På gaden for en bedre aftale
På arbejderbevægelsens 150 års dag blev pøbelen henvist til gaden
Fejringen af arbejderbevægelsens 150 års dag startede som en fest, men endte med, at vi arbejdere var henvist til gaden, mens særligt indbudte gæster festede med Socialdemokratiet i den nyrenoverede sal på Arbejdermuseet.
|
Jeg var den 15. oktober med til at fejre Arbejderbevægelsens 150 års jubilæum på sand proletarisk manér med et timelangt optog gennem Københavns rustikke gader, et optog med blafrende faner, musik der kunne løfte den mest opgivende sjæl, og ikke mindst taler om solidarisk sammenhold og løfter om en bedre fremtid – løfter om en lys morgen, der gryr i skyggen af kamp og vilje. Det var i det store hele en god dag, men endte med en brat afslutning på Arbejdermuseet i Rømersgade.
Vi arbejdere fik anvist en plads udenfor på fortovet og gaden, der i dagens anledning var spærret af og indrettet med arbejderistisk fadølsbar og suppe til overpris.
Det er jo ikke noget nyt til sådanne særlige fejringer, og ligeledes tænkte vi umiddelbart ikke mere over det. Ikke før en af os kiggede sig over skulderen og så en struktørsvend blive tiltalt af ordensmagten, grundet hendes ønskede men forbudte udforskning af museets indre. Struktørsvenden kunne fortælle os, at Socialdemokratiets ministre fejrede deres jubilæum inde på Arbejdermuseet, mere specifikt i den nyligt restaurerede festsal. En festsal sat i stand af håndværkere, for håndværkere – i et prangende museum der fortæller historien om vores bevægelse og liv – og som vi med henvisningen til gaden blev distanceret fra.
Forholdet mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet er blevet revet fra hinanden af både udefrakommende kræfter samt de autoritære figurer, der engang talte vores sag og stadig præsenterer dem selv som vores værn mod liberalismen. Grise i fåreklæder er der nok af.
Efter højrøstet snak og agitation blev det besluttet at få det socialdemokratiske arbejderpartis forklaring på den lukkede fest. Hvorfor mon pøblen skulle affinde sig med at stå på gaden på de fliser, vi selv har lagt, i stedet for at måtte få adgang til det museum, vi har bygget?
Lukrerer på arbejderklassen
Vi fik intet svar, men måske var det heller ikke nødvendigt. Socialdemokratiet har altid yndet at tage æren for vores værk, imens vi sliber og slæber for at bygge landet op, så spiller de gerne falsk musik fra en svunden tid på alle deres overdådige tangenter. Dog var den eneste musik, vi hørte foran Arbejdermuseet denne eftermiddag, lyden af autoritære sirener og skrattende råb over walkie-talkier. Christiansborgs voldsparate næve var tilkaldt i hobetal i en syg metafor over fortidens klassekampe.
Det, der skulle have været en fejringens dag for de københavnske fagforeninger og arbejdere landet over, endte med en stolt murersvends arrestation, et symbol på klassekampen – med værnemagtens knæ i nakken og omringet af uniformerede skikkelser med trukne knipler, der dannede fæstning mod arbejderklassens modsvar.
Ingen af betjentene så ud til at nyde situation, eller at de havde lyst til at være der – det havde vi i hvert fald ikke. Men magtanvendelse vil altid blive mødt med et lignende modsvar. Hvis ikke vi er parate til det, så vil det trække fundamentet væk under vores bevægelse.
Vi skal være klar til kamp
Kammerater, arbejdere, og soldater. Vi må aldrig tillade os at hvile på laurbærrene.
Alt hvad vi har fået, har vi vundet gennem kamp, politik, strejker eller aktioner.
Vi må kontinuerligt være bevidste om vores egen styrke og relation til omverdenen, både til de kræfter der er åbenlyst imod os, og ligeledes dem som taler med to tunger.
Kærlighed og klassekamp går hånd i hånd, og derfor må vi bibeholde vores evne til at gå fra et udstrakt håndtryk til en knyttet næve på samme dag.
Uden den altid bagvedliggende trussel om at vi er klar til kamp, så fjerner vi vores egen styrke, og vores løfte om solidarisk kærlighed bliver som en løve uden tænder.
Læs også
25. oktober 2021 | 07:54
