Analyse
Onsdag den 3. november:
Jeg er lige ankommet til Glasgow efter 24 timer i tog. Det har været et kaotisk, men alligevel succesfuldt forsøg på at rejse uden fly. Jeg ved godt, at det er svært at forestille sig, men Deutsche Bahn (DB) er endnu mere forsinket og upålidelig end DSB.
Jeg har for første gang lige mødt de kammerater, som jeg skal være her med. Det er rart at være omringet af ligesindede mennesker. Især når det hele føles lidt håbløst. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme her til COP26 med et stort håb for fremtiden. Men jeg må sige, at jeg er meget skeptisk omkring, hvor radikale ændringer de nye forhandlinger kommer til at bringe.
Det er frustrerende gang på gang at se, hvor meget snak der er, og hvor lidt handling det bringer. Man ender lidt med at miste tiltroen til, at der kan ske en ændring.
“Og så gik jeg bare amok på den stakkels megafon”
Torsdag den 4. november:
Det er nogle travle dage. Der sker så meget hele tiden. Og man vil gerne være med til det hele. Det er godt nok overvældende.
Fredag den 5. november:
Foto: Emma-Jayne Geragthy
Jeg sidder på George Square. Jeg er omringet af politi og friske eller nu måske lidt trætte klimaaktivister. Jeg har aldrig set så meget politi på ét sted. For et par timer siden marcherede tusindvis af mennesker ind på dette torv.
Der har været klimastrejke i dag. Lige nu spilles der musik på scenen, og tidligere var der meget oplysende taler, især fra folk fra Det Globale Syd.
Under marchen stod jeg for at skråle kampråb ind i vores megafon. I starten af marchen var jeg meget overvældet og lidt intimideret, men efterhånden faldt jeg ind i rytmen og den gode energi omkring mig. Og så gik jeg bare amok på den stakkels megafon.
Jeg hopper og danser rundt og skråler “hey, hey – ho, ho”, hvorefter blokken svarer “fossil fuels have got to go” (fossile brændstoffer skal afskaffes, red.). Vi skråler massevis af andre kampråb som en modificeret version af DJ Ötzis “Hey Baby”, hvor vi i stedet synger “Heeey, hey Boris, ooh ah, I wanna knooow how you sleep at night” (Heeey, hey Boris, ooh ah, jeg vil vide, hvordan du sover om natten, red.)
Havde jeg ikke taget en termokande med honningte med på gaderne, havde jeg helt hundrede mistet min stemme. Jeg krydser fingre for mine stakkels fødder og stemmebånd, fordi jeg skal op og have den samme tjans til den helt store klimamarch i morgen.
Vi skal til at holde en aktion omhandlende manglende repræsentation af folk fra Det Globale Syd, mere specifikt Palæstina, her lige om lidt. Så må daffe nu, skal holde status på mængden af politi.
“Let them go!”
Lørdag den 6. november:
Min dag startede ud med at følges til marchen med en af de tre lokale studerende, jeg har været så heldig at få lov at crashe hos. Det var noget af en regnvejrsdag. Så moralen var en smule lav, da vi ankom… Men så alligevel ikke.
Det signal, som marchen sendte, fik understreget, at sagen er vigtig nok til at gå i vind og vejr. Eller nok mere at stå. Det var meningen, vi skulle starte ved 11.30-tiden, men vi begyndte først at rykke klokken 13.30.
Efter ventetiden var energiniveauet faldet lidt. Det var en smule sværere at få folk til at råbe i dag end i går. Men at skråle gjorde vi da alligevel. Niveauet faldt dog igen, da vi senere gik i stå endnu en gang.
Da vi efterhånden kom langt nok frem, fandt vi ud af, at det var fordi, at politiet havde taget en gruppe til siden og var i fuld gang med at arrestere dem. Hvorfor de fleste så havde stået stille i solidaritet med gruppen. Hele blokken, hvis ikke flere, råbte: “Let them go! Let them go!” (Lad dem gå, red.)
Det var, som om at den episode satte gang i energien, fordi under resten af marchen var folk meget mere på.
Jeg sidder nu og spiser suppe i håb om at hele mit nu officielt absolut smadrede stemmebånd. Jeg skal til traditionel skotsk fest med organisationen Friends Of the Earth i aften.
Folkedans og whisky, her kommer jeg!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
