Nyligt årsregnskab
Europa har i generationer haft en fast refleks: Når verden bliver urolig, vender vi os mod USA. Efter 1945 gav det mening. USA var den store garanti i en kold krig, og amerikansk magt blev bundet til europæisk genopbygning, til NATO og til en idé om, at demokratiske samfund måtte holde sammen mod autoritære blokke.
Men en refleks er ikke det samme som et godt valg. I dag er spørgsmålet ikke, om USA stadig er vigtigt, men om USA stadig bør være Europas førstevalg – og om vi har råd til at lade amerikansk indenrigspolitisk turbulens være en skjult motor i europæisk sikkerhed, teknologi og økonomi.
Et stærkere EU-Canada-samarbejde giver netop muligheden for at stille fælles krav og gøre dem bindende, fordi politiske kulturer og institutioner passer bedre sammen end med USA, hvor marked og magt ofte får lov at overtrumfe sociale hensyn.
Hvis man vil have en mere stabil, mere forudsigelig og mere værdimæssigt kompatibel partner over Atlanten, ligger Canada lige foran os. Ikke som “mini-USA”, men som noget andet: Et samfund med en politisk kultur, der minder mere om Europas, og et strategisk mindset, der i langt højere grad kan bygges ind i fælles institutioner uden konstant at blive trukket i stykker af transaktionspolitik, show og skiftende kurs.
Historisk er båndet mellem Europa og Canada ikke tilfældigt. Det er vævet af migration, af sprog, af retstraditioner og af fælles erfaringer med, at demokrati ikke bare er en idé, men et system, der kræver institutioner, kompromis og regler.
Mange canadiske familier er europæiske i deres rødder, men det afgørende er ikke blodlinjer. Det afgørende er den politiske kultur: Respekt for forvaltning, regulerede markeder, pluralisme og en grundlæggende tro på, at internationale problemer løses gennem institutioner frem for ved rå magt og ultimatum.
USA har i stigende grad bevæget sig i retning af det modsatte. Amerikansk politik er blevet et konstant slagsmål om identitet og magt, hvor internationale forpligtelser ofte behandles som forhandlingskort i en hjemlig konflikt. Det gør USA til en partner, man aldrig helt kan planlægge langsigtet med.
Europa kan ikke basere sin fremtid på, hvem der vinder det næste valg i et land, hvor udenrigspolitik i højere grad end før er blevet en del af en polariseret kulturkrig. Det er her, Canada skiller sig ud: Canada er ikke uden problemer, men landet er langt mere kontinuerligt, mindre dramatisk og mere institutionelt stabilt.
Det er ikke kun en stemning eller en sympatisk fortælling. Canada handler også, når det gælder. I NATO-samarbejdet har Canada i årevis været synligt til stede i Europas østlige frontlinje og taget ansvar i Baltikum. Det er den slags praktisk solidaritet, der betyder noget, når sikkerhed ikke bare er ord, men logistikkæder, beredskab og mennesker, der står vagt. Canada er en partner, der møder op – uden at gøre det til et tv-show.
Samtidig har Canada valgt en retning, som europæere bør lægge mærke til: Canada søger ikke kun samarbejde gennem militære strukturer, men også gennem civilt samarbejde, forskning og standarder. Canada har knyttet sig tættere til Europas forskningsmaskine, hvor løsninger på klima, sundhed, digital sikkerhed og industriel omstilling kan udvikles i et fælles rum.
Det er et vigtigt signal: At fremtidens styrke ikke kun er flere våben, men også bedre teknologi, bedre beredskab, bedre energi- og klimaløsninger – og at det kan bygges gennem samarbejde, der er reguleret, gennemsigtigt og langsigtet.
Og så er der Arktis – det store, kolde rum, der pludselig er blevet et af verdens varmeste politiske områder. Når isen trækker sig tilbage, åbner der sig sejlruter, ressourcer og nye konflikter.
Arktis er ikke et eventyr på et kort. Det er hjem for lokalsamfund, det er et sårbart økosystem, og det er en strategisk arena, hvor stormagter tester hinanden. Her giver det simpelthen ikke mening, at Europas primære “port” til nord skal være USA.
USA tænker Arktis i stigende grad som stormagtskonkurrence. Canada tænker Arktis som territorium, ansvar, lokalsamfund, suverænitet og langsigtet forvaltning.
Danmark har via Grønland et særligt ansvar i samme område. Hvis vi vil have et arktisk samarbejde, der ikke ender som en ren militariseret kampplads eller en ny udvindingsfront, er Canada den mest naturlige partner at bygge en civil, miljømæssig og socialt forpligtende ramme med.
Hvis Europa vil flytte noget i praksis, skal vi holde op med at nøjes med høflige topmøder og pæne erklæringer. Vi bør gøre Canada til et førstevalg på tre områder, hvor USA ofte trækker os i en mindre demokratisk og mere afhængig retning.
For det første bør EU og Canada skabe et fast arktisk samarbejde med drift, fælles øvelser og fælles kapaciteter: Overvågning af hav og is, søredning, olieudslipsberedskab og fælles standarder for sikker sejlads og lave udledninger i nord. Det skal være civilt forankret og gennemsigtigt, og det skal have et klart miljø- og sikkerhedsfokus, så Arktis ikke bliver et politisk “ingenmandsland”, hvor det stærkeste skib bestemmer.
For det andet bør det tætte samarbejde kobles til en social bundlinje. Hvis Europa og Canada vil være “værdifællesskab”, skal det kunne ses i arbejdsforhold, i organiseringsret, i arbejdsmiljø og i forsyningskæder. Den grønne omstilling og råstoffer til batterier og teknologi må ikke bygges på social dumping eller på lokalsamfund, der bliver kørt over.
Et stærkere EU-Canada-samarbejde giver netop muligheden for at stille fælles krav og gøre dem bindende, fordi politiske kulturer og institutioner passer bedre sammen end med USA, hvor marked og magt ofte får lov at overtrumfe sociale hensyn.
For det tredje bør samarbejdet handle om at gøre Europa mindre afhængig. Ikke ved at lukke sig om sig selv, men ved at vælge partnerskaber, der ikke automatisk betyder amerikanske standarder, amerikanske platforme og amerikanske leverandørkæder. Europa har brug for flere robuste forbindelser til verden, ikke én dominerende afhængighed.
Canada er i den sammenhæng et sjældent godt match: Tæt nok på til at skabe fælles projekter, langt nok væk fra europæiske interne konflikter til at være stabilt, og politisk kompatibelt nok til, at samarbejdet kan institutionaliseres frem for at være et spørgsmål om personlig kemi mellem ledere.
USA vil fortsat være en magt, og vi kan ikke ignorere landet. Men Europa bør stoppe med at forveksle amerikansk styrke med amerikansk egnethed som partner. I en tid, hvor demokratier er under pres, og hvor Arktis, klima og teknologi bliver nye kampzoner, har Europa brug for partnere, der deler både værdier og mindset: Regler før rå magt, institutioner før improvisation, langsigtet ansvar før kortsigtet gevinst.
Den partner er Canada. Hvis vi mener alvor med europæisk selvstændighed, social ansvarlighed og et fredeligt, reguleret samarbejde i nord, bør vi begynde at handle derefter – og gøre Canada til vores foretrukne transatlantiske partner i både NATO og EU-samarbejdet.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
