og kommunalvalget på søndag, men har igen mødt en mur af bureaukratisk modstand. Alliancens spidskandidat til borgmesterposten i Caracas, Eduardo Samán, som er en populær tidligere handelsminister fra Chávez-tiden, blev nægtet opstilling af valgkommissionen CNE uden nogen begrundelser.
Det er svært at sige, om APR kan mobilisere nok stemmer rundt omkring i landet til at bryde regeringspartiet PSUV’s greb om magten i enkelte kommuner. På trods af regeringens kurs mod højre har Socialistpartiet endnu en omfattende valgmaskine og også en social base i nogle dele af befolkningen, som ser den som modvægt til imperialismen.
Oppositionen ønsker et borgerligt styre
Den borgerlige oppositions kampagne har ikke frembragt nogen stor entusiasme i den venezuelanske befolkning, som mest af alt er optaget af den daglige kamp for at få hverdagen til at hænge sammen.
Ved guvernørvalget i 2017 vandt PSUV magten i 18 delstater, mens oppositionen måtte tage til takke med blot fem (Táchira, Mérida, Zulia, Anzoátegui og Nueva Esparta). De håber på mere denne gang, men deres splittelse er fortsat stor og særligt sektorerne, som er tættest på Juan Guaidó, er svækket efter flere fejlslagne kup, herunder invasionsforsøget i maj 2020.
Oppositionens taktik er nu at bruge regionalvalget som et springbræt til, sammen med internationalt pres, at kræve tidlige præsidentvalg og tvinge Maduro til en aftale om en ‘langsom overgang’ til et fuldbyrdet borgerligt styre. Det ville betyde, at amerikanerne igen kan opnå kontrol med Venezuelas strategisk vigtige olieressourcer samt en enestående regional indflydelse. En drøm som de har forfulgt i to årtier.
Håber på en revolution inde i revolutionen
Sådan en udvikling ville være en katastrofe for Venezuelas arbejdere og fattige, som i millionvis blev vækket til politisk bevidsthed af den bolivariske revolution, og som med deres mobilisering fik forpurret kuppet i 2002 og den efterfølgende arbejdsgiver-lockout.
Deres håb ligger ikke i et amerikansk-kontrolleret regimeskifte men snarere i en revolution inde i revolutionen. I et opgør med privatiseringerne, stop for forfølgelse af faglig kamp, afskaffelse af bureaukratiets privilegier og en socialistisk politik, som ikke lader arbejderklassen betale for krisen.
19. november 2021 | 10:59
