Filmanmeldelse
Så sker det igen. Som i Irak, Syrien og Libyen har USA nu rettet blikket mod et nyt land. Denne gang er det Venezuela. USA forbereder sig på indgriben, muligvis en invasion, støttet af vestlige allierede.
USA lægger knap nok skjul på, hvad det handler om. De vil have adgang til Venezuelas olie – også hvis det kræver militær magt.
Først kom historierne om bekæmpelse af narkohandel og organiseret kriminalitet. I 2025 har det udviklet sig til maritime aktioner, beslaglæggelser og tale om “narkobåde” og regional sikkerhed. Senest gik USA skridtet videre og optrådte som internationale pirater, da de beslaglagde et olieskib på vej fra Venezuela til Cuba.
En krig, der i sidste ende handler om at stjæle et andet lands ressourcer.
USA har samtidig fået opbakning fra flere vestlige lande. Argumentet er demokrati og menneskerettigheder. Venezuela fremstilles som et land i dyb krise. Men i virkeligheden handler det om regimeskifte – et styre, der er mere loyalt over for USA. Det narrativ blev senest styrket, da den norske Nobelkomité tildelte fredsprisen til en højreekstrem oppositionspolitiker fra Venezuela.
Donald Trump har nu igen sagt, at “alle muligheder er på bordet”. Det er ikke tom snak. Det er pres, trusler og signaler til både Venezuela og USA’s allierede. Samtidig gør det tanken om militær indgriben mere acceptabel.
Men kernen er den samme som altid: energi og råstoffer. Olie spiller en afgørende rolle. Venezuela er et af verdens mest olierige lande. Selv når USA ikke siger ordet højt, handler presset om energistrømme, priser, eksport og kontrol. Sanktioner og beslaglæggelser bruges til at sikre kapital- og forsyningsinteresser.
Det handler også om magt. Venezuela er blevet en slagmark for USA’s forsøg på at fastholde sit herredømme i Latinamerika. En hård linje er ikke kun rettet mod Venezuela, men mod hele regionen.
Når USA peger på Venezuelas forbindelser til Kina, Rusland og Iran, bruges det som begrundelse for indgriben. Det handler om at holde rivaler ude. Geopolitik, markedsadgang og militær dominans smelter sammen.
Som så mange gange før normaliseres tvang som udenrigspolitik. Sanktioner, beslaglæggelser og militær opmarch sker trin for trin. Hver handling gør den næste lettere at acceptere. FN-eksperter har advaret mod denne udvikling og mod forberedelser til militær aktion.
Vi ser nu en tydelig optrapning. USA øger beslaglæggelser til søs, strammer sanktionerne og rykker militært tættere på Venezuela i Caribien. Det er en farlig glidebane mod krig – uden klar godkendelse fra Kongressen. En krig, der i sidste ende handler om at stjæle et andet lands ressourcer.
Desværre er der som så ofte før ingen af Folketingets partier, der tør sige klart fra over for et USA på krigsstien.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
