Op til efterårets valg
Ja, det er tid til handling også i LO.
Log ind for at svareDet er tid at genoplive den solidariske lønkamp
Denne sommers ophold i hytten i Allinge efterlader ikke megen tvivl om, at en del af befolkningen får ganske mange flere penge mellem hænderne. Porsche, og de store udgaver af Audi, BMW, Tesla og Mercedes på danske nummerplader fyldte godt i byen, som ikke tidligere har været vant til et sådan opbud af de dyreste bilmærker.
|
Coronarestriktioner verden over fik de eksklusive biler ud af velhaverghettoerne og ud i det danske sommerland som erstatning for flyrejser til fjerne destinationer, og salget af sommerhuse eksploderede.
De dyreste biler er ganske vist i flere omgange blevet billigere helt i Brian Mikkelsens ånd om at få flere Lamborghinier og Bugattier på de danske veje.
Men sænkningen af luksusafgiften kan ikke overskygge, at de mange, mange millioner kroner, der kørte rundt på fire hjul i Allinge og omegn i denne sommer, afspejler den stigende indkomstulighed i det danske samfund.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har netop udsendt jubilæumsskriftet “Fra kriseår til velfærdssamfund. Et portræt af lønmodtagernes vilkår gennem 85 år”.
Alene i forhold til fordelingen af løn uden medregning af andre former for indkomster er forskellen mellem de lavestlønnede og de højest lønnede enorm.
De højtlønnede scorer kassen
Den halvdel, der får de laveste lønninger, modtager lidt under 40 procent af al den løn, der udbetales. Den højest lønnede femtedel får også knap 40 procent af al løn.
Halvdelen af lønmodtagerne deler altså det samme beløb, som den højestlønnede femtedel deler. Halvtreds procent deler det samme, som de tyve procent bedst stillede deler.
Skævheden er større i en række lande, men at det er værre nogle steder, giver ikke de lavestlønnede mere smør på brødet.
Skal de lavestlønnede og de typiske kvindefag for alvor løftes, så er det tid til at genopfinde den solidariske lønpolitik.
Samtidig er det tydeligt, at den såkaldte solidariske lønpolitik på det danske arbejdsmarked i 1970’erne foreløbig kun er blevet en parentes i historien.
1970’erne var på mange måder solidaritetens årti.
Det gjaldt også synet på lønspredningen – forskellen mellem de lavestlønnede og de mest forgyldte lønmodtagere – som for alvor kom i fokus med den solidariske lønpolitik, hvor fagbevægelsen målrettet gik efter at mindske lønforskelle og dermed efter at hæve de lavestlønnede.
På både det private og det offentlige arbejdsmarked rykkede denne indsats synligt til fordel for de mindste lønninger.
Det handlede ikke om, at nogle skulle gå ned, for at andre skulle gå op. Det handlede derimod om, at mange lagde kræfterne sammen for at skabe det pres, der kunne løfte dem, der lå længst nede på lønstigen.
Solidarisk lønkamp
Solidarisk lønpolitik forudsætter solidarisk lønkamp, hvor kampen skal skaffe resultater til alle, men samtidig skal sikre, at den fælles kamp giver et ekstra løft til de lavestlønnede.
Og solidariteten handlede om at løfte både ufaglærte og typiske kvindefag.
På det private arbejdsmarked var det faglærte, der stillede sig bag de ufaglærte og kvindefagene. Det handlede først og fremmest om fælles fodslag indenfor LO (nu FH), mens FTF og akademikerne ikke spillede nogen fremtrædende rolle.
I den offentlige sektor derimod nødvendiggjorde måden, der forhandledes på, med tjenestemændene i front, at også de højtlønnede og mellemlønnede ville medvirke til at løfte de lavestlønnede.
Solidariteten holdt imidlertid ikke.
Tværtimod har de højtlønnede ikke mindst i den offentlige sektor for længst formået at neutralisere resultaterne af den solidariske lønpolitik.
Fra 1980 til nu viser AE’s jubilæumsskrift, at de højestlønnede har taget en større andel af kagen, mens de lavestlønnede har det samme stykke, og de lavere lønnede har fået et mindre stykke end tidligere.
Når parterne på det private arbejdsmarked i dag aftaler lønstigninger til alle med samme beløb i kroner og øre, så har resultatet lidt solidarisk lønpolitik i sig.
Når den offentlige sektor aftaler lønstigninger til alle med samme procentvise stigning, så har resultatet ikke et gran af solidarisk lønpolitik i sig. Tværtimod hælder procentvise lønstigninger beton i lønforskellene mellem højtlønnede og lavtlønnede og mellem typiske mandefag og typiske kvindefag.
Samme effekt har den særlige reguleringsordning, der skal sikre, at de privatansattes lønseddel ikke løber for langt fra de offentligt ansattes.
I den offentlige sektor er solidarisk lønkamp delvist afløst af kamp om kagens fordeling.
Skal de lavestlønnede og de typiske kvindefag for alvor løftes, så er det tid til at genopfinde den solidariske lønpolitik.
Og ikke mindst tid til at samle de, der vil føre solidarisk lønkamp og ikke alene slås for egen del af kagen.
19. oktober 2021 | 09:28
