Læserbrev
Kabuls fald til Taleban 15. august 2021 er et stort politisk og ideologisk nederlag for det amerikanske imperium. De fyldte helikoptere, der fragter personale fra den amerikanske ambassade til Kabuls lufthavn, mindede slående om scenerne i Saigon – nu Ho Chi Minh City – i april 1975.
- Tariq Ali blev født i 1943 i Lahore Pakistan. Han voksede op i en velhavende, intellektuel og venstreorienteret pakistansk familie.
- I 1963 kom han til London og blev involveret i den oprørske studenterbevægelse, hvor han blev en af dens kendte ledere.
- I dag er Tariq Ali journalist, forfatter, historiker og filmproducent. Han bor i London og er medlem af redaktionskomiteen for New Left Review og Sin Permiso og skriver i The Guardian, CounterPunch og London Review of Books.
- Han har udgivet en del bøger, blandt andet Fundamentalismernes sammenstød, som udkom på dansk i 2004. I oktober i år udkom “The Forty-Year War in Afghanistan: A Chronicle foretold” på Verso forlag.
Talebans hastige fremstormen igennem landet var forbløffende; deres strategiske skarpsindighed bemærkelsesværdig. En ugelang offensiv endte i triumf i Kabul. Den 300.000 mand stærke afghanske hær smuldrede. Mange nægtede at kæmpe. Faktisk gik tusindvis af dem over til Taleban, som øjeblikkeligt krævede marionetregeringens ubetingede overgivelse. Præsident Ashraf Ghani, en yndling i amerikanske medier, flygtede fra landet og søgte tilflugt i Oman. Det genopstandne emirats flag blafrer nu over hans præsidentpalads.
I nogle henseender er den klareste parallel ikke Saigon men nittenhundredetallets Sudan, da Mahdiernes styrker fejede ind i Khartoum og dræbte General Gordon. William Morris fejrede Mahdiernes sejr som et tilbageslag for det britiske imperium. Men hvor de sudanesiske oprørere myrdede en hel garnison, kom Kabul på andre hænder med kun lidt blodsudgydelse. Taleban forsøgte ikke engang at tage den amerikanske ambassade og slet ikke at ramme amerikansk mandskab.
I løbet af 20 år er det ikke lykkedes USA at bygge noget som helst, der kunne retfærdiggøre dets mission.
Tyveårsjubilæet for “krigen imod terror” endte således med et forudsigeligt og forudsagt nederlag til USA, NATO og andre, som var hoppet med på vognen. Uanset hvordan man opfatter Talebans politik – jeg har været en streng kritiker i mange år – kan det, de har opnået, ikke benægtes. I en æra, hvor USA har ødelagt det ene arabiske land efter det andet, opstod der aldrig en modstand, der for alvor kunne udfordre besætterne. Dette nederlag kan meget vel blive et vendepunkt. Det er derfor, de europæiske politikere klager sig. De støttede USA betingelsesløst i Afghanistan, og de har derfor også lidt en ydmygelse – ingen mere end Storbritannien.
Biden havde ikke noget valg. USA havde bekendtgjort, at det ville trække sig fra Afghanistan i september 2021 uden at opnå nogen af dets ”befriende” mål: Frihed og demokrati, lige rettigheder for kvinder og tilintetgørelsen af Taleban. Selvom de måske er militært ubesejrede, bekræfter de tårer, der fældes af forbitrede liberale, tabets omfang.
De fleste af dem – Frederick Kagan i NYT, Gideon Rachman i FT – mener, at tilbagetrækningen skulle have været udsat for at holde Taleban stangen. Men Biden gennemførte simpelthen blot den fredsproces, der blev igangsat af Trump, som med Pentagons opbakning opnåede en aftale i februar 2020 under tilstedeværelsen af USA, Taleban, Indien, Kina og Pakistan.
Det amerikanske sikkerhedsestablishment vidste, at invasionen var slået fejl: Taleban kunne ikke undertrykkes, uanset hvor længe de blev. Forestillingen om, at Bidens hastige tilbagetog skulle have styrket de militante, er noget ævl.
Den elendige virkelighed
Faktum er, at det i løbet af tyve år ikke er lykkedes USA at bygge noget som helst, der kunne retfærdiggøre dets mission. Den skarpt oplyste Grønne Zone var altid omsluttet af et mørke, som dens indbyggere ikke fattede. I et af de fattigste lande i verden blev milliarder årligt brugt på aircondition i barakkerne, der husede de amerikanske soldater, imens mad og tøj regelmæssigt blev fløjet ind fra baserne i Qatar, Saudi-Arabien og Kuwait.
Det var næppe nogen overraskelse, at en enorm slum voksede op i Kabuls udkant, hvor de fattige samledes for at gennemrode affaldet. De lave lønninger, der blev betalt til afghanske sikkerhedsstyrker, kunne ikke overtale dem til at kæmpe imod deres landsmænd. Hæren, bygget op i løbet af to årtier, var fra et tidligt tidspunkt blevet infiltreret af tilhængere af Taleban, som fik gratis oplæring i brug af moderne militært udstyr og optrådte som spioner for den afghanske modstand.
Dette var den “humanitære interventions” elendige virkelighed. Noget skal dog anerkendes: Landet var vidne til en enorm fremgang i eksporten. I Talebans år blev opiumshandlen strengt overvåget. Efter USA’s invasion er den øget dramatisk og står nu for 90 procent af det globale heroinmarked – og får en til at overveje, om denne langstrakte konflikt burde ses, i hvert fald delvist, som en ny opiumskrig. Trilliarder er optjent i profitter og delt imellem afghanske sektorer, der servicerede besættelsen. Vestlige officerer blev gavmildt betalt for at muliggøre handlen. En ud af ti unge afghanere er nu opiummisbrugere. Tallene for NATO-styrkerne er ikke tilgængelige.
Hvad kvinders rettigheder angår, er der ikke meget, der har ændret sig. Der har kun været lidt socialt fremskridt udenfor den NGO-inficerede Grønne Zone. En af landets førende feminister i eksil bemærkede, at afghanske kvinder har tre fjender: den vestlige besættelse, Taleban og den Nordlige Alliance. Når USA er rejst, vil de have to. (I skrivende stund kan dette måske rettes til en enkelt, eftersom Talebans fremgang i norden sikrede, at nøgleafdelinger i den Nordlige Alliance blev taget til fange).
Til trods for gentagne forespørgsler fra journalister og kampagnearbejdere er der ikke frigivet nogen pålidelige tal om prostitutionsindustrien, som voksede for at servicere den besættende hær. Der er heller ikke troværdige voldtægtsstatistikker – selvom amerikanske soldater regelmæssigt anvender seksuel vold imod “terrormistænkte”, voldtog afghanske civile og tillod, at allierede militser misbrugte børn. Under borgerkrigen i Jugoslavien mangedobledes prostitution, og regionen blev et centrum for sex trafficking. FN’s engagement i denne profitable forretning er veldokumenteret. I Afghanistan har vi endnu det fulde billede til gode.
Over 775.000 tropper har kæmpet i Afghanistan siden 2001. Af disse er 2448 blevet dræbt sammen med næsten 4000 andre serviceydere. Omtrent 20.589 blev såret i kamp ifølge forsvarsministeriet. Afghanske tabstal er svære at beregne, siden “fjendtlige faldne”, som inkluderer civile, ikke tælles. Carl Conetta fra Project on Defense Alternatives vurderede, at mindst 4200-4500 civile blev dræbt indtil midt i januar 2002 som følge af amerikansk angreb, både direkte som ofre for luftbombardementer og indirekte i den humanitære krise der fulgte efter.
I 2021 rapporterede Associated Press, at 47.245 civile var omkommet som følge af besættelsen. Afghanske borgerrettighedsaktivister fremlagde et højere tal og insisterede på, at 100.000 afghanere (mange af dem ikke kæmpende) var døde, og at tre gange så mange var sårede.
The Afghanistan Papers
I 2019 udgav Washington Post en 2000 sider lang intern rapport, bestilt af USA’s føderale regering, til at beskrive nederlagene under dens længste krig: The Afghanistan Papers. Den var baseret på en række interviews med amerikanske generaler (både pensionerede og tjenestegørende), politiske rådgivere, diplomater, hjælpearbejdere og så videre. Deres samlede vurdering var en hård dom.
General Douglas Lute, den “afghanske krigszar” under Bush og Obama, tilstod, at “vi mangler fuldstændigt en grundlæggende forståelse af Afghanistan – vi vidste ikke, hvad vi lavede … Vi havde ikke den fjerneste idé om, hvad vi indlod os på … Hvis det amerikanske folk kendte til omfanget af denne dysfunktion”.
Et andet vidne, Jeffrey Eggers, en pensioneret frømand fra den amerikanske flåde og ansat i Det Hvide Hus under Bush og Obama, understregede spildet af ressourcer: “Hvad fik vi for denne én trillion dollars-indsats? Var det én trillion dollars værd? Efter drabet på Osama bin Laden sagde jeg, at Osama sikkert lo i sin våde grav i betragtning af, hvor meget vi har bekostet på Afghanistan”. Han kunne have tilføjet: “Og vi tabte alligevel”.
Hvem var fjenden? Taleban? Pakistan, alle afghanere? Én amerikansk soldat, som havde været længe i tjenesten, var overbevist om, at mindst halvdelen af det afghanske politi var afhængigt af stoffer, og at en anden anselig andel var tilhængere af Taleban. Dette udgjorde et betydeligt problem for amerikanske soldater, som et ikke navngivet fremtrædende medlem af specialstyrken bevidnede i 2017: De troede, at jeg ville komme til dem med et kort og vise dem, hvor de gode og de onde boede … Det tog dem adskillige samtaler at forstå, at jeg ikke havde den information til rådighed. I starten blev de bare ved med at spørge, “men hvem er de onde, hvor er de?”
Donald Rumsfeld gav udtryk for den samme tankegang tilbage i 2003: “Jeg har ikke nogen indsigt i, hvem de onde er i Afghanistan eller Irak”, skrev han. “Men jeg læste alle oplysninger fra miljøet, og det lyder som om, vi ved en hel masse, men faktisk, når du går det efter, finder du ud af, at vi ikke har noget, vi kan handle på. Vi er sørgeligt bagud på menneskelige efterretninger”.
Ikke at være i stand til at skelne ven fra fjende er et alvorligt problem – ikke bare på et schmitteansk niveau, men på et praktisk. Hvis du ikke kan se forskel på allierede og modstandere efter et IED-angreb på en fyldt markedsplads, svarer du igen ved at lange ud efter alle og skaber flere fjender undervejs.
Oberst Christopher Kolenda, en rådgiver der har tjent under tre generaler, pegede på et andet problem med den amerikanske mission. Korruptionen var løssluppen fra begyndelsen, sagde han; Karzai-regeringen var et “selvorganiseret kleptokrati”. Det underminerede strategien efter 2002 med at bygge en stat, der kunne overleve besættelsen. “Småkorruption er som hudkræft: Der er måder at håndtere det på, og du vil sikkert blive rask. Korruption inde i ministerierne, højere oppe, er som tarmkræft; det er værre, men hvis du fanger det i tide, vil du sikkert blive rask. Kleptokrati er derimod som kræft i hjernen; det er dødeligt.” Selvfølgelig havde den afghanske stat – hvor kleptokrati gennemsyrer alle niveauer – overlevet i årtier. Men ting er ikke så nemme i Afghanistan, hvor statsopbyggende indsatser blev ledt af en besættende hær, og den centrale regering havde sparsom folkelig støtte.
Hvad med de falske rapporter om at Taleban var slået ud og aldrig ville vende tilbage? En ældre person i National Security Council kommenterede på de løgne, der var blevet søsat af hans kolleger: “Det var deres forklaringer. For eksempel, (Taleban)s angreb bliver værre? “Det er fordi, der er flere mål for dem at skyde på, så flere angreb er en falsk indikator på ustabilitet”. Så, tre måneder senere, angrebene bliver stadig værre? “Det er, fordi Taleban er ved at være desperate, så det er faktisk et tegn på, at vi er ved at vinde” … Og dette blev ved og ved af to grunde: For at få alle involverede til at se godt ud og for at få det til at se ud som om tropper og ressourcer havde en form for effekt, så en fjernelse af dem ville betyde tilbagegang for landet.”
Alt dette var en offentlig hemmelighed i NATO-Europas ambassadekontorer og forsvarsministerier. I oktober 2014 indrømmede den britiske forsvarsminister Michael Fallon, at “militære fejl blev begået, fejl blev begået af politikere på den tid, og det går 10, 13 år tilbage … Vi sender ikke kamptropper ind i Afghanistan under nogen omstændigheder.” Fire år senere genudsendte premierminister Theresa May britiske tropper til Afghanistan og fordoblede deres antal kæmpende “for at hjælpe med at håndtere den skrøbelige situation”.
Nu gentog de britiske medier, hvad forsvarsministeriet sagde, og kritiserede Biden for at have foretaget den forkerte manøvre på det forkerte tidspunkt, imens øverstbefalende over de britiske styrker, Sir Nick Carter, foreslog, at en ny invasion kunne blive nødvendig. Menige konservative, kolonitidsnostalgikere, marionetjournalister og Blair-fans sluttede sig til koret, der ønskede en permanent britisk tilstedeværelse i den krigshærgede stat.
Utroligt nok lader hverken general Carter eller hans budbringere til at have anerkendt omfanget af den krise, som den amerikanske krigsmaskine står overfor, som beskrevet i ‘The Afghanistan Papers’. Imens de amerikanske militære planlæggere langsomt vågner op til virkeligheden, klynger deres engelske modparter sig til et fantasibillede af Afghanistan. Nogle indvender, at en tilbagetrækning vil sætte Europas sikkerhed i fare, efterhånden som al-Qaeda regrupperer sig under det nye Islamiske Emirat. Men disse spådomme er ikke oprigtige. USA og Storbritannien har brugt år på at bevæbne og assistere al-Qaeda i Syrien, ligesom de gjorde i Bosnien og Libyen.
Sådan skræmmeretorik virker kun i en sump af uvidenhed. Det lader i hvert fald ikke til at være trængt igennem i den britiske offentlighed. Historien presser somme tider et land til hastig erkendelse ved tydeligt at demonstrere fakta eller udstille eliterne. Den aktuelle tilbagetrækning er sandsynligvis sådan et øjeblik. Briterne, der allerede er fjendtligt indstillet overfor krigen imod terror, kunne få styrket deres modvilje imod fremtidige militære landvindinger.
Fremtiden
Hvad vil fremtiden byde på? Med en kopi af fremgangsmåden de udviklede for Irak og Syrien, har USA bekendtgjort, at de vil udstationere en permanent speciel militær enhed på en base i Kuwait, bemandet af 2500 tropper, klar til at flyve til Afghanistan og bombardere, dræbe og sønderrive, hvis det skulle blive nødvendigt.
I mellemtiden besøgte en højtrangerende Taleban-delegation Kina sidste juli og lovede, at deres land aldrig igen ville blive brugt som affyringsrampe for angreb på andre stater. Høflige diskussioner blev ført med den kinesiske udenrigsminister, efter sigende om handel og økonomiske forbindelser. Topmødet vækker mindelser om lignende møder imellem afghanske mujahediner og vestlige ledere i 1980’erne: Førstnævnte møder op i deres wahhabidragter og regelrette skæg med Det Hvide Hus eller Downing Street nummer 10 som et spektakulært bagtæppe.
Men nu, med NATO på retræte, er nøglespillerne Kina, Rusland, Iran og Pakistan (som utvivlsomt har ydet Taleban strategisk assistance, og for hvem dette er en enorm politisk-militær triumf). Ingen af dem ønsker en ny borgerkrig, i diametral modsætning til USA og dets allierede, efter Sovjets tilbagetrækning. Kinas nære relationer med Teheran og Moskva giver det måske mulighed for at arbejde for at sikre en skrøbelig fred for borgerne i dette traumatiserede land, hjulpet på vej af fortsat russisk indflydelse i den nordlige del.
Der har været meget fokus på gennemsnitsalderen i Afghanistan: 18 i en befolkning på 40 millioner. I sig selv betyder det ingenting. Men der er håb om, at unge afghanere vil stræbe efter et bedre liv efter den fyrre år lange konflikt. For afghanske kvinder er kampen på ingen måde forbi, selvom kun en enkelt fjende er tilbage. I Storbritannien og andre steder må alle de, der fortsat ønsker at kæmpe, flytte deres fokus til flygtningene, som snart banker på NATO’s dør. Et tilflugtssted fra krig er det allermindste, Vesten skylder dem: En meget lille erstatning for en unødvendig krig.
Denne artikel, som er oversat af Jette Vellet, har været bragt som blog den 16. august 2021 i Sidecar/New Left Review. Den har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, oktober 2021.
