Filmanmeldelse
Hvor er et dejligt at se jer allesammen her i dag for at gi’ apartheid-Israel det røde kort!
Da vi delte det palæstinensiske flag ud til tilskuere, der var på vej ind i Parken, spurgte flere, om det ikke var at blande sport og politik sammen?
Jo, det er at blande sport og politik sammen, for ingen kan i dag påstå, at sport, penge og politik ikke hænger sammen. Tværtimod udgør det et stort sammenhængende miskmask.
Supermilliardærer, vel at mærke i dollars, står i kø for at købe og eje fodboldklubber. Og de har en helt anden dagsorden end sportens. De viser de mange fanprotester og aktioner verden over. De vil ikke længere vil finde sig i, at fodboldens rødder og ånd er til salg for penge.
Også firmaer står i kø for at købe klubber for at gøre det til reklamespot for deres produkter og ikke mindst profit. Red Bull der har opkøbt hele fem fodboldklubber (i USA, Tyskland, Østrig, Ghana og Brasilien), to hockeyhold, to hold, i “Formel 1”.
Og selv stater lægger ikke kun millioner, men milliarder af kroner ind i store sportsprojekter som for eksempel VM i fodbold i Qatar. Dette har rejst en berettiget verdensomspændende kritik og debat om brugen af slavearbejdere, men også af det uhyrlige antal dødsfald, som skønnes at være over 6750 døde, ifølge The Guardian. Eller 12 nye dødsfald hver eneste uge i Qatar, der for lidt over 10 år siden fik tildelt VM-slutrunden i fodbold. Uhyrligt! Flyt nu det VM!
Der har været utallige sympatiaktioner på mange stadions verden over.
Så kom ikke og sig, at sport og politik ikke hænger sammen. Når vi derfor rejser kravet om boykot Israel og giver apartheid-Israel det røde kort i forbindelse med en fodboldkamp, er det ikke, fordi vi sætter særlige standarder for Israel. Tværtimod må det give anledning til refleksioner over, hvorfor kritikken af Israels sammenblanding af sport og politik og Israels målrettede brug af sporten som en løftestang i undertrykkelsen af palæstinenserne er så relativ afdæmpet og begrænset, når det er en kendsgerning, at Israels bevidst bruger sporten som en del af den zionistiske strategi for at underlægge hele det historiske Palæstina under apartheidstaten Israel.
FIFAS-kampagne om ”rødt kort til racisme” er en fuldstændig nødvendig kamp og opgør mod racismen. Men desværre begrænser den sig til kampen imod racistiske tilråb og ytringer på banen mod spillerne. Dermed bliver den også en kampagne, der på mange måder er helt ufarlig.
Rødt kort betyder bortvisning, og denne konsekvens burde tildeles det israelske fodboldforbund, som er en aktiv part i undertrykkelsen af det palæstinensiske folk.
I dag har det israelske fodboldforbund optaget 6 klubber i deres forbund, som holder til i de israelske bosættelser (Ma’aleh Adumim, Ariel, Givat Ze’ev, Tomer og Oranit.)
• Moadon Kaduregel Ulamot Maccabi Ariel
• Moadon Kaduregel Ironi Ariel
• Beitar Givat Ze’ev Shabi
• Beitar Ma’aleh Adomim
• Hapo’el Oranit
• Hapo’el
• Jordan Valley
Disse fodboldklubbers baner og haller er bygget på besat jord, der er taget fra palæstinenserne på ulovlig vis. De er bygget eksklusivt for israelske bosættere. Palæstinenserne har ingen adgang. Og det israelske fodboldforbund arbejder aktivt for, at bosætterklubber kan deltage i internationale fodboldturneringer under UEFA og FIFA. Det må aldrig ske.
Besættelsen af Vestbredden, når der ses bort fra bosætterområderne, som er underlagt civil israelsk myndighed, er underlagt et utal af militære forordninger. Derfor er det også det israelske militær, som enerådigt, vilkårligt, men systematisk forhindrer det palæstinensiske fodboldlandshold i at deltage i internationale turneringer med deres bedste hold. Spillere bliver gang på gang nægtet enten udrejsetilladelse eller endda indrejsetilladelse, når de forsøger at rejse tilbage til Vestbredden.
Og ikke nok med dette, så nedlægger den israelske besættelsesmagt også forbud imod, at der kan spilles landskampe på den besatte Vestbred. Kun én gang er der sket, og det var forrige år, hvor en landskamp mellem Palæstina og Saudi-Arabien blev spillet i Ramallah. Det skete ikke på et tilfældigt tidspunkt, for det var lige præcis i den periode, at Israel indgik en række såkaldte fredsaftaler med reaktionens arabiske regimer. Så kom ikke og sig, at sport og politisk ikke hænger sammen, heller ikke for den israelske besættelsesmagt og apartheid-Israel.
Protesterne og modstanden skal findes blandt græsrødderne og modige sportsudøvere, som tør at tage bladet fra munden.
Hverken FIFA og UEFA har handlet meget anderledes overfor Israel, end flertallet af de vestlige magter gør. En gang imellem hæver de stemmen en anelse overfor Israel, men kendsgerningen er, at den zionistiske strategi om annektering af hele det palæstinensiske område forbliver uantastet.
Nej, protesterne og modstanden skal findes blandt græsrødderne og modige sportsudøvere, som tør at tage bladet fra munden.
Tilbage i 2002 spillede Danmark også en landskamp imod Israel. Det var dengang, at Sharon indledte en åben krig mod palæstinenserne. Vi husker blandt andet bombardementet af flygtningelejren i Jenin. Boykot Israel-bevægelsen forsøgte at få DBU til at aflyse kampen. Det lykkedes ikke, men tilskuere, der havde købt billet, kunne få deres penge refunderet. Det gjorde 8000 ud af 15.000 tilskuere.
Der har været utallige sympatiaktioner på mange stadions verden over. Lige fra vores egen ægte københavnerklub BK FREM, hvor tilskuere har stået med det palæstinensiske flag, eller fans for Sankt Pauli. Men især Celtic-fans er fantastiske. Gang på gang har de markeret deres støtte med store flotte tifoer. Det må man ikke, siger UEFA og har idømt klubben 10.000 euro i bøde for ”ukorrekt politisk optræden”, da Celtic spillede imod det israelske hold Hapoel i Champions League. Absurd, hvad gjorde Celtic-supporterne andet end at vise racismen det røde kort?!
Men også enkeltpersoner som verdens to bedste fodboldspillere gennem mange år, Ronaldo og Messi, har støttet den palæstinensiske sag.
Fodboldstjernen Cristiano har aldrig lagt skjul på sin støtte til palæstinenserne. Ronaldo er ofte blevet fotograferet med et halstørklæde med Palæstina påtrykt. Og i 2012 bortauktionerede han Den Gyldne Støvle, som han vandt i 2011, og donerede beløbet på 11 millioner kroner til Palæstina.
Også Messi har udtalt sin støtte til palæstinenserne, da han udtalte: Jeg er selv en far. Ligesom mange andre. Jeg kender til ansvaret og til den kærlighed, der følger med, når man bliver forældre. Jeg kan ikke have sympati overfor en nation, der vælger at dræbe børn. Specielt ikke når jeg tænker på, at min egen dreng kunne være iblandt.
Det var også Messi og det argentinske landshold, der nægtede at spille en venskabskamp mellem Israel og Argentina i Tel Aviv i 2018.
Når Celtics fans kan, når Ronaldo og Messi kan, så kan danske sportsfans og fodboldstjerner også. Gi’ racismen og det israelske apartheidregime det røde kort!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
