Læserbrev
– Det føles som om, vi er ved afslutningen på en æra”, fortæller Bárbara Sepúlveda mig den 12. oktober 2021.
Sepúlveda er medlem af Chiles grundlovgivende forsamling og Chiles Kommunistiske Parti. Æraen, Sepúlveda taler om, er general Augusto Pinochets, som ledte det USA-støttede kup i 1973, der væltede præsident Salvador Allendes folkeligt valgte regering.
I Pinochets æra kunne militæret agere straffrit, og venstrefløjen blev henrettet og sendt i eksil – imens det tunge erhvervsliv (både chilensk og udenlandsk) modtog alle diktaturets velsignelser.
Det er den æras flamme, der langsomt, spruttende, har været ved at dø ud, siden Pinochet blev fjernet fra magten i 1990, og siden det chilenske folk stemte for at smide diktaturets grundlov fra 1980 ud og skrive en ny.
Alle ved, at situationen er usikker. At det er en mulighed for at tage hul på en ny æra.
Bárbara Sepúlveda, medlem af Chiles grundlovgivende forsamling og Chiles Kommunistisk Parti
Man siger, at neoliberalismen blev født i Chile, og at den også vil dø i Chile. Denne populære vending lader til at blive virkelighed, når Pinochets æra slutter. Men Sepúlveda er ikke sikker på, hvad der følger efter.
– Alle ved, at situationen er usikker, siger hun ærligt.
– At det er en mulighed for at tage hul på en ny æra.
Det første halvandet årti efter Pinochets fald syntes dystre. Så, i 2006, rystede en række studenteroprør landet. De var ledt af unge studerende, hvis sort-hvide skoleuniformer gav protesterne et navn – La Revolución Pingüina – Pingvinrevolutionen.
De unge mennesker forlangte et nyt nationalt pensum og en nedsættelse af priserne for offentlig transport og eksamensafgifter. Da regeringen ikke efterkom disse krav, mobiliseredes en anden runde protester i 2011-2013 med de samme krav.
Deres ledere – deriblandt Camila Vallejo fra kommunistpartiet og Giorgio Jackson fra Den demokratiske Revolution – er nu prominente figurer i Chiles venstreorienterede projekt. Igen i 2011-2013 blev eleverne mødt af et dødvande, fordi grundloven fra 1980 blokerede for deres ambitioner.
- Er en indisk historiker, redaktør og journalist.
- Er skribent og chefkorrespondent hos Globetrotter og direktør for Tricontinental: Institut for Socialforskning.
- Er ikke-hjemmehørende gæsteprofessor ved Chongyang Institute for Financial Studies, Renmin University i Kina.
- Har skrevet flere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bog er Washington Bullets, med en introduktion af Evo Morales Ayma.
En tredje runde af studenterprotester begyndte i starten af oktober 2019 efter en stigning i priserne på offentlig transport. “Pingvinerne” ledte en kampagne for at undlade at betale for en billet (under sloganet ¡Evade! )
Demonstranterne blev mødt af hårdhændet modstand, blandt andet voldsomme sammenstød med Chiles politi. Den 18. oktober erklærede den højreorienterede regering, ledt af præsident Sebastián Piñera, en to uger lang undtagelsestilstand, der godkendte indsættelsen af Chiles hær imod protesterne, som blot tog til.
Volden, man brugte til at undertrykke protesterne med, resulterede i, at præsidenten fik tilnavnet Piñera Asesino (Morderen Piñera) blandt demonstranterne og deres støtter.
Sepúlveda siger om mobiliseringen i 2019, at det kritiske vendepunkt kom “den 18 oktober og rykkede aksen (i chilensk politik) længere mod venstre”.
Selv om den tredje runde af protester oprindeligt havde været en reaktion på de stigende transportpriser, gjorde regeringens reaktion det klart, at landet stod overfor langt dybereliggende strukturelle udfordringer, deriblandt, siger Sepúlveda, “overvældende ulighed” og korruption.
Sepúlveda, en advokat, som var med til at grundlægge Chiles organisation for feministiske advokater (ABOFEM) i 2018, og som var dens direktør under demonstrationerne i 2019, kunne på det tidspunkt se, at de strukturelle udfordringer ikke kunne løses indenfor det eksisterende system; og at landet som minimum behøvede en ny grundlov og en mere progressiv regering. Og derfor udvidedes protesten til at inkludere krav fra den feministiske bevægelse og de oprindelige chileneres bevægelse og arbejdede for bredere økonomiske og sociale forandringer for at gribe uligheden ved roden.
Kampens to arenaer
Vejen til en ny æra i Chile går ad to vigtige spor: Udformningen af en ny grundlov, som de 155 medlemmer af den grundlovgivende forsamling er i gang med at gøre, og præsidentvalget, der skal afholdes den 21. november, 2021.
Forsamlingen begyndte sit arbejde i juli 2021 ved at vælge sin præsident (Elisa Loncón) og vicepræsident (Jaime Bassa); både Loncón og Bassa hælder mod venstre. Indtil videre har forsamlingen skitseret sine regler, hvilket – siger Sepúlveda – er mere end halvdelen af opgaven.
Diskussioner om selve indholdet begyndte på den symbolske dato den 18 oktober 2021, to år efter vendepunktet under den tredje bølge af protester. Sepúlveda har tillid til, at aftaler om sociale rettigheder – for lighed mellem kønnene og for miljøet – nok skal blive til noget.
Hun siger, at “sociale forandringer af (denne slags) er uundgåelige” – selv hvis den forstenede højrefløj går til kamp for at blokere for dem. Den rigtige kamp vil finde sted omkring en ny udviklingsmodel. Vil den nye grundlov afmontere det strukturelle spareprogram, som post-Pinochet-perioden endnu ikke har været i stand til at rokke ved?
At opbygge stabile sundheds- og pensionssystemer vil kræve midler, som en venstreorienteret regering vil rejse via skatter på kobberudvinding.
Den 14. oktober tilbragte jeg nogle timer sammen med Giorgio Jackson, en af studenterlederne fra 2011-2013-demonstrationerne og medlem af Chiles parlaments underhus og nær rådgiver i Gabriel Borics præsidentkampagne.
Boric, en leder af Frente Amplio (Bred Front)-partiet og Apruebo Dignidad (Ja til værdighed)-sammenslutningen, er venstrefløjens kandidat til præsidentvalget til november.
Jackson fortalte om nogle af de elementer i en ny udviklingsmodel, som Borics’ regering vil anvende, hvis han vinder valget. I det første år under den nye præsident vil man være nødt til at følge det budget, der blev vedtaget under Piñera, så der kan kun foretages få ændringer.
Helt fra starten, fortalte Jackson mig, vil det være af høj prioritet for Borics regering at arbejde for at reformere sundheds- og pensionssystemerne, to områder der volder Chiles folk store frustrationer.
At opbygge stabile sundheds- og pensionssystemer vil kræve midler, som en venstreorienteret regering vil rejse via skatter på kobberudvinding og ved at sikre bedre forebyggelse af skatteunddragelse. En sådan dagsorden vil gøre debatten om en ny udviklingsmodel dybere, sagde Jackson.
Jackson indrømmer dog, at folk har det svært med idéen om, at det offentlige stiller goder til rådighed. Daniel Jadue, den kommunistiske leder og borgmester i Recoleta, medgiver, at den egentlige kamp vil stå omkring økonomisk og social politik. Han fortæller mig, at svaret på Chiles problemer kunne komme via nært samarbejde imellem kommuner.
Hvis folk har positive erfaringer med lokal offentlig forsyning af sociale goder, kan det måske ændre den generelle mistro til udvidelsen af et offentligt sundheds- og pensionssystem i landet, bemærker han. Borgmestre, der arbejder som Jadue, er afgørende for hele projektet med at konstruere en ny udviklingsmodel.
Hvad det kommende valg angår, kan Piñera ikke stille op igen, og dertil er han dybt upopulær. Den åbenlyse fascist blandt kandidaterne – José Antonio Kast – er populær, men bliver udfordret af centrum-højrekandidaten Yasna Provoste i kampen om højrefløjens stemmer. I mellemtiden er kapitalen begyndt at flygte fra Chile ved udsigten til introduktionen af en mere progressiv grundlov og muligheden for at indsætte en Boric-regering efter valget i november.
I et hjørne af Sepúlvedas dagligstue står hendes samling af Rubiksterninger af forskellige sværhedsgrader. Hun er lynhurtig til at løse dem. Sepúlveda tager én op og leger med den.
– Den her er lettere at lave, siger hun om en terning, der ser helt umulig ud at løse.
Terningen er et godt symbol på Chile. Hvis folk som Sepúlveda, Jadue, Jackson og Boric kan finde en måde at lægge puslespillet på, så vil der måske være større klarhed om Chiles nye æra.
Artiklen er publiceret på Globetrotter
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
