Færre vælgere satte deres kryds ved Enhedslisten i landets allerstørste kommuner ved dette kommunalvalg.
Enhedslisten går tilbage i ti ud af landets 14 største kommuner med over 90.000 indbyggere.
I København blev Enhedslisten, endnu en gang, det største parti med opbakning fra mere end hver femte københavner.
Enhedslisten fik 77.000 stemmer i hovedstaden. Det svarer til 22 procent. Det er en tilbagegang på 2,5 procentpoint i forhold til kommunalvalget i 2021, så partiet mister to pladser i Borgerrepræsentationen.
I Aarhus fik Enhedslisten 8,7 procent af stemmerne, hvilket er en tilbagegang på 1,2 procentpoint. I Aalborg blev det til 6,3 procent af stemmerne, en tilbagegang på to procentpoint. Og i Frederiksberg fik Enhedslisten 15,8 procent af stemmerne, en tilbagegang på 1,7 procentpoint.
Også i andre af landets større kommuner, Vejle, Horsens, Herning, Roskilde, Silkeborg og Viborg, gik Enhedslisten tilbage.
Det gør en forskel at gå på gaden
En af dem, der de sidste par måneder har ført valgkamp for Enhedslisten i København – og er blevet genvalgt til Borgerrepræsentationen – er Gorm Gunnarsen.
– Vi har været for få, der har involveret os i aktive samtaler med vælgerne. De steder, hvor vi har ført meget kampagne, har vi fået et bedre valg end de steder, hvor vi ikke har været på gaden. Valgkamp med personlig kontakt betyder noget. Hvis vi havde været et bredere parti, kunne vi have haft mere handleevne, forklarer Gunnarsen.
Han fortsætter:
– En del af tilbagegangen kan skyldes, at vi ikke når langt nok ud. Vi har været gode til at nå dem, der er yngre end 30 år. Rød-Grøn Ungdom har skabt en masse aktiviteter i byen og på de sociale medier. Men vi har ikke formået at komme lige så godt i kontakt med den lidt ældre generation. Her har vi forsømt nogle vælgere.
Har I været gode nok til at sætte fokus på folks dagligdags problemer – eksempelvis de stigende leveomkostninger, dyrere priser på mad og så videre under valgkampen?
– Højere grad af social lighed er altid en vindersag. Det med fødevarepriser er lidt svært, for det er ikke noget, vi har indflydelse på. Men jeg synes faktisk, at vi har sat fokus på at gøre det billigere at bo i København, kontanthjælpsreformen, kollektiv transport og gratis skolemad. Netop boligen er vigtig, fordi den udgør en stor del af folks udgifter i København, lyder det fra Gunnarsen.
– Vores hovedparole har været: “Et København alle har råd til”. Parolen sætter især fokus på vores krav om billigere boliger. Men parolen er bredere end det. Men det kan vi måske blive bedre til at konkretisere, fortsætter han.
– Vi har også profileret os som et parti, der ønsker mere vild natur og at få stoppet Lynetteholm. Men vi bør have mere fokus på lokalområderne i København, mener Gorm Gunnarsen.
Vi har været for få, der har involveret os i aktive samtaler med vælgerne.
Gorm Gunnarsen, genvalgt til Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten
Få dage før valget brugte Socialdemokratiet en halv million kroner på at sende et brev ud til københavnerne, der advarer mod at stemme på Enhedslisten og SF.
– Brevet – og den øvrige hetz mod vores spidskandidater – har garanteret fået nogle vælgere til at tænke “ingen røg uden brand”, og derfor har de ikke stemt på os. Jeg er ikke i tvivl om, at brevet har påvirket nogle vælgere – måske især den ældre generation, der bare har fået brevet ind ad døren og ikke har været en del af en arbejdsplads, hvor de har kunnet tale om indholdet, vurderer Gunnarsen.
Han fortsætter:
– Brevet er bare ét eksempel på det voldsomme arsenal, som Socialdemokratiet har rettet mod Enhedslisten – og især vores spidskandidater – under valgkampen. Den kampagne har ikke været særligt saglig.
Har den interne splittelse i Enhedslisten – der blandt andet har ført til dannelsen af Rødt Venstre – haft betydning for jeres valgkamp?
– Der er af da nogle af dem, der har forladt Enhedslisten, som jeg savner og gerne ville have haft som kampfæller under valgkampen. Men vi har nogenlunde det samme medlemstal – cirka 3000 medlemmer i København – som ved sidste kommunalvalg, svarer Gunnarsen.
Enhedslistens (og SF’s) flotte valgresultat betyder, at Socialdemokratiet mister overborgmesterposten i København efter 112 år ved magten. I stedet bliver Sisse Marie Welling fra SF overborgmester.
Enhedslisten har valgt at lave en bred konstitueringsaftale med blandt andre Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Aftalen omfatter 46 ud af de i alt 55 politikere i Københavns Borgerrepræsentation.
De eneste partier, der står uden for konstitueringsaftalen, er Socialdemokratiet og Frie Grønne.
Fremgang for Ø i flere kommuner
På landsplan fik Enhedslisten 230.000 stemmer. Det er partiets højeste stemmetal nogensinde ved et kommunalvalg.
Det svarer til 7,1 procent af alle stemmer. Men da der var flere, der stemte ved dette års kommunalvalg end ved det sidste, er der dog stadig tale om en procentmæssig tilbagegang, idet Enhedslisten fik 7,3 procent af alle de afgivne stemmer i 2021.
To af de større kommuner, hvor Enhedslisten gik frem, er Odense og Esbjerg, der tilslutter sig rækken af kommuner, hvor Enhedslisten havde et bedre valg end i 2021. Dette gælder blandt andet også Holbæk, Lejre, Helsingør, Halsnæs, Sorø og Næstved.
I Sorø fik Enhedslisten ni procent af stemmerne (en fremgang på 4,4 procentpoint).
I Halsnæs fik Enhedslisten 6,8 procent af stemmerne (en fremgang på 1,5 procentpoint).
I Esbjerg fik Enhedslisten fem procent af stemmerne (en fremgang på 2,5 procentpoint).
Tager folks bekymringer med i byrådssalen
På Lolland fik Enhedslisten syv procent af stemmerne. Det er en fremgang på 3,1 procentpoint.
Det betyder, at Enhedslisten bliver fordoblet i byrådet – fra et til to mandater. Den betydelige fremgang er ikke opstået ud af den blå luft. Den lokale Ø-afdeling gør meget ud af at være i kontakt med borgerne på Lolland.
Eksempelvis bruger Enhedslistens genvalgte medlem af byrådet i Lolland Kommune, Birthe Lauridsen, Facebook til at efterlyse input fra borgerne.
– Vi er gået frem, fordi vi tager folks daglidags bekymringer alvorligt i vores byrådsarbejde. Og så er vi gået til valg på at arbejde for mere service til borgerne, mere borgerinddragelse, bedre transport og bedre ældrepleje. De løfter er blevet taget godt imod af vælgerne, siger Lauridsen.
Hun tror, at Enhedslistens fremgang især skyldes, at de øvrige partier har skåret i de kommunale budgetter for at få råd til at forkæle erhvervslivet.
– Socialdemokratiet og Venstre har stået i spidsen for den erhvervsvenlige kurs på bekostning af de sociale budgetter i kommunen. Eksempelvis har de to partier skåret antallet af hjemmehjælpstimer ned med 50.000 timer fra 2020 til 2026, fortæller Lauridsen til Arbejderen.
Det har fået vælgerne til at kvittere med en ordentlig lussing til de to partier, der begge er blevet mere end halveret: Socialdemokratiet har fået barberet deres medlemmer af byrådet ned fra 13 til seks. Og Venstre er gået fra fem til to medlemmer.
Et flertal i det tidligere byråd har også købt grunde enormt dyrt, byggemodnet dem og solgt videre til spotpris til store virksomheder. For at få råd til at støtte erhvervslivet har flertallet af partier i det tidligere byråd skåret ned på klubber, sociale tilbud, skole og ældrepleje.
– Vi har været den stemme i byrådet, der har råbt op om den massive støtte til store virksomheder på bekostning af sociale nedskæringer. Kommunen har påtaget sig en lang række udviklingsudgifter, som store virksomheder selv burde betale for. Pengene til den erhvervsvenlige strategi er blevet taget direkte fra de kommunale budgetter. Det er der rigtig mange borgere, der har kunnet mærke, understreger Lauridsen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

