I bund og grund er vi mennesker ens over hele verden og har de samme grundlæggende behov. Det gælder folk på Påskeøen, i Alaska og i Myanmar.
Hvad det hele handler om, er et tilbagevendende tema i folkeeventyr, nemlig menneskelig samhørighed, fællesskab og en forpligtigelse til at hjælpe hinanden.
Her udtrykt i et eventyr fra Etiopien:
Krukken er til mig og dig
Abdos kone var en kvinde, der ikke havde lyst til at være sammen med de andre kvinder i landsbyen og dele deres samhørighed. Hun havde mange børn at opdrage, og det, syntes hun, var nok at tage sig af.
Abdo arbejdede hårdt, så hans familie aldrig manglede mad, tøj og alt det andet, når man skal leve et ordentligt liv.
Hver dag når Abdo kom hjem fra arbejde, bragte han noget at spise med sig hjem . Hans kone delte så maden i to lige store dele. Familien skulle spise den ene halvdel, og den anden del blev så gemt til senere brug. Derfor viste de andre kvinder i landsbyen, at Abdos familie altid havde mad nok.
Det var skik i byen, at hvis en af kvinderne i landsbyen manglede mad og havde brug for hjælp, tog kvinden en krukke. Med den i hånden bad hun om noget mad hos de andre kvinder.
Men Abdos kone respekterede aldrig skikken med krukken. Tværtimod sagde hun altid til de andre kvinder, at de skulle forsvinde, hvis de kom og ønskede lidt mad af hende.
Imidlertid blev Abdo syg og døde.
Abdo havde været en agtet mand, så derfor kom mange mænd og kvinder til hans begravelse. Samtidig tilbød de at hjælpe Abdos efterladte kone, men hun ville ikke have hjælp.
Tiden gik, og der blev mindre og mindre af den mad, som enken havde gemt bort. Hun blev mere og mere fortvivlet, for hun anede ikke, hvordan hun skulle få mad til sine sultne børn. Samtidig holdt hun stadig for sig selv uden, for hun ville stadig ikke være med i de andre kvinders fællesskab.
Hun havde aldrig givet nogen noget, og nu ramte hendes gerrighed hendes børn, da hendes mad var sluppet op, og hendes børn begyndte at skrige højt af sult.
Hele landsbyen viste, at enken og hendes børn sultede, fordi enken altid havde været gerrig og havde sendt alle andre nødlidende væk, der var kommet til hende for at bede om mad, og nu var for stolt til at modtage hjælp.
Til slut satte landsbyens ældste sig sammen og snakkede om de sultne børn, men de ældste kunne ikke finde på noget, der kunne hjælpe dem.
– Det kan jeg, sagde landsbyens klogeste mand og gik derfor til enkens hus, hvor hun og hendes børn var udmattede af sult.
– Har du prøvet du at gå til os andre i landsbyen med en krukke, uden at nogen har givet dig noget?
Enken svarede, at det havde hun ikke gjort.
Den kloge mand rakte hende da en krukke og smilede:
– Denne krukke er til dig, mig og alle mennesker. Vi har brug for hinanden, og derfor skal vi i fællesskab skaffe os til livets ophold.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
