Hvis jeg var romanforfatter, ville jeg beskrive, hvad der sker på slagmarken – menneskeligt, åndeligt og psykologisk.
Jeg ville ønske, at jeg tilbage i 2006, da jeg var Al Jazeeras korrespondent i Danmark under krisen med profettegningerne i Jyllandsposten (Mohammedkrisen), havde kunnet skrive en roman om danskernes og muslimernes tanker og følelser i de dage, i stedet for blot at være korrespondent og rapportere om den diplomatiske krig, der brød ud mellem Danmark og den muslimske verden!
Og lige nu ville jeg gerne gøre det samme, hvis jeg var reporter i Gaza under det igangværende folkemord.
Internationale romanforfattere vil ikke konkurrere om at skrive din historie. Kun du kan skrive din historie.
Lige nu udfører journalisterne deres pligt som krigsreportere og sender deres nyhedsrapporter, uden hvilke vi ikke ville have lært og set, hvad de nyeste hightechkanoner og missiler kan gøre ved mennesker. Disse nyhedsrapporter skaber overskrifter om krigens kendsgerninger og rædsler, men går ikke dybere end det. Og det er kun ridser i overfladen af krigens historie.
Detaljerne om folks liv i krig er så forfærdelige, at kun de, der er involveret i krigen, kan mærke og føle smerten, mens de, der blot konsumerer nyheder og følger med i antallet af ofre, ser fotos af de døde og lemlæstede og de ødelæggelser, der er sket, ikke er i stand til at følge og føle detaljerne i folks dagligdag, når raketterne regner ned over deres hoveder, og deres liv går med at skaffe elektricitet, vand, varme og mad.
Der er brug for skønlitterære forfattere i Gaza, som kan skrive litteratur, der favner detaljerne i gazanernes elendige liv.
Hvis jeg var forfatter under Gaza-krigen, ville jeg være befriet for de begrænsninger om “neutralitet og objektivitet”, der er pålagt en nyhedsreporter. Jeg ville kunne skrive om alt, hvad jeg ser, og hvad jeg føler, og jeg ville have fortalt de almindelige menneskers historie, ikke politikernes og generalernes udtalelser, og jeg ville være skøjtet hen over de militære detaljer for i stedet at beskrive, hvad der sker på den menneskelige, åndelige og psykologiske side.
Krigsromanforfatteren er erindringsforfatter, vidne og historiker, og han skriver, hvad han skriver, mens han føler og lever krigen med dens lidelser lige som palæstinenserne i Gaza. Han skriver det palæstinensiske folks erindringslitteratur og registrerer virkeligheden om, hvad der foregår, når aggressionerne og folkemordet rammer dem.
Ofrene for det historiske Holocaust – som nu er blevet gerningsmændene bag det nuværende Holocaust – har formået at forme sindene hos generationer i Vesten, ikke gennem nyhedsrapporter, men gennem deres historier: Deres fortællinger, som er blevet omsat til romaner og film, der har oversvømmet og stadig oversvømmer verdens biografer, TV- og radioprogrammer, som i detaljer fortæller, hvad der skete med jøderne i Nazityskland, hvorimod nyhedsreportagerne og indslagene om Anden Verdenskrig ligger og samler støv i arkiverne.
Krigsforfatterne er ganske klar over deres rolle, de vidner om historien og ser det som deres fornemste opgave at sørge for, at historien ikke bliver glemt.
Hvis de nuværende generationer ikke er i stand til at vinde på slagmarken, kan romanforfatteren tilbyde dem og kommende generationer stof til at reflektere og bearbejde, hvad der kan hjælpe dem til for eksempel at retsforfølge gerningsmændene eller måske forhindre en gentagelse af tragedien.
Forfatteren i krig leder efter mening og svar, for alle vanskelige spørgsmål i livet bliver sprængt i luften af krige: Hvorfor sker det, er det religiøs overbevisning, ambitioner, nationalisme eller andet?
Hvordan forklarer man grusomheden i det, der foregår? Hvordan kan et menneske besidde så meget ondskab og derefter vende tilbage til sit normale liv? Hvordan løser vi de samvittighedsløse israelske soldaters mysterium?
Forfatteren registrerer folkets daglige lidelser med sult, frygt og tab, mens journalisterne har travlt – og de handler korrekt, det er deres roller – med militære og politiske dokumenter relateret til slag og planer. Det er humanitær dokumentation versus militær dokumentation. Forfatterne afslører de menneskelige omkostninger ved krige, de er ofrenes stemme og talerør for dem, der ikke har nogen stemme.
For mange mange år siden læste jeg Ernest Hemingways berømte roman Hvem ringer klokkerne for om Den spanske Borgerkrig, hvor han fortalte detaljerne om folkelig modstand og kampe og fremhævede følelserne af frygt, kærlighed og knusthed, der dræner folk i krig.
Han skrev også Farvel til våbnene om det italienske felttog under Første Verdenskrig, og hans roman blev omdannet til et skuespil og derefter en film.
Det er nok absurd at bede en person i Gaza, der hver dag bevæger sig fra det ene telt til det andet for at søge ly, og som er optaget af at sikre det vand og brød, han og hans familie har brug for, om at sætte sig ned og skrive en roman til os, men han kan gemme historierne, minderne og øjeblikkene, så det senere kan forme en roman, der vil få sin plads i litteraturen om Gazas Holocaust.
Lad fortællerne nedskrive alle detaljerne, lad dem huske alle de små historier, lad dem indprente ansigternes form i deres bevidsthed, for der er tusinde historier, der skal fortælles.
Man behøver ikke at være romanforfatter, skrive dit personlige vidnesbyrd, hvor mange personlige vidnesbyrd der er blevet omsat til en indflydelsesrig litterær tekst, af dens forfatter eller af specialister.
Skriv alt ned, hvad du lever og ser, skriv om dig selv, om dine børn, om dine naboer, beskriv alt, for de generationer, der kommer senere, har ret til at vide, hvad der skete.
Skriv for fremtidige generationer, fordi der er intet håb for vores nuværende generation. Skriv din dagbog, skriv minder og observationer ned.
Romanforfatteren slipper sin fantasi løs for at væve sin historie, og du har den virkelighed, du lever i, der er mere intens, end man kan forestille sig i fantasien.
Skal vi så kalde et sådant værk en roman i professionel forstand eller et skriftligt vidnesbyrd?
Skidt med det. Verden ændrer sig. Værdierne ændrer sig, og det er vigtigt at registrere, hvad den globale mediemaskine forsøger at ignorere.
Internationale romanforfattere vil ikke konkurrere om at skrive din historie. Kun du kan skrive din historie.
Hvis jeg var romanforfatter i 2006, ville jeg have skrevet om, at Mohammedkrisen for de fleste danske muslimer ikke var en abstrakt debat om ytringsfrihed, men en meget konkret og personlig oplevelse af social udelukkelse, frygt og en dyb sorg over, at deres medborgere ikke kunne forstå eller respektere deres følelser.
Den efterlod en arv, der stadig påvirker integrationsdebatten i Danmark i dag, og den styrkede for mange en følelse af at være “andenrangsborgere” i deres eget land.
Men i denne tid i Gaza vil jeg mene, at de, der kom ud af skyttegravene den 7. oktober 2023 under navnet Operation Al-Aqsa Flood (Al-Aqsa-oversvømmelse), havde primitive våben, men de rystede Israel, og faktisk hele verden.
Ja, prisen er dyr, så vi ønsker ikke, at denne pris skal gå til spilde.
Lad der komme en tsunami af litteratur, romaner og historier om Gaza!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.