Den form for politik, der efterlyses her, er den samme som den Socialdemokratiet løb med, mens Jørgen Flindt Petersen og Erik Steffensen ledede Det Fri Aktuel i 1980erne. De lavede en undersøgelse, der viste at den socialdemokratiske del af fagbevægelsen havde skolekundskaber svarende til 7. klassetrin. Det videreførte Lisbet Knudsen i sin styring i DR, hvor alt for mange af de rigtigt gode programmer, fx dokumentarprogrammer, underholdningsprogrammer og seriøse nyheder blev til korttekstede nyheder til 7. klassetrins niveau. Dengang faldt stort set alle seriøse seere og lyttere fra og er ikke siden blevet tilgodeset af DR og senere ledelser. Nu er det vel nærmest en hel højrepresse, der ideologisk styres fra DR af udenlandsk krigerisk observans og det, der er værre, nemlig udelukkelse af dansk kultur, som de nye udenlandsk orienterede herskere fra militæret ikke har noget af. Derfor skal DR licensen tilbage, så DR kun financieres af dem, der vil se deres udbud af alt, der ikke er dansk. Så det er historisk en fascistisk afvikling af alt lige fra Pedal-Ove, Carlsens Kvater, radiomontagen, Huset på Christianshavn og så videre. Det, der derfor foreslås af SF, hvis det er SFs politik, vil ende i samme boldgade, og som Dansk Folkeparti har styret landet efter siden Nyrup-regeringen stod af magten i 2001. I stedet skal uddannelserne forlænges, så de specialiseres på 4 til 5 års længde. Det kræver, at de korttidsuddannede får mange flere specialer indenfor deres respektive felter. Det vil give en faglig tilgang, der ikke kan løbes om hjørner med af dem der offentligt som privat misbruger ledelsesretten til at ideologisk at tryne de korttidsuddannede. En længere uddannelsesperiode vil skabe mange flere faglige fællesskaber i arbejdslivet, så de langtidsuddannede også ville få bedre arbejdsspecialer og udfordringer rundt om sig i det daglige.
Arbejdere, stem på arbejdere
Langt over halvdelen af vælgerne har en kort uddannelse, men de er stærkt underrepræsenterede på alle niveauer i politik.Middel- og overklassen kan ikke fordrage opfordringer til arbejdere om at stemme på arbejdere. Ligesom de straks vil betvivle, at der skulle være særlige fælles mål og samfundsinteresser, der binder almindelige lønmodtagere sammen.
Langt over halvdelen af vælgerne har en kort uddannelse, men de er stærkt underrepræsenterede på alle niveauer i politik. Der er åbenlyst et stort demokratisk underskud, og udfordringen burde især løftes af socialdemokrater og venstrefløjen. Fundamentet for fremtidens progressive centrum-venstre skal fremtidssikres gennem ægte folkelighed. Et nødvendigt skridt vil være at få flere kortuddannede valgt til Folketing, byråd og regionsråd.
Alle partier trækker i arbejderstemmerne, men de fleste taler til og om dem. Politik er blevet elitens legeplads med sit eget sprog, kultur og prioriteringer. Denne særlige evne til at tale abstrakt og i uendeligheder om processer. Alt imens almindelige lønarbejdere tromles flade som fregner ved alle valg, selv om de kan bidrage med så meget viden og særlig indsigt fra deres hverdag.
Politikere skal spejle samfundet
Hvis politikere afspejlede befolkningen, vil mange kampe se anderledes ud: Social dumping, pensionsalder, vilkår for arbejdsløse, førtidspensionister, manglen på praktikpladser og ulighed. I dag er det i højere grad middelklassens og elitens tanker og hverdag, der definerer politik, og det fremmedgør mange kortuddannedes forhold til politik.
Debatten om et demokrati, der i praksis diskriminerer kortuddannede, falder igen og igen under radaren. Ikke underligt for de samme klasser sidder på magten både i politik og medier. De bor samme steder i samme sociale bobler.
Debatten om et demokrati, der i praksis diskriminerer kortuddannede, falder igen og igen under radaren.
Alle partier vil gerne have lønarbejdernes stemmer, men ingen gør sig særlig umage for, at kortuddannede vælges til politiske tillidshverv. 70 procent af befolkningen ønsker politikere, der i højere grad ligner dem selv. Lad os komme i gang med at få det politiske liv til at spejle samfundet.
Fagbevægelsen leverer en stor indsats for at uddanne debattører, ledere og politisk aktive. Men de bliver alt for ofte skubbet til side af selvbevidste og retorisk aggressive kandidater med lange uddannelser bag sig, eller som har stærke netværk bag sig fra studieorganisationerne.
Jeg fatter ikke, at fagbevægelsen finder sig i, at deres medlemmer skuldertackles ud af banen. Det piller ved demokratiets fundament, når fremmedgørelse og politikerlede slår rødder.
Stor skævhed
Faglærte og ufaglærte udgør over 60 procent af befolkningen, men under 20 procent af Folketinget. Akademikerne sidder på langt over halvdelen af stolene, men udgør kun cirka 10 procent af befolkningen. For få årtier siden så det markant anderledes ud, hvor kortuddannede var langt bedre repræsenteret.
Gennem længere tid har de fleste medier brugt energi på at diskutere den kønsmæssige skævhed. Jeg mener også, at det er ude af trit med et moderne demokrati, at kvinder er underrepræsenteret. Det er godt, at stærke organisationer og personlige profiler sætter et helt nødvendigt fokus på denne kamp.
Jeg er stolt af, at SF’s folketingsgruppe består af 11 kvinder og fire mænd, og at begge partiets medlemmer af EU-parlamentet er kvinder. Vi tager ligestilling alvorligt. Det er håbløst gammeldags med mandlig dominans i politik – hvis vi indtil videre holder os til de to hovedkøn.
Jeg forstår og respekterer kampagner for alle grupper, som ønsker at stå stærkere i politik, det være sig kvinder, unge eller etniske minoriteter. Det er helt legitime kampe. Som venstreorienteret mener jeg bare, at de skal ses i sammenhæng med uddannelsesmæssige, økonomiske, sociale og kulturelle skel, som vejer langt tungere.
Burde en kvindelig ufaglært stemme på fabrikkens kvindelige direktør i stedet for sin ufaglærte mandlige kollega på gulvet? Selvfølgelig ikke! Ligesom den unge tømrersvend med etnisk minoritetsbaggrund ikke først og fremmest skal føle politisk eller socialt fællesskab med hovedaktionæren i entreprenørselskabet, selv om de tilfældigvis skulle have samme etniske oprindelse.
Hvis kvinder, unge og mennesker med etnisk minoritetsbaggrund blev udsat for samme ekstreme skævhed i repræsentation, som vi ser for kortuddannede, ville alle landets politiske Kloge-Åger analysere dette demokratiske underskud. Dagbladet Politiken ville udkomme med særtillæg, DR2 ville lave en række helaftensudsendelser. Alle ville lede efter løsninger. Men der sker ikke en snus, for hva’ faen’, det drejer sig jo bare om arbejdere.