Analyse
I nogle af de værste dage under den ulovlige amerikansk-israelske krig mod Iran talte jeg med venner, der befandt sig i de civile områder, der blev bombet.
Nogle af dem er akademikere, andre digtere og kunstnere, nogle arbejder i regeringen, andre i forskellige institutioner. Uanset deres holdning til regeringen stod de alle sammen fast. Ikke én eneste følte, at deres verden var truet. De forblev standhaftige, og deres mod udsprang af en enorm tro på den iranske civilisations modstandsdygtighed.
Hverken civilisation eller dialog vil i sig selv drive historien i retning af menneskelig frigørelse. For at det skal ske, må – i tide – klassekampen skærpes.
Den marxistiske og den nationale befrielsesbevægelses tænkning har haft et meget kompliceret forhold til begrebet “civilisation”. Den klassiske marxisme afviste det, da det kunne udviske de sociale skel under en dyne af kulturel homogenitet og dermed ophæve nødvendigheden af klassekamp.
Men da marxismen blev en afgørende ramme i de store antikoloniale kampe i tiden efter den antifascistiske verdenskrig, vendte begrebet civilisation tilbage i en ny betydning. Civilisationen blev nu opfattet som en værdifuld arena i den kulturelle kamp mod imperialismen. Den kunne blive et redskab til national kontinuitet og politisk legitimitet snarere end blot at være en ideologisk forklædning for klasseherredømme.
Men denne påberåbelse af begrebet civilisation måtte gennemføres som et frigørelsesprojekt, der var villigt til at bryde med reaktionært arvegods inden for civilisationen selv.
I Kinas tilfælde, for eksempel, insisterede den kinesiske marxisme – bedst sammenfattet af Mao Zedong – på et brud med det værste arvegods fra det prærevolutionære Kina, såsom konfuciansk hierarki og sexisme, samtidig med at den gennem klassekamp og ideologisk omskabelse overtog selve ideen om den “kinesiske civilisation” som et bolværk mod imperialismen og et middel til fremme af udvikling af en national patriotisme.
Den iranske revolution (1978–1979) blev gennemført af en række politiske kræfter, herunder marxister, hvoraf mange senere blev forfulgt og dræbt af den nyoprettede Islamiske Republik.
På trods af deres undertrykkelse fandt mange marxistiske idéer vej ind i Den Islamiske Republiks ideologiske rammer, enten gennem en række tænkere med deres egen fortid inden for marxismen, såsom Ehsan Tabari (1917–1989), Jalal Al-e Ahmad (1923–1969), Ali Shariati (1933–1977), Bijan Jazani (1938–1975) eller Khosrow Golsorkhi (1944–1974).
Jeg ville ønske, jeg kunne skrive mere om disse tænkere, men det ville kræve en hel bog. Den mest overbevisende var Golsorkhi, der blev dræbt i sin bedste alder. Han sagde til en rystet dommer under sin retssag:
”Jeg indleder mit indlæg med nogle ord af Mowla [Imam] Hossein (se note), en stor martyr for befolkningerne i Mellemøsten. Jeg, som er marxist-leninist, søgte først social retfærdighed i den islamiske skole og nåede derfra frem til socialismen.
Jeg vil ikke tinge om mit liv i denne retssal, ej heller om min levetid. Jeg er en ubetydelig dråbe i de kæmpende og undertrykte folks kamp i Iran… Ja, jeg vil ikke tinge om mit liv, for jeg er barn af et kæmpende og modigt folk.
Jeg indledte mine ord med at tale om islam. Den sande islam i Iran har altid stået ved sin gæld til Irans befrielsesbevægelser. Seyyed Abdollah Behbahani og Sheikh Mohammad Khiyabani er sande legemliggørelser af disse bevægelser. Og også i dag står den sande islam ved sin gæld til Irans nationale befrielsesbevægelser.
Når Marx siger: “I et klassesamfund akkumuleres rigdom på den ene side og fattigdom, sult og elendighed på den anden, mens de, der producerer rigdommen, selv er berøvet”, og Mowla [Imam] Ali (se note) siger: “Intet palads opføres, uden at tusinder bliver fattige”, er der en dyb lighed. Man kan således betegne Mowla [Imam] Ali som den første socialist i historien, og det samme gælder Salman Farsis(se note) og Abu Dharr Ghaffaris.”
Da revolutionen brød ud, havde den iranske venstrefløj – der var splittet mellem Fedayeen-guerillaerne, det kommunistiske Tudeh-parti og den islamistisk-revolutionære Mujahideen – indset, at de ikke kunne vælte shahen uden de religiøse kræfter.
Men de undervurderede præsternes magt over det iranske samfund, herunder over arbejderklassen. Det var denne fejlberegning, der inden for et år forvandlede den iranske revolution til Den Islamiske Republik.
Den civilisatoriske arv
Men i stedet for at danne et almindeligt teokrati, trak det postrevolutionære Iran på en langt ældre civilisatorisk arv, der går tilbage til Kyros den Store (559–530 f. Kr.) og Det akamenidiske Imperium (cirka 550–330 f. Kr.) — omtrent 2000 år før shiismens indførelse som statsreligion i Iran under Safavid-imperiet (1501–1736).
Det er denne ældre civilisatoriske arv, der spiller en grundlæggende rolle i det iranske samfund, og som i tider med alvorlige kriser gør det i stand til at rumme interne uenigheder og påberåbe sig en dybere historisk legitimitet som grundlag for forsvaret af suveræniteten.
I 1971 afholdt shahen en storstilet højtidelighed i Persepolis for at fejre 2500 års uafbrudt civilisation siden Kyros den Store.
Senere, under Iraks angrebskrig mod Iran fra 1980 til 1988, da Saddam Hussein forsøgte at fremstille konflikten som en krig mellem arabere og persere, afviste Den Islamiske Republik denne fortolkningsramme og insisterede på, at der snarere var tale om et “forsvar af fædrelandet”, idet man henviste til ideen om et ikke-erobret og ikke-koloniseret land, som folket måtte forsvare for enhver pris.
Det er svært for dem, der ikke stammer fra koloniserede samfund, at forstå den kraft, der ligger i udtryk som “forsvaret af fædrelandet” og i ideen om en civilisatorisk arv. Den skade, som kolonialismen har påført så mange samfundsformer, er enorm.
Kolonialismen stjæler rigdomme og geninvesterer dem andre steder til gavn for andre folks udvikling; den nedgør de koloniserede folks kulturer og nægter dem ofte deres eget sprog og deres egen følelse af en historisk mission. Derfor undrer så mange mennesker i det globale syd sig over, at Iran har været i stand til at stå op imod USA og vinde den aktuelle konflikt i strategisk henseende.
For dem, der deler denne udslettelsens lod, er det intet mindre end inspirerende at være vidne til den værdighed, som samfund som Kina eller Iran udviser, hvor der er mindre behov for at skabe kulturel stolthed ud af vrangforestillinger (ved at opfinde en forestillet fortid) eller ved at nedgøre andre (hvad enten det er minoriteter eller udlændinge).
Fraværet af total kolonial ødelæggelse af kulturen sådanne steder gør det muligt for de pågældende at genvinde og rekonstruere deres egen historie uden at blive helt fanget i falske modbilleder af Vesten (der ofte består af lige dele afvisning og efterligning). Det er den slags selvtillid, der møder USA’s destruktive magt med værdighed, og som har modet til at sende Lego-memes tilbage af Trump og hans medarbejdere, der ikke handler om tom hån, men om ægte foragt.
Dialog mellem civilisationer
I december 1997 offentliggjorde Organisationen for Den Islamiske Konference (OIC) Teheran-erklæringen, der forfægtede ideen om en “dialog mellem civilisationer”.
Dette var en direkte reaktion på Samuel Huntingtons essay fra 1993 og bogen fra 1996, The Clash of Civilisations and the Remaking of World Order. I det oprindelige essay, der blev offentliggjort i Foreign Affairs, forudsagde Huntington, at ”konflikten mellem civilisationer vil blive den sidste fase i udviklingen af konflikter i den moderne verden.”
For Huntington havde historien bevæget sig fra ideologiernes sammenstød (kommunisme mod kapitalisme) til civilisationernes sammenstød (som han definerede i religiøst-kulturelle termer som “vestlig, konfuciansk, japansk, islamisk, hinduistisk, slavisk-ortodoks, latinamerikansk og muligvis afrikansk civilisation”).
Huntington advarede om, at de nye konfliktlinjer ville følge disse akser. OIC advarede om, at denne måde at se verden på kunne frembringe netop den konflikt, den hævdede at beskrive, snarere end at forhindre den, og at det ville være bedre at føre en dialog mellem civilisationerne frem for at afvente konflikten mellem dem.
Teheran-erklæringen vandt gehør i FN, men ikke i magtens korridorer i de vestlige hovedstæder, hvor retorikken om ’krig mod terror’ – som gik forud for 2001 – eskalerede ud af kontrol.
Frygten for islam blev hverdagskost, og den blev hurtigt forbundet med frygten for indvandrere – en dobbelt frygt, der fortsat lammer Europa og Amerika.
I 1998 udnævnte FN 2001 til “Året for dialog mellem civilisationer”, og på UNESCO’s 31. generalkonference, der blev afholdt i Paris fra 15. oktober til 3. november 2001, valgte organisationen den iranske filosof og diplomat Ahmad Jalali som sin formand og inviterede Irans præsident Seyyed Mohammad Khatami til at tale for forsamlingen.
Konferencen fandt sted lidt over en måned efter angrebene på USA i september og samtidig med den amerikanske invasion af Afghanistan, der var et led i USA’s ’globale krig mod terror’. Khatamis tale er stadig stærk den dag i dag. Han opfordrer verden til ikke at give efter for “falske politiske polariseringer og splittelser”. Terrorisme “er resultatet af den dystre alliance mellem blind intolerance og brutal magt med det formål at tjene en illusion, der trods al sin propaganda ikke er andet end en projektion af det ubevidstes destruktive indhold”.
Når der sker et terrorangreb, er det værste, man kan gøre, ifølge Khatami, at reagere med hævn. “Hævn er som saltvand, der, selv om det ligner vand, øger tørsten i stedet for at slukke den, og således trækker den verden ind i en endeløs spiral af vold, had og hævn.
I stedet for hævn, insisterede Khatami, er dialog “det internationale samfunds vigtigste behov.”
En opfordring til dialog er vigtig og nødvendig, fordi alternativet leder os mod udslettelse – både gennem det kapitalistiske system, der forstærker uligheden og fremmer ødelæggelsen af planeten, og gennem det imperialistiske system, der fortærer samfund med krig.
Klassekampen er drivkraften
Men hverken civilisation eller dialog vil i sig selv drive historien i retning af menneskelig frigørelse. For at det skal ske, må – i tide – klassekampen skærpes, menneskelige behov overvinde materielle uligheder og magtforhold, og det globale system omdannes, så det imødekommer vores komplekse vilkår i stedet for at vende os mod hinanden.
Carlos Gutiérrez Cruz (1897–1930) udviklede sin poetiske sensibilitet midt i det postrevolutionære Mexicos litterære strømninger, herunder den patriotiske gruppe Contemporáneos (Samtidige), men brød senere med dem, efterhånden som han blev mere radikal.
I 1923 udgav han “Cómo piensa la plebe, folleto de propaganda libertaria en haikais” (“Hvordan folket tænker: En pamflet med frigørelsespropaganda i haiku”), som forvandlede haiku-formen, der i Mexico var forbundet med José Juan Tablada (1871–1945), til et redskab for kommunistisk poesi.
Gutiérrez Cruz vidste, at det ikke gav mening at forsvare nationen, hvis arbejdermasserne ikke fik noget ud af det. Det er værd at gentage her: En civilisation kan ikke forsvares som en abstraktion. Hvis det skal have nogen mening, må den forsvares som det levende vidnesbyrd om dem, der skaber historien. Som han udtrykte det i et af sine haiku:
Labriego, la tierra da ciento por uno
y tú ganas uno por ciento.
eller…
Bonde, jorden giver hundrede for én,
og du tjener én for hundrede.
Redaktionel note:
Mowla [Imam] Hossein var barnebarn af profeten Muhammed. Hans far Mowla [Imam] Ali var profeten Muhammeds svigersøn og fætter og indtager en fremtrædende stilling inden for islam. Shiamuslimer mener, at han er den første af de tolv ufejlbarlige imamer, der er Muhammeds retmæssige efterfølgere som leder af muslimerne.
Salman Farsis var en af de mest fremtrædende følgesvende til profeten Muhammed og en central figur i den tidlige islamiske historie. Han blev den første perser, der konverterede til islam, og var meget respekteret af Muhammed, som betragtede ham som en del af sin familie.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, juni 2026. Artiklen er oversat fra engelsk af Ellen Agerskov (støttet af DeepL) og er hentet fra The Tricontinental, hvor den blev bragt den 23. april 2026.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
