Boganmeldelse
Enhedslisten har i mange år markeret sig som kritiker af militarisme, NATO-logik og den politiske rutine, hvor national sikkerhed trumfer sociale hensyn. Netop derfor er partiets Ukraine-linje principielt interessant: Når et antimilitaristisk udgangspunkt skal fungere inden for den statslige sikkerhedsramme, kan resultatet blive, at man ikke udfordrer rammen, men hjælper med at få den til at fungere.
Pointen handler ikke om motiver, men om politisk funktion: Man kan ende med at gøre en militariseret kurs socialt og politisk gennemførlig. Og det er ikke et Ukraine-fænomen alene; samme forskydning kan spores, når Grønland gøres til et sikkerhedsspørgsmål, fordi krisen dér også producerer sine egne “nødvendigheder”.
Enhedslistens Ukraine-linje kan altså – selv med antimilitaristiske forbehold – komme til at indgå i en orden, hvor militærstøtte, allianceintegration og oprustning fremstår som nødvendige vilkår.
I Enhedslistens linje indgår en central præmis, nemlig at en retfærdig og varig fred forudsætter, at Rusland bringes i en militært svækket position. Når fred defineres sådan, bliver militærstøtte ikke et midlertidigt værktøj, men en strukturel nødvendighed.
For hvis målet er modpartens militære svækkelse, følger midlerne næsten automatisk: Langvarig våbenhjælp, tæt koordination med allierede og opbygning af kapacitet til at levere – og blive ved med at levere. Dermed er kursen på forhånd bundet til den sikkerhedsorden, der kan producere de nødvendige midler.
Enhedslisten forsøger ofte at fremstille militærstøtte som et afgrænset valg, der kan kombineres med fortsat kritik af NATO og oprustning. Problemet er, at støtte ikke leveres i et tomrum. Den leveres gennem institutioner og standarder, hvor våbenleverancer hænger sammen med interoperabilitet, doktriner, planlægning, styrkemål og forsvarsindustriel kapacitet.
Støtten bliver derfor ikke kun et spørgsmål om at sende noget materiel, men om at indpasse donorlandene i en fælles militær infrastruktur. Når man først accepterer den kobling, bliver det sværere at fastholde, at NATO og oprustning er noget andet og eksternt.
Når lagre tømmes, opstår næste led i kæden: Genanskaffelser, produktionsopskalering og flerårige budgetbindinger. Det, der præsenteres som hjælp til Ukraine, bliver samtidig en drivkraft i donorlandenes egen oprustning – ikke som ideologisk projekt, men som praktisk konsekvens af leveranceforpligtelser, standardkrav og kapacitetsgab. Og netop fordi denne oprustning kan fremstilles som “nødvendig” for at kunne støtte, flyttes diskussionen væk fra, om man vil opruste, til hvordan man håndterer oprustningen mest ansvarligt. Her begynder forvaltningen.
Fra social konflikt til statsramme
I den brede debat kobles Ukraine ofte til et skema om aggression versus forsvar, autokrati versus demokrati, folkeret versus overgreb. Pointen er ikke, at Enhedslisten reducerer alt til moral. Pointen er, at når krigen forstås som eksistentiel sikkerhedstrussel, bliver “sikkerhed” målestokken, som andre hensyn må underordne sig.
Så forskydes politikkens tyngdepunkt: Fra fordelingskonflikter og klassemodsætninger til national og blokmæssig samling. Sociale krav kan stadig rejses, men de kommer let til at fremstå som noget, der må passes ind bagefter, fordi rammen allerede er fastlagt som nødvendig.
Den samme forskydning kan ses, når Grønland gøres til et sikkerhedsspørgsmål. Enhedslisten betoner – med rette – grønlændernes selvbestemmelse og modstand mod amerikansk pres. Men partiet placerer samtidig spørgsmålet i en sikkerhedsramme begrundet med folkeret og suverænitet, hvor man skal kunne håndhæve suverænitet og gøre det, der er “nødvendigt”.
Når den præmis først accepteres, ændres spillets regler: Det afgørende bliver ikke længere, om Grønland politisk bør afmilitariseres – altså hvad der bør være rigtigt – men hvad der strategisk må til; hvilke kapaciteter, aftaler og beredskaber der skal til for at håndtere stormagtspres i Arktis.
Her opstår glidebanen: Kritikken omdannes let til forvaltning; ikke fordi man opgiver principper, men fordi man accepterer præmissen om nødvendighed.
Så kommer uenigheden hurtigt til at handle om processer, kontrolmekanismer og grønlandsk indflydelse på det, der fremstilles som uundgåeligt. På den måde kan nødvendighedsrammen overtage: I stedet for at udfordre, at Grønland gøres til et militært anliggende, ender man med at forhandle vilkårene for, hvordan det militære anliggende skal gennemføres.
Når kritik bliver administration
Når rammen først er accepteret, ændres kritikkens karakter. Man kan kritisere tempo, enkeltdispositioner, kompensation og fordelingsprofil, men selve kursen ligger fast, fordi den er koblet til det “nødvendige”.
Kritikken bliver dermed administrativ: Den handler om at reducere skadevirkningerne af en given sikkerhedspolitik, ikke om at gøre sikkerhedspolitikken til konflikt. Og når kritikken primært fungerer som korrektiv inden for rammen, integreres også kritikerne: De bliver medforvaltere af, hvordan oprustning og alliancebinding gennemføres med mindst mulig social modstand.
Enhedslisten lægger vægt på solidaritet, borgerlige og demokratiske rettigheder og modstand mod autoritære kræfter. Men hvis antifascismen begrundes inden for den statslige nødvendighedsramme – hvor oprustning og alliancebinding bliver vilkår – risikerer den at skifte funktion: Fra at være et alternativ, der udfordrer kursen, til at blive en ledsagende moral, der legitimerer kursen.
Uden at omsætte klasseanalysen til en selvstændig social strategi kan resultatet blive paradoksalt: Man accepterer en politik, der producerer ulighed, afmagt og socialt pres – præcis de betingelser, som højrenationalismen typisk lever af.
Enhedslistens Ukraine-linje kan altså – selv med antimilitaristiske forbehold – komme til at indgå i en orden, hvor militærstøtte, allianceintegration og oprustning fremstår som nødvendige vilkår. Når fred gøres afhængig af militær styrkeposition, forskydes politik fra alternativer til forvaltning, og sociale konflikter bliver noget, der administreres i skyggen af sikkerhedskrav.
Men et effektivt modsvar til autokrati og højrenationalisme kan ikke bygges på militær nødvendighed og udsættelse af sociale konflikter.
Det begynder med at opbygge social styrke og insistere på, at national sikkerhed ikke er et neutralt fællesgode, men en statslig prioritering med konkrete fordelingskonsekvenser. Først dér bliver antifascisme et reelt alternativ – og ikke blot en moral, der følger med inden for den orden, der producerer problemerne.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
