EU-modstanden står ved en skillevej
På lørdag samles EU-modstandere fra tidligere komitéer af Folkebevægelsen mod EU i Aarhus for at tage fat på den første indledende snak om fremtiden. Mødet har ikke mandat til at træffe en masse beslutninger. Men det vigtigste er også at få en åben og ærlig snak om, hvordan vi EU-modstandere skal arbejde fremadrettet, skriver Karen Sunds i denne blog.Vi er forpligtet til at forsøge at matche de store udfordringer, vi står overfor i fremtiden.
Året 2025 vil blive husket som det år, hvor Folkebevægelsen mod EU blev begæret konkurs. Efterfølgende måtte landsorganisationen stoppe alle aktiviteter og dreje nøglen om.
Men Folkebevægelsen mod EU havde en struktur, hvor de enkelte komiteer er selvstændige og med egen økonomi. Nogle af disse komiteer lever endnu rundt omkring i landet.
Og på lørdag samles EU-modstandere fra disse komiteer til træf i Aarhus for at tage fat på den første indledende snak om fremtiden.
Mødet har ikke mandat til at træffe en masse beslutninger. Men det vigtigste er også at få en åben og ærlig snak om, hvordan vi EU-modstandere skal arbejde fremadrettet.
EU-modstanden skal nytænkes
For sagen er, at der stadig er brug for EU-modstand i Danmark. Opgaverne er ikke blevet mindre.
Men vi er nødt til at nytænke den måde, vi arbejder på, for ellers kan vi ikke matche de udfordringer, vi kommer til at stå med i fremtiden.
Vi ved ikke, om vi inden for de næste år kommer til en folkeafstemning om et eller to af de danske EU-forbehold. Løkke Rasmussen lufter med jævne mellemrum sit forslag om, at Danmark går med i euroen.
På lørdag samles EU-modstandere i Aarhus for at tage en første indledende snak om fremtiden. Det vigtigste er at få en åben og ærlig snak om, hvordan vi EU-modstandere skal arbejde fremadrettet.
Men der kan også meget vel – og måske mere sandsynligt – komme en folkeafstemning om det indre-retlige forbehold. Vi ved det ikke…
Men vi kan forudse, at hvis den kommer, så bliver det som en tyv om natten. Så meget har vi da lært af foråret ’22, da Ukrainekrigen blev brugt som kulisse for at få det danske forbehold på det militære område tromlet ned i en lynafstemning.
Og hvis vi skal have en chance i en sådan situation, så nytter det ikke noget, at vi skal starte fra scratch. For så er det andre politiske kræfter fra højre, der tager over.
Vi lever i urolige tider. Magthaverne i EU har før vist, at de til fulde forstår betydningen af “chokterapi”, nemlig at udnytte en krisesituation til at slå politiske døre ind.
Det så vi med coronakrisen i ’20 og med Ukrainekrigen i ’22.
Og vi ser det nu med Trumps trusler om at erobre Grønland.
Alt tyder på, at islændingene nu bliver sendt til stemmeurnerne den 29. august for at afgøre, om Island skal genoptage forhandlinger med EU om medlemskab.
“Det europæiske Grønlands-moment”
Og i EU er det nye makkerpar Mette og Macron gået sammen om at annoncere, at EU nu skal gøre sig uafhængig af USA og blive selvforsynende med våben og energi samt opruste på alle parametre.
I et interview til DR, 19. marts, taler de to makkere om “det europæiske Grønlands-moment”.
Jo, der skal smedes, mens jernet er varmt.
Jeg kan godt være meget i tvivl om, hvor meget substans der er i udsagnet om at frigøre sig fra USA.
Den europæiske monopolkapital – og da ikke mindst den danske – er fuldstændig sammenvævet med den amerikanske monopolkapital.
Og indtil nu har EU bøjet sig i støvet og efterkommet alle USA’s krav.
Det så vi med sanktionspolitikken, det så vi med import af den dyre skifergas fra USA. I huj og hast blev der bygget havneanlæg, så amerikanske skibe kunne lægge til med skifergassen.
Vi får at se, om det er mere end tom retorik.
Men hvad jeg ikke er i tvivl om, er, at “det europæiske Grønlands-moment” vil blive brugt til at booste Unionens tiltag, militært, økonomisk og socialt. Masterplanen blev rullet ud i detaljer, først af Letta og senere af Draghi, og det er nu gjort til officiel EU-politik af EU-kommissionen.
Vi skal række hånden ud
Lige nu har mange mennesker forhåbninger om, at EU vil “gi’ Trump modstand”. Og derfor ser vi også, at opbakningen til EU er historisk høj i Danmark.
Men rigtig mange mennesker vil blive ramt, når EU begynder at diktere nedskæringer i den offentlige velfærd i landene, fordi pengene skal bruges til våben.
Og når der kommer pres på løn og arbejdsforhold, fordi de europæiske monopolers konkurrenceevne skal styrkes.
Det bliver hårde tider.
Vi skal række hånden ud til alle de mennesker, som ikke bare køber Unionens retorik, men som er kritiske overfor, hvad der reelt er gang i.
Og den slags mennesker er der mange af: I miljøbevægelser, antiimperialistiske solidaritetsbevægelser, demokratibevægelser og i faglige sammenhænge.
Vi skal forstå at skabe netværk, bygge alliancer til alle de mange grupper af modstand. For når man dykker ned under de fine skåltaler og de smukke værdiord, når man får fat i EU’s konkrete politik, så viser Unionen sit sande ansigt.
Vi skal bringe EU-kritikken ind i alle disse folkelige fora.
Og vi har meget at byde på, vores viden om EU, vores indsigt i EU-sammenhænge. Vi kan hjælpe med at skaffe dokumentationen, så disse modstandsgrupper bliver langt mere skarpe i deres arbejde.
Jeg glæder mig til, at vi skal i gang med at arbejde på den måde. For så vil der vise sig et potentiale, der rækker langt ud over den gruppe mennesker, som har sat hinanden stævne i Aarhus på lørdag.
Og det er der brug for.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.