Latinamerika: Mulighed for venstreorienteret regionalt samarbejde?
Med nye regeringer i Argentina, Bolivia og Peru vakler det regionale samarbejde i Limagruppen, hvis eneste formål var at støtte oppositionen i Venezuela og vælte landets regering og præsident.I 2017 blev Lima-gruppen oprettet. Med Mauricio Macri fra Argentina, Jair Bolsonaro fra Brasilien og Sebastián Piñera fra Chile i spidsen forsøgte gruppen at gøre op med den venstrefløjsdagsorden, der startede i begyndelsen af 00’erne.
Økonomisk ville den nye politiske blok konsolidere nyliberalismen, men den ville også vise politisk, at venstrefløjen ikke længere var et alternativ i den sydamerikanske region. Derfor blev det vigtigt at ændre regeringen i Venezuela for at symbolisere slutningen på venstrefløjspolitikken.
Spørgsmålet er nu, om man kan finde en ny form for latinamerikansk samarbejde, som fremmer regionens selvstændighed, sociale politikker og omfordeling.
00’erne var præget af en venstreorienteret strømning i Sydamerika, hvor de største regeringer delte ambitionen om at styrke politisk, regionalt samarbejde.
Som resultat af denne indsats blev en række nye regionale organisationer skabt: ALBA var præget af de socialistiske idealer i Venezuela og Cuba, UNASUR ville styrke det sydamerikanske samarbejde og sikre den progressive og demokratiske udvikling af landene, og CELAC blev opfattet som et alternativ til OAS (Organisationen af Amerikanske Stater), og som modvægt til USA’s indflydelse med mål om at øge latinamerikansk selvstændighed. Disse projekter opfattedes som ’for ideologiske’ af de højreorienterede regeringer, der kom til magten midt i 10’erne i Sydamerika.
Lima-gruppen ville vælte Venezuelas præsident
Kritikken fra højrefløjsregeringerne gik på, at disse regionale organisationer primært blev brugt til at beskytte Nicolás Maduros regering i Venezuela og andre venstreorienterede politikere. Maduro blev anset som en risiko for hele regionen, og Lima-gruppen blev etableret næsten udelukkende med det formål at støtte oppositionen i Venezuela og opnå en reel demokratisk regering.
Konsekvenserne af stiftelsen af Lima-gruppen var mange og særligt relateret til det forfejlede udgangspunkt: At forene en række lande for at vælte den venezuelanske regering:
1) de involverede lande forlod enhver form for regionalt samarbejde, såsom UNASUR og CELAC uden at tilbyde et alternativ,
2) landene havde ikke til hensigt at finde en løsning for dem, som var involveret i konflikten, eller at acceptere andre mæglere,
3) de skabte en usædvanlig struktur, hvor regeringerne samarbejdede med den venezuelanske opposition, og
4) de udvidede den venezuelanske polarisering til hele regionen, da der kun var to muligheder indenfor denne ramme, nemlig at være for eller imod Venezuela. Hvis man var for, blev man med det samme betragtet som fjende af demokratiet.
Lima-gruppen fungerede således aldrig som et åbent forum, der skulle finde en løsning på den kritiske situation i Venezuela. Tværtimod gjorde gruppen situationen værre. Den bidrog til at indføre økonomiske restriktioner imod Venezuela, styrke alliancen med USA (på linje med Trump, der pegede på Venezuela som en af de globale trusler) og støtte Juan Guaidó som den legitime præsident.
Samarbejdet i Lima-gruppen vakler
Det sidste skabte en geopolitisk opdeling omkring Venezuela, hvor stormagter som USA og en stor del af EU bakkede op om Guaidó, mens Kina og Rusland allierede sig med Venezuela. Da Guaidó ikke viste sig i stand til at erstatte Maduro, vaklede hele det nye regionale samarbejde omkring Lima-gruppen.
Politiske begivenheder i forskellige lande fremskyndede processen. Venstrefløjen kom tilbage til magten med Alberto Fernández i Argentina, Luis Arce i Bolivia og for nyligt Pedro Castillo i Peru.
Fernández hævdede, at gruppen ikke havde nået noget som helst gennem sanktioner og polarisering, hvilket tværtimod primært havde påvirket de mest udsatte i Venezuela. Castillos ønske om at forlade gruppen bekræfter hans projekt om, at Peru skal styrke latinamerikansk samarbejde og øge autonomien i forhold til USA.
Lima-gruppens manglende succes skyldes højrefløjsregeringernes tanke om, at det var muligt at gennemtvinge en løsning på situationen i Venezuela gennem ekstern interferens, og at venstrefløjsregionalismen var ovre.
Spørgsmålet er nu, om man kan finde en ny form for latinamerikansk samarbejde, som fremmer regionens selvstændighed, sociale politikker og omfordeling.